Starcraft II: Heart of the Swarm

"I am the Swarm". Sådan lyder de første ord i den massivt imponerende åbningssekvens til Heart of the Swarm, den første af to planlagte udvidelser til Starcraft II. Ordene kommer fra Kerrigan, Zerg-racens hersker og bærer af titlen Queen of Blades.

Men det er løgn. Sarah Kerrigan er ikke længere leder af sværmen. Faktisk er hun ikke leder af noget som helst. For i slutningen af grundspillet reddede vi hende som bekendt fra zerg-indflydelsen, så hun er nu atter menneske. Fri for blodlyst og trang til destruktion, men også plaget af skyld over de millioner af liv, hun har på samvittigheden.

Men da der ikke er meget underholdningsværdi i at sidde i en celle og være nedtrykt, får Kerrigans hævntørst snart et ordentligt los bagi. Arcturus Mengsk, Kejser over Terran-imperiet The Dominion, skal have spiddet kraniet, og for at gøre det, er der kun én vej frem for Kerrigan: Hun må vende sine redningsmænd ryggen og genforene den nu splintrede Zerg-horde.

Vi har ventet i knap tre år på at Heart of the Swarm skulle blive færdig, og nu er den her så endelig. Hvad får vi så? En ny kampagne med 20-26 missioner, afhængigt af hvordan man tæller, samt en dejlig benzinindsprøjtning til spillets forrygende multiplayer-del. Er du blandt dem, der spiller Starcraft II online, så ved du formodentlig allerede hvad sidstnævnte bringer med sig, så derfor vil jeg i første omgang koncentrere mig om kampagnen.

Og sikke en kampagne, det er. Blizzard har fortsat med konceptet fra grundspillet Wings of Liberty, hvor hver eneste mission har en eller anden form for unik gimmick. Det er ganske sjældent, en bane kun handler om at bygge sin base, stable en hær på benene, og gå hen og smadre fjenden. Som regel er her langt mere på spil. I én mission skal man for eksempel stoppe Protoss-rumskibe i at nå frem til nogle store warp-porte, i en anden skal man genoplive nogle kæmpe zerg-kanoner, så de kan skyde steroide-pumpede Battlecruisers ned, inden de når frem til ens base.

En håndfuld missioner dropper nærmest helt den traditionelle base-model, og minder mere om action-spil. Her er en mission, hvor man starter om bord på et rumskib som en lille larve, der skal samle biomasse og derfra udvikle sig til en såkaldt broodmother, der kan klække nye enheder, og således udrydde alle fjender på skibet. I en anden skal Kerrigan styre en lille gruppe enheder rundt på planeten Zerus, zergernes oprindelsessted, og finde og udrydde tre flokledere i nogle ret velfungerende bosskampe. Ja, der er bosskampe i dette RTS-spil - komplet med healthbars i toppen af skærmen.

Det virker på overfladen måske som en lidt drastisk retning for spillet at gå, men min oplevelse er, at det passer glimrende ind i både gameplay og historie, og er med til at sikre et højt niveau af variation.

Modsat grundspillet er Kerrigan selv på banen i de fleste missioner, og i de få, hvor det ikke er tilfældet, har man andre helteenheder med særlige evner. Det er en model, der er tydeligt inspireret af det gamle Warcraft III, og er med til at adskille Heart of the Swarm endnu klarere fra Wings of Liberty.

Kerrigan stiger i level mellem missioner, og får løbende nye evner. De låses op i grupper, hvorfra man må vælge én enkelt fra hver gruppe, men i bedste World of Warcraft- og Diablo III-stil kan man frit ændre valg mellem missioner. Altså er her ikke noget med at hænge på en evne, man egentlig ikke bryder sig om, og er man lidt forudseende, kan man endda skræddersy sit evnevalg, så det er mest gavnligt i den kommende mission.

Man låser også løbende op for små mutationer til alle sine grundenheder, så de for eksempel løber hurtigere, kan bevæge sig når de er gravet ned, gør mere skade mod visse typer enheder, og så videre. Ligesom Kerrigans evner er disse valg heller ikke permanente, og kan frit skiftes mellem missioner.

Permanente udviklinger er her dog også. Med jævne mellemrum bliver man bedt om at vælge mellem to evolutionære udviklinger for en given enhed. Med de basale zerglings er det for eksempel et spørgsmål om hvorvidt de skal have små vinger, så de kan hoppe op og ned af klipper og henover andre enheder i kamp - eller om de skal udklækkes næsten øjeblikkeligt, og med tre styks per æg i stedet for de sædvanlige to. For at demonstrere mulighederne i aktion, får hvert af disse valg selskab af en kort mission, hvor man prøver begge dele, og således kan træffe et informeret valg.

