Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
anmeldelser
Sonic Boom: Rise of Lyric

Sonic Boom: Rise of Lyric

Sonic er tilbage med nye friske farver, nye venner og et spil, der bringer minderne frem

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Kan du huske Sonic? Jeg mener sådan virkelig huske Sonic? Eller mener du bare, at du kan huske hvor fanfreggintastisc han var? Sådan havde jeg det nemlig. Jeg elskede Sonic til min Sega Megadrive, jeg elskede ham til mit Sega Master System. Men jeg elskede ham hånden på hjertet mest, fordi jeg ikke elskede Mario synderligt. Nintendos spil var for dyre og blikkenslageren for langsom. Det tempo havde jeg slet ikke tålmodighed til.

Men min kærlighed til Sonic bestod. Og med tiden bildte jeg mig selv ind, at det var fordi jeg syntes, at det var nogle af de bedste og mest fantastiske platformspil, der fandtes. Jeg bildte mig endda ind, at Sonic Adventures, der udkom til Segas Dreamcast i 1998, var et friskt og fedt pust til serien.

Sonic Boom: Rise of Lyric

Men hånden på hjertet: Sonic 1, 2 og CD til Sega Mega Drive var rigtig gode platformspil, men føltes mest af alt fantastiske, fordi genren ikke var nået så langt. Hvilket, jeg synes, blev tydeligt med Sonic 4, der udkom for nogle år siden, og som gjorde mange ting rigtige, men alligevel ikke føltes meget mere end bare godt. Så når jeg gang på gang skuffes over en ny Sonic-titel, så har jeg mest af alt på fornemmelsen, at det er fordi, de ikke lever op til mine rosenrøde minder og mit dengang mere åbne sinds fortolkning af at se Sonic løbe på auto-pilot rundt i et loop, mens ringene fløj om ørerne.

Jeg har også den sønderlemmende kritik fra mange af de nye figurer mistænkt for at være i nogenlunde samme boldgade. Det skyldes nostalgiske minder. Sonic var blå, jaja. Og hurtig. Knuckles var rød og Sonics rival, okay. Tails kunne flyve og var en ræv, godt så. Men de lignede hinanden, og de udstrålede ikke synderlig megen personlighed, når de stod der på skærmen. Faktisk anede jeg i lang tid ikke, at Knuckles var andet end en farvevariant af Sonic, og da slet ikke, at han var et myrepindsvin med en halvrådden personlighed og masser af kræfter. Jeg havde egentlig heller ikke bemærket hvem Tails var, udover at han var gul og kunne flyve.

Sonic Boom: Rise of Lyric

De detaljer er sådan set først gået op for mig med det nye redesign af Sonic og vennerne, som er blevet så populært på nettet at hade. Jeg elsker designet. Jeg har intet imod den nye udgave af de elskede figurer, som er gearet til fremvisning på Cartoon Network. Jeg synes, at figurerne er charmerende, sjove og personlige - på den der søndagstegnefilm-agtige måde.

Sonic føles nu som en langlemmet selvfed løber, Knuckles er et stort brød, der er som taget ud af American Gladiator, eller hvad sådan et show nu kan hedde. Tails er en steampunket gadgetmester. Mens Amy, som kom til lidt senere i CD-udgaven af Sonic, er en agil, pink ninja-type udstyret med en enorm hammer og trippel-hop. Sticks er en nytilkommer, som især udnyttes på 3DS-udgaven af Sonic Boom. Den anmeldelse kommer vi til senere her på Gamereactor.

Sammen er de nu på eventyr på Wii U. Og jeg synes rigtigt godt om dem. Sonic virker mere som en eventyrlysten Drake (hvilket måske også forklarer hans nye charmeklud), Knuckles er et stort, dumt og irriterende brød, Tails skinner virkelig igennem som nørden med gearet i orden, og Amy er den drabelige femme fatale, som påstår at være Sonics kæreste til tider. De er et herligt firkløver af overgearede smart-asses.

Sonic Boom: Rise of LyricSonic Boom: Rise of Lyric

Eventyret tager det bedste fra de mange Sonic-spil, og som min intro måske lagde op til, så er det i virkeligheden måske ikke særligt meget, hvis vi ser bort fra et par virkeligt vellykkede udgivelser med det blå pindsvin - eller de førnævnte rosenrøde minder. Og Sonic Team har da også sagt, at de ønsker at tage eventyret i en ny retning, og det må man sige, at de gør.

Vi får mulighed for at spille eventyret op til fire spillere denne gang, men sidder man alene ved controlleren, så har man enten hele gruppen på slæb - parat til action ved et enkelt tryk på den digitale pad - eller med et enkelt gruppemedlem som support. Og man kan godt forberede sig på at få hints fra alle fire figurer om selvsamme spildel. Åh. Det sker over en række klassiske Sonic-baner, der vanen tro byder på jungle, neonfarvede futuristiske omgivelser, sandstrande, grotter, vandlande og meget meget mere.

Det hele sker i 3D eller pseudo-2D og du kan spille to på hver sin skærm ved at benytte Gamepaddet, hvilket naturligvis tærer på konsollens kræfter. Du skal både sejle og glide på vandet, bruge en "laser-lasso" til at svinge dig gennem udfordringer, smadre kasser, kastes rundt af flipper-mekanismer og samle robotdele