Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Dungeon Keeper

Rasmus har brugt en uge sammen med Dungeon Keeper. Han er ret sikker på det har efterladt permanente ar, skåret et par år af hans forventede levealder, og plantet frøene til komplet nihilistisk sortsyn senere i livet. Det er ikke kønt.

Tilbage i slutningen af 90'erne lavede det EA-ejede studie Bullfrog et herligt og temmelig fantastisk strategispil, der hed Dungeon Keeper. Det tog den traditionelle ide om helte, der begiver sig ind i et mørkt og dystert dungeon og trodser alskens farer, monstre og fælder i håb om at finde skatte og rigdom - og vendte den fuldstændig på hovedet. I stedet for at være en nobel helt, var du skurken, ham der byggede og bestyrede det store fangehul. Du skulle udvide, bygge faciliteter til at tiltrække monstre og dæmoner, holde dine arbejdere i kort snor (en rap lussing fik dem til at arbejde hurtigere) og sætte forsvarsværker op, til når en flok næsvise helte på et eller andet tidspunkt brød ind for at prøve at stjæle din skat.

Det var en mildest talt original ide, spillet var genialt for sin tid, og en af årsagerne til at Peter Molyneux dengang blev set som en visionær og opfindsom spilskaber (frem for den noget mere kontroversielle skikkelse, han er i dag).

Dungeon Keeper
Dette er en annonce:

Og det er åbenbart den arv, EA har satset på at udnytte, da de satte deres Mythic-studie til at lave et nyt Dungeon Keeper til de mobile platforme. Eller, nu siger jeg "udnytte", men en mere dækkende beskrivelse ville nok være "lænke i et fangehul og tæske til en blodig masse med sømbesatte køller", for Dungeon Keeper anno 2014 har intet af det, der gjorde originalen og dens efterfølger så fremragende, og formår samtidigt at være indbegrebet af alt det, der er i vejen med mobiltitler, casual-spil og free-to-play.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have EA mistænkt for bare at trolle os alle sammen, og satse på at vinde den der tåbelige kåring af USA's værste selskab for tredje år i træk.

Dette er en annonce:

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det, men Dungeon Keeper kan dårligt nok betegnes som et spil. Det handler stort set kun om at vente. For hvert sekund, man rent faktisk foretager sig noget eller tager beslutninger, går der flere minutter hvor man blot kan vente. Det er et anti-spil.

Dungeon Keeper

Hver en handling tager tid. Det spænder mellem få sekunder, som når et enkelt felt med bløde på banen skal graves ud, til flere timer, som når visse rum skal bygges eller opgraderes. Man kan ikke sætte ordre i kø, så man løber tør for ting at foretage sig efter ganske få sekunder - derefter kan man kun vente, indtil ens arbejdere bliver færdige.

Eller nej, der er et alternativ til at vente. Man kan vælge at sætte fut under en given opgave ved at betale med Gems, en af spillets fire resourcer (de øvrige er guld, sten og mana), som der reelt set kun er én måde at anskaffe: nemlig ved at svinge kreditkortet.

Du kan vitterligt ikke foretage dig en eneste handling i Dungeon Keeper, uden spillet opfordrer dig til at få den overstået lidt hurtigere ved at betale gems, eller rettere sagt penge. Du får en lille håndfuld i starten, efter at have klaret den indledende tutorial, men derfra er Dungeon Keeper nærmest uspilleligt, hvis ikke man vil betale. Du får omkring 600 gems i starten - men vil du have en tredje arbejder, så du kan udstede flere byggeordrer ad gangen, koster det 800 gems.

Dungeon Keeper

Vi tager den lige igen: beholder du pungen i lommen, består Dungeon Keeper reelt set af få sekunders gameplay afløst af ventetid, der strækker sig mellem alt fra få minutter til flere timer. Det er stort set uspilleligt.

Men hvad værre er, så viser det sig efter kun ganske kort tid, at hele spillet er fuldstændig meningsløst. Der er ikke noget at spille for, ikke noget at arbejde sig hen imod. Jovist, du kan udvide dit dungeon og stille forsvarsværker og monstre op, så eventuelle invaderende spillere vil have det sværere med at erobre din fangekælder, eller du tilmed kan slå dem helt tilbage.

Eller du kan vælge at rejse ud og angribe andre spilleres dungeons (med dine monstre, som det lige tager et par minutter per styk at hidkalde, hvis du skal have friske tropper), men igen giver det ikke den store mening. Du vinder måske lidt guld og sten, men det er det. Spilmæssigt er der ikke meget sjov i det, og det er komplet risikofrit. Selv hvis din base bliver invaderet og jævnet ved jorden, har det ingen konsekvens - alt bliver genopbygget så snart du logger ind igen, og dine miner tikker tålmodigt videre.

Dungeon Keeper

I det mindste kan du lægge spillet fra dig, mens du venter. Alt byggearbejde, monsterproduktion og resourceudvinding fortsætter ufortrødent, mens spillet er lukket, da det hele kører online. Til gengæld insisterer spillet på at sende dig en notifikation via Androids notifikationsområde, hver gang der sker noget bare tilnærmelsesvist interessant. Er en bygning blevet færdig? Notifikation. Har en mine hentet al det guld, den kan hente, så du skal ind og trykke på minen inden den kan hente mere guld? Notifikation. Alt udløser en notifikation, og det sker temmelig insisterende med lydeffekter og det hele, og der er ingen måde at slå dem fra på. Man skal hele tiden lokkes tilbage.