Det er en klar forbedring i forhold til Wings of Liberty, hvor man ofte også skulle vælge mellem to nye enheder, men ikke havde meget andet end lidt tekstbeskrivelse og en lille animation at gå ud fra. Evolutionsvalgene er altid interessante, og det er tydeligt at se hvordan hver variation kan være fordelagtig. Ergo giver det ekstra genspilningsværdi.

Et andet punkt, hvor Heart of the Swarm gør det bedre end grundspillet, er i historien. Dette er Kerrigans fortælling, det er til hver en tid hende og hendes hævntogt, det handler om. Det er med til at sikre en mere personlig og fokuseret fortælling, og i forhold til hvad Blizzard ellers har leveret på den front i de seneste år, synes jeg det her er et klart skridt i den rigtige retning. Ikke så meget snak om titusindår gamle mørke kræfter og visioner om undergang, men mere karakterudvikling og personlige forhold.

Dermed ikke sagt at Heart of the Swarm er ren Shakespeare. Det er stadig cheesy som bare pokker, og især dialogen dufter af ost, men det er noget lettere at leve med denne gang. Men Kerrigan er måske den mest interessante figur i Starcraft-universet, og det klæder spillet at hun er i centrum. Resten af det figurgalleri, man samler omkring sig i løbet af spillet, er dog noget mere generisk. Lige med undtagelse af Abathur, en ret ulækker larve-agtig tingest, der står i spidsen for al mutation og evolution af dine enheder. Han taler mærkeligt, og stort set kun om genstrenge og -sekvenser, og det gør ham temmelig underholdende. Gid han vender tilbage i næste spil på en eller anden måde.

Nogle vil måske savne de mere "rene" og traditionelle missioner, men personligt synes jeg Heart of the Swarm-kampagnen er en stærkt underholdende omgang med en høj grad af variation, der modigt vælger helt at ignorere RTS-genrens konventioner visse steder.

Og når den først er gennemført, åbner man for det såkaldte Master Archive, hvor man kan genspille samtlige missioner og frit vælge mellem alle de enheder, mutationer, evolutioner, evner og så videre, man potentielt kunne have til rådighed, første gang man spillede den. Altså er der ikke noget med at have enorme Ultralisker i første mission, men da kampagnen ikke er fuldstændig lineær, er der potentielt enheder og evner, man ikke havde fået adgang til endnu, første gang man spillede en given mission. Sværhedsgrad og så videre kan selvfølgelig også justeres, så man rigtig kan jagte achievements.

Og lad os så komme videre til multiplayer. Heart of the Swarm tilføjer i alt syv nye enheder på tværs af de tre racer, og det lyder måske ikke af meget, men sammen med den lange række af ændringer i spilbalancen, som udvidelsen også bringer med sig, er posen blevet rystet gevaldigt. Resultatet er et spil, der på mange måder er blevet hurtigere, hvor der er mere fokus på tidlig action, og hvor man ikke i samme grad kan satse på en udelukkende langsigtet strategi bygget omkring enhederne øverst i teknologitræet.

Wings of Liberty var på nogle måder kørt fast, og kampe handlede tit om at nå til det såkaldte late-game. Nu er der action på drengen nærmest fra start, og det betyder mere varierede og underholdende kampe, og det føles mere som noget særligt, når de rigtig tunge enheder kommer på banen.

Dertil er der en lang række forbedringer i selve grænsefladen, der i vanlig Blizzard-stil blev lanceret med en patch tidligere på året, så man faktisk ikke behøver købe Heart of the Swarm for at få dem. Her er blandt andet bedre træningsmissioner samt mere omfattende muligheder for at øve sig mod computeren, der alt sammen har den effekt, at Starcraft II nu er lettere at gå til som nybegynder. Forbedrede statistikskærme betyder også, at der nu er mere fokus på personlig udvikling end at vinde eller tabe, så der stadig kan være sejre at finde i et nederlag.

Har man Heart of the Swarm, er her nu også et levelling-system, der giver adgang til kosmetiske effekter som nye skins til visse enheder og nye portrætter. Det er en lille ting, men det gør alligevel at man føler, man har fået noget ud af en kamp, selvom man har fået læsterlige klø.

Det giver næsten sig selv, at alle Starcraft II-fans skal gå ud og købe Heart of the Swarm. Spiller man kun RTS-genren for singleplayer-oplevelsen er der også rigeligt grund til at købe denne udvidelse, da kampagnen er bundsolid og på nogle områder klart overlegen i forhold til Wings of Liberty.

Hvorfor er min karakter så ikke højere, tænker du måske? Tilbage i 2010 gav vi Wings of Liberty et 10-tal, og det er i mine øjne fuldstændig fortjent. Starcraft II er stadig et af de bedste multiplayer-spil, penge kan købe. Heart of the Swarm er ikke helt så skelsættende - det er mere et raffinement, en videreudvikling, en ny fløj på patriciavillaen. Men lad der ikke være nogen tvivl: kan du lide Starcraft II, er der ikke nogen grund til ikke at købe Heart of the Swarm, så snart du kan.