Mens jeg skjulte mig i et skab og ventede på, at de to vagter ville forlade rummet, så jeg kunne stjæle en flaske rav, spekulerede jeg over, hvorfor jeg næsten ingenting havde hørt om Styx: Master of Shadows. Det handler, ligesom i spillets kampsekvenser, om timing. Hvis du i en kamp ikke får timet et modsvar på et angreb fra en modstander ordentligt, får det næsten altid fatale konsekvenser. Styx kom frem fra sit skjul i al ubemærkethed, som en usynlig udgivelse skjult bag adskillige AAA-spil, der uvægerligt forviste spillet til skyggerne.
Styx: Master of Shadows er et stealth action-spil fra Cyanide Studios, studiet bag action-rollespillet Of Orcs and Men. Styx er også den præcis samme figur, som man kunne spille som i dét eventyrspil, men der er ingen direkte sammenhæng mellem de to spil, selv om de tager udgangspunkt i det samme univers. I øvrigt er det ikke engang en direkte prequel, selv om begivenhederne i Master of Shadows tager deres begyndelse flere år før Of Orcs and Men. Du kan sagtens spille Master of Shadows uden nogensinde at have spillet det andet spil fra Cyanide Studios. Når det gælder gameplay og koncept, er de også meget forskellige, da Master of Shadows' fokus ligger tungt på stealth.
Fortællingen i Master of Shadows er noget forvirrende, og karakteren Styx udviser til tider næsten tegn på skizofreni. Kort fortalt skal Styx bryde ind i et massivt tårn for at nå frem til et helligt træ, der producerer en ganske særlig rav, for at stjæle dets "hjerte". Problemet er, at tårnet er bevogtet på alle sider af flere hundrede vagter (og mere til), der med få slag kan sætte Styx ud af spillet.
Styx er en goblin - lille, adræt, dristig og snarrådig - men han er ikke særligt stærk eller modstandsdygtig. Det betyder, at direkte kamp er rimelig meget udelukket, da kampsystemet er ikke-eksisterende og i stedet er erstattet af quick time events. Hvis du parerer tilstrækkeligt mange gange, får du til sidst mulighed for at overvinde din modstander, men hvis du fejler, er det mest sandsynlige udfald et bittert nederlag. Styx er meget skrøbelig og kan kun modstå nogle få træffere (på den højeste sværhedsgrad er en fuldtræffer et insta-kill). Det betyder, at slåskamp altid bør være sidste udvej, og skulle du blive opdaget af mere en én vagt, så ... held og lykke med det.
Med andre ord: Hvis du forventer et stealth/action-spil, så se dig om efter noget andet (og der er masser af muligheder, som eksempelvis Middle-earth: Shadow of Mordor eller Assassin's Creed: Unity).
Styx er et rendyrket stealth-spil, der kræver tålmodighed, gode iagttagelsesevner, udforskning og megen trial and error. Ydermere er det ret svært. Der er hundreder af vagter, og selv om AI'en ikke er særligt kløgtig, kan de opdage dig relativt nemt. Og som vi allerede har slået fast, er det ikke rigtig en mulighed at slås. Protip: Gem spillet manuelt med regelmæssige mellemrum, for checkpointene er forfærdelige.
Heldigvis har Styx et imponerende stealth move-repertoire. Hvis du går på hug, bliver han så godt som usynlig i mørket eller bag genstande og er bomstille. Hans klejne størrelse og adræthed gør, at du kan klatre op på genstande med enorm lethed, og du kan endda skjule dig i skabe, kister og tønder. Styx er også bevæbnet med en daggert og gør det uden moralske skrupler af med en vagt eller et vidne. Du har to muligheder for at dræbe intetanende fjender - hurtigt og støjende eller langsomt og tyst. Du kan også skubbe dem ud fra en balkon, forgifte dem eller knuse dem under en lysekrone.
Styx er også en meget ejendommelig goblin, udstyret med særlige evner, der hænger sammen med hans rav-afhængighed. Belejligt nok, kan han gøre sig usynlig, selv om han dog forbruger en hel del rav ved at gøre det. Han kan også fremmane en klon, som du kan styre. Med klonen kan du trække i håndtag og komme ind der, hvor Styx ikke kan, og det er et perfekt middel til at distrahere vagterne eller lokke dem nærmere, men han dør af et enkelt slag og kan ikke angribe. Endelig kan Styx bruge et særligt syn, der fremhæver ting af interesse.
Dele af Cyanides rollespilsarv findes også i Master of Shadows, heriblandt et simpelt progressionssystem. Du kan udvikle Styx' effektivitet på flere forskellige områder, fra hans evne til at slå fjender ihjel til hans stealth-evner. Du kan låse op for handlemuligheder som "mord fra oven", at fjenderne ikke larmer, når de falder, og endda mulighed for, at Styx kan blive usynlig uden at forbruge rav, hvis ellers han står stille. Klonen kan forbedres med nye handlemuligheder, inklusive muligheden for at gemme sig i et skab eller en kiste, hvor han kan vente på at kunne overfalde den første fjende, der nærmer sig.
Som i de fleste stealth-spil, klassificerer Master of Shadows spillerens præstation efter hver mission. Hvor mange gange, du blev opdaget, antal dræbte fjender ("uheld", såsom en faldende lysekrone eller et forgiftet æble, tæller ikke med i statistikken), antal lig, der er blevet opdaget; Det tæller alt sammen i det samlede regnskab.
<billede: Styx: Master of Shadows>
Styx er en god blanding af stealth og platformselementer, men dét, der virkelig imponerer, er banedesignet. Banerne er kæmpestore, næsten som mindre udgaver af åbne verdener. Man kan nå de enkelte mål på adskillige forskellige måder, ad mange forskellige passager og ruter. Banerne er også imponerende vertikale med flere etager og stor dybde. Næppe to spillere vælger den præcis samme rute, når de gennemfører en af banerne. Der er nogen backtracking i spillet, og på et tidspunkt er du tvunget til at gå tilbage gennem de samme baner, nogle af dem bagfra, men da de gigantiske og der er flere forskellige ruter at gå ad, er det ikke helt vildt træls.
På hver bane er der også adskillige samleobjekter og gemmesteder, som Styx' allierede har efterladt. Hvis du finder dem, øger du dine chancer for at gennemføre banen, da de giver Styx brugbare items, såsom health, rav, sand, der kan bruges til at slukke stearinlys på afstand, og syre til at opløse lig med. Der er også flere sekundære mål at nå, og endda nogle relikvier at finde. Men forvent ikke for meget på det område, da de kort, der er i spillet, er noget forvirrende og ubrugelige. Da ens egen position ikke engang er afmærket på kortet, er det nogle gange svært at orientere sig, for slet ikke at tale om at finde et relikvie, der kun er svagt aftegnet.
Det er en skam, at Styx: Master of Shadows er blevet udgivet nu, hvor støjen fra de store markedsføringsmaskiner i nogen grad overdøver det. Forstå mig ret, Styx har flere svagheder - middelmådig grafik, frustrerende kampafvikling, nogen repetition, lange loadtider - men de afbødes af en af de senere års mest rendyrkede stealth-spiloplevelser. Dét koncept, at man ikke anspores til at gå i kamp, og en sværhedsgrad over gennemsnittet gør Styx vanskeligt at anbefale de fleste spillere.
Men. Er du blandt dem, der er glade for stealth-genren, og som holder af en barsk udfordring, så kan Styx: Master of Shadows gå hen og blive en af årets glædeligste overraskelser.
