Udvikleren Obsidian har et blakket ry. Ganske vist har de mange højtelskede rollespil på CV'et, men der er også en udbredt forståelse for, at man skal kunne leve med visse skavanker, for at nyde dem. Fallout: New Vegas har for eksempel en lang række veldokumenterede og bizarre glitches, , dedikerede fans arbejdede længe på at patche og modde Knights of the Old Republic II til noget, der for alvor var værd at spille, og Alpha Protocol var nærmest en lang række af ting, der ikke blev forklaret, ikke virkede som man forventede, eller slet og ret ikke virkede.
Der er en gammel joke om, at i himlen bliver alle rollespil skrevet af Obsidian, mens de i helvede bliver playtestet af dem.
På den led minder South Park: The Stick of Truth slet ikke om et typisk Obsidian-rollespil. Dengang THQ gik konkurs og Ubisoft overtog rettighederne til South Park, var der knap tre måneder til spillet skulle udkomme. Siden da er der gået et år. Den ekstra udviklingstid har tydeligvis gavnet, for The Stick of Truth fremstår både solidt, velpoleret og underholdende. Måske har Obsidian bare savnet den rette udgiver i alle disse år...
Du er "the new kid", en knægt der netop er flyttet til South Park med sin familie, og prompte bliver beordret ud og få sig nogle venner af sin far. Den første, du møder på vejen, er Butters Stotch i fuldt paladin-kostume, der er ved at få bank af en anden unge med plastikelverører, og snart er du blevet rodet ind i et større liverollespil, som mange af byens børn har gang i. Cartman er The Wizard King, den (efter eget udsagn) elskede, vise og modige leder af Kongeriget Kupa Keep (tjek initialerne), der ligger i krig med de fæle drow-elvere om The Stick of Truth - en pind der giver indehaveren magt over universet. Før nogen får set sig om, bliver pinden selvfølgelig stjålet, og du bliver sendt ud for at vinde den tilbage igen.
Fra første øjeblik tager The Stick of Truth pis på de gængse rollespilsfiksturer med klasser som kriger, tyv, magiker og jøde, magi der består af prutter, trævåben, fjollede kostumer og meget mere. Men bag det fjollede, useriøse og parodiske ydre gemmer sig et system, der både er sjovt og fungerer godt.
Det er skåret over en skabelon inspireret af klassiske Final Fantasy-spil fra SNES-tiden, med turbaserede kampe, der foregår på deres egen lille skueplads frem for den sædvanlige spilverden, hvor du og en følgesvend (Butters i starten, men udvalget vokser undervejs) nedkæmper fjender med en blanding af standardangreb, specialevner og magier. Jeg har spillet som tyv, der blandt andet kan lave backstabs, stjæle eller hidkalde fire ninjaer, der giver ekstra skade. Butters kan heale, kaste med sin hammer eller sende lyn gennem den, mens Prinsesse Kenny kan tromle en række fjender med en kæmpe enhjørning (der spidder og dræber ham, hvis man ikke trykker den tilhørende quick time sekvens rigtigt).
Kampsystemet adskiller sig dog fra de klassiske inspirationskilder ved at have et aktivt element. Et lille glimt med tilhørende lyd viser, hvornår man skal trykke på bestemte knapper for at give mere skade eller variere angrebet, ligesom man manuelt skal blokere fjendens angreb med timede tryk for at undgå noget af - men ikke al - skaden. Det er simpelt, men det er også enormt effektivt og forhindrer at man bare sidder og venter på det bliver ens tur.
En fin detalje er, at mange slåskampe enten kan undgås helt, eller i hvert fald gøres noget lettere, ved at være opmærksom på omgivelserne. Tit kan man skyde eller skubbe sig til at få genstande til at falde ned over modstanderne, sætte strøm til vandpytter eller bare prutte i retning af åbne flammer, og på den måde tynde ud i tallene. Det tilføjer et dejligt puzzle-element til ens udforskning.
Man finder selvfølgelig jævnligt nyt udstyr, der alt sammen har forskellige stats og bonusser, og kan udvides yderligere med såkaldte patches, både til våben og rustning, der har diverse gavnlinge effekter. Udvalget er selvfølgeligt langt fra lige så stort som i spil som Diablo, men der er rigeligt med beslutninger at træffe. Vil jeg ofre noget rustning for i stedet at give ekstra skade til nazizombierne? Vil jeg hellere have ekstra ildskade eller frostskade? Det er klassiske rollespilsproblemstillinger, og hvor man næppe kan beskylde The Stick of Truth for at være originalt i dette henseende, så er den en veludført destillering af genrens kendetegn.