Men når man spiller på denne konstant afbrudte facon, indser man hurtigt at spillet som helhed er fuldstændig meningsløst, betalinger eller ej. Der er intet at opnå, intet mål at styre hen mod, det er bare tom gentagelse på tom gentagelse. Man bygger et rum, så man kan få lov at vente på at bygge et nyt rum eller opgradere et andet, så man igen kan få lov at vente på at bygge eller opgradere nyt, og sådan kører det i en uendelig løkke. Der er ingen udvikling eller fornemmelse af fremskridt. Hver handling fører blot til en ny undskyldning for at spillet kan forsøge at lokke penge ud af dig, og ikke meget andet.

Det er deprimerende og opslidende, samtidigt med at det på en eller anden bizar vis også er vanedannende lige at tjekke hvordan det går med ens dungeon og indsamle stakkene med guld og sten, ens miner har produceret - selvom man er fuldt bevidst om hvor tåbeligt, dødsygt og rystende uinteressant, det hele er. Det er en stiløvelse i nytteløshed. Og så er styringen tilmed klodset og upræcis, så man ofte rammer ved siden af det i spilverdenen, man ville trykke på.

Dungeon Keeper

Man kunne måske, hvis man havde røget en ordentlig bønne, argumentere for at Dungeon Keeper i virkeligheden er et kunstværk, der skal få os til at tænke over hvor meningsløs, ensformig, repetitiv tilværelsen kan være, at det er et forsøg på at belyse hvor ubrugeligt og formålsløst gaming er, men når det kommer fra EA, er den tanke vist lidt for vindblæst til at have gang i verden.

Så i stedet gentager jeg bare, hvad jeg skrev tidligere. Dungeon Keeper er et anti-spil. Det suger min glæde ved gaming ud af mig, og det har ingen forsonende kvaliteter. Ikke engang skyggen af dem. At kalde det grådigt ville være årets underdrivelse. Jeg tror næppe man kunne give free-to-play-modellens i forvejen blakkede ry et mere ødelæggende angreb, end det Dungeon Keeper her har gjort. Det kvæler min sjæl, hver gang jeg spiller det. Og derfor afinstallerer, nej, forviser jeg det fra min tablet, så snart jeg har sat det næste punktum.

Dungeon KeeperDungeon Keeper
01 Gamereactor Danmark
1 / 10
+
Kan afinstalleres
-
Hvert aspekt er spillet er designet til at lokke penge ud af dig, uendelige ventetider hvis du ikke betaler, er komplet uden formål eller noget at spille for, pisser på arven fra en klassiker, er et dybsort hul af sjælløshed

Et andet syn

Lee West

Det er ganske foruroligende. Jeg ved ikke om EA har luret, at mange gamere kigger på Metacritic, når de skal beslutte sig omkring et spilkøb (gratis eller betalt), for når en ameldelse er leveret, er karakteren nu engang fastlåst. Men fakta er at Dungeon Keeper kort efter lanceringen pludselig føltes som om, at det havde mere ventetid. Bevares freemium-spil har denne funktion, men det virker som om at EA besluttede at gamere verden over havde det for sjovt. Så fremfor at lokke gamere til pengepungen med spilleglæde besluttede de sig for at stramme grebet, hvis man spillede mere end nogle dage. Siden betaen er priserne og ventetiden nemlig skruet betragteligt i vejret. Fire timer for at grave et stykke jord. Seriøst?

Når Peter Molyneux, som er skaberen af det originale spil, selv udtaler til BBC "I felt myself turning round saying, 'What? This is ridiculous. I just want to make a dungeon. I don't want to schedule it on my alarm clock for six days to come back for a block to be chipped", så er der måske noget galt.

Det er ærgerligt at se endnu en klassiker maltrakteret. Først Ultima, nu Dungeon Keeper. EA vær venlige at stoppe det her freemium-crap, som på ingen måde har hverken hjerte eller sjæl. Eller lad i det mindste være med at udnytte kendte brands. I sidste ende er jeg sikker på, at I tjener flere penge ved at underholde gamerne end at frustrere dem.

Det tekniske er dog acceptabelt, og spillet er i begyndelsen hyggeligt tidsfordriv. Jeg forsvarede Real Racing 3, fordi man kunne tænke strategisk og omgås ventetiderne. Men det her? Det er freemium af den værste skuffe desværre. Hvis du elsker den slags "vent og byg", hvor du tjekker spillet et par gange i løbet af en dag, vil du måske være tilfreds, men både Clash of Clans og Galaxy Factions leverer bedre bud på strategi og freemium, og sidstnævnte er netop blevet opdateret, så spillere uden masser af kontanter nu endnu lettere kan være med i kampen.

Begge ovennævnte spil gør en ting rigtig i freemium-modellen: du kan foretage dig andet i spillet, mens du venter. Det kan du ikke her. Det er dog ikke det største problem. Det er faktisk, at det føles som om dine evner i spillet helt og holdent er afhængige af, hvor meget tid du gider bruge med ingenting.

Jeg har det ofte svært med gamere, der går amok, så snart de lugter en smule af denne salgsmodel, men det her produkt gør ikke freemium nogen tjenester. Dungeon Keeper RIP.

Det ser dog ganske pænt ud, stemmeskuespillet er godt og musikken er fin, og derfor er jeg villig til at hæve Rasmus' karakter til:

3/10

Brugeranmeldelser

  • rosen1234
    jeg vil gøre det kort for jeg kan sige på få sekunder at du skal holde dig væk fra dungeon keeper uanset hvad. det første du ligger mærke til... 1/10
Dette er en annonce: