Teenage Mutant Ninja Turtles: Rooftop Run

Er der en ting, som jeg har lært i firserne, så er det at radioaktivitet ikke giver kræft, men oftest bare fantastiske superevner. Da Teenage Mutant Ninja Turtles blev skabt i 1984 som en parodi på Ronin og Daredevil, var der næppe nogen, der havde forventet at det ville ende som et af verdens mest succesfulde brands. Faktisk er der næppe mange, der husker Adult Nuclear Samurai Elephants fra samme periode.

Teenage Mutant Ninja Turtles var en bragende succes, og den katanasvingende Leonardo, den rolige Michelangelo, den nørdede Donatello og bad-boy Raphael blev hurtigt en af verdens mest populære superheltegrupper.

Nu tager de springet til mobilerne takker være Nickelodeon og en endless runner med navnet Teenage Mutant Ninja Turtles: Rooftop Run. Jorden er under angreb af aliens, og naturligvis er det op til vores helte at klare ærterne.

Markedet er mildest talt overrendt med den type spil, og efterhånden skal der en del til at imponere. Vi har allerede set Pitfall blive genoplivet i en fortræffelig en af slagsen, Jetpack Joyride har sat standarden for den sidescrollende variant, Robot Unicorn Attack brillerede med en robotenhjørning og Erasure-musik, mens Ronin har leveret en flot udgave af genren. Og så skal vi ikke glemme det fortræffelige Rayman: Jungle Run, der ganske vist ikke er endless, men alligevel omtrent verdens bedste bud på genren. Men der er jo altid plads til en mere. Som oftes er de gratis at hente med IAP (in-app purchase) til følge.

Men TMNT:RR koster. For tretten kroner kan man tage rollen som en af de fire helte, og se hvor langt man kan løbe. Problemet er dog netop, at så snart man har valgt en figur, så koster de andre at åbne. For en simpel runner, der endda koster, er det ikke godt nok. Bevares, man kan optjene guldmønter i løbene og dermed spare op, men det vil kræve omkring hundrede ture for at samle hele holdet. Det gør selvfølgelig ikke noget, hvis spillet er sjovt.

På sjovhedsfronten er TMNT:RR ganske fint, men næppe noget, som jeg ser mig selv hive frem efter denne anmeldelse er skrevet. Ikke fordi der er noget galt med spillet, men power-ups til headstart, jetpacks og andre gadgets er bare set til hudløshed. Og så vild med skildpadderne er jeg altså heller ikke.

Der gøres dog en smule for at friske genren op. Du har konstant en energibar, der tæller ned, og når den bunden, så er det slut. Rundt på banerne er der spredt grønne energibobler, du kan samle, for at forlænge din løbetur. Og her er det at det hele bliver peppet en smule op. For der er også en bunke forskellige fjender, og hver gang du nakker en af dem, optjener du mønter til at bruge i spillets butik på engangs-power-ups, nye kostumer eller førnævnte figurer. Så det bliver hurtigt et spørgsmål om at prioritere. Vil du hoppe over dem, eller give dem et los og risikere at miste tid?

Det hele styres med et enkelt tryk på skærmen. Du kan hoppe, dobbelthoppe og tæske fjender. Du kan endda wall-runne ved at holde på skærmen på strategisk rigtige tidspunkter. Og som med nyere Sonic-spil skaber en fjende et slags lock-on, så hvis du timer dit tryk, vil du ikke alene nakke ham, men også vinde en smule hastighed. Undervejs i banerne popper mini-missioner op, som lader dig kæmpe mod ninjaer i bedste Fruit Ninja-stil. Jo bedre du klarer dig, des flere guldmønter får du ved bonusbanens afslutning.

Det er ganske fint, og grafikken samt præsentationen er i topklasse. Selvom man kun får tre miljøer at løbe rundt i. Alligevel er det hele set før, og til prisen (plus IAP) er der desværre ikke mange grunde til at skrige Cowabunga og kaste grunkerne efter denne titel.

Teenage Mutant Ninja Turtles: Rooftop Run er en fornøjelig endless runner, men dem er der efterhånden så mange af. Der er intet forgjort i et indkøb, men der er bedre og billigere alternativer.