Hvis du ikke har set så mange trailere for spillet, studser du måske over nazizombierne i forrige afsnit. Historien i The Stick of Truth starter forholdsvis uskyldigt, men snart tager den temmelig mange drejninger, der både involverer rumvæsener, analsonder, zombier, abortklinikker, sammensværgelser og cover-ups, Taco Bell og meget, meget mere. Det er temmelig bizart, meget af det selvfølgelig dybt smagløst, men også temmelig sjovt. Synes du tv-serien South Park er åndssvag, vil du givetvis ikke være fan, men ellers er The Stick of Truth på højde med mange af de rigtig gode afsnit af serien. Men ikke de bedste. Det kommer vi til.
Udover hovedhistorien er her selvfølgelig også en række sidemissioner, der blandt andet involverer at finde julelorten Mr. Hankeys forsvundne børn, at rydde en kælder for mutantrotter (fint nik til Baldur's Gate), samle Chinpokomon-figurer, ryde City Wok for mongolske barbarer, og hjælpe Al Gore i jagten på ManBearPig. Noget af det er originalt, noget af det føles lidt som fyld, og i tilfældet Gore som letkøbt genbrug af en virkelig, virkelig gammel joke, der ligesom er passé nu, uanset hvor super cereal man ellers måtte være.
Det meste af krudtet er tydeligvis brugt på hovedhistorien, der på ret formidabel vis formår at flette den ene smagløshed efter den anden sømfrit sammen. Samtidigt er her også en lille duft af Metroidvania, idet man ofte ser kister, tasker og andre lokkende loot-beholdere på steder, som man tydeligvis ikke kan nå endnu, fordi man endnu ikke har fået den rette evne endnu.
Selve South Park by er et relativt stort område, der dog er let at overskue, og man bliver hurtigt glad for det veludbyggede fast-travel system (Timmy!). Dertil kommer den omkringliggende skov, man let kan fare vild i, og et par afstikkere til andre steder, såsom en hysterisk morsom smuttur til Canada.
Længden vil måske skuffe nogle - det tog mig omkring 12 timer at nå gennem spillet, men jeg ved fra kollegaer, der brugte mere tid på sidemissionerne, at man snildt kan strække den til 16-18 timer eller mere. Der er flere dele af spillet jeg slet ikke har afsøgt, såsom skoven, kirken og Krabbefolkets underverden. Til gengæld var jeg massivt godt underholdt hele vejen, og der er mange gode grin undervejs.
Skal man kritisere South Park: The Stick of Truth for noget, er det at spillet på nogle måder virker en tand for sikkert, for forsigtigt. Det lyder måske som en sær ting at sige om et spil, hvor udgiveren selv har valgt at bortcensurere analsonder og abortscener fra konsoludgaven (begge er med i PC-udgaven, og jeg fatter ikke helt hvorfor de skulle være så kontroversielle), men det virker mere som om spillet satser på chok-effekt og tissebæ-jokes frem for den samfundssatire, der ellers har gjort South Park til en langtidsholdbar succes. Det er perfekt eksemplificeret i førnævnte Al Gore-sidemission. ManBearPig-afsnittet er snart otte år gammelt, og selv dengang var det latterligt, irrelevant og pinligt Rasmus-modsat-agtigt. Det er ikke den eneste joke fra serien, der bliver genbrugt skamløst, og man kan godt savne biddet fra afsnit som Cartoon Wars eller Go God Go, eller det rene vanvid fra Imaginationland. Angiveligt har Trey Parker og Matt Stone, South Parks skabere, selv skrevet det meste af manuskriptet, så her er ingen undskyldning. Men vi må altså "nøjes" med absurde, temmelig sjove South Park frem for decideret geniale South Park.
Dermed ikke sagt at The Stick of Truth skuffer. Det er sjovt og underholdende, usædvanligt velpoleret for en Obsidian-titel, og bag det simplistiske ydre og alle pruttejokesne finder man et overraskende velfungerende og solidt rollespil. Er du på nogen måde fristet af South Park: The Stick of Truth, er det et sikkert køb. Bare hold dig til PC.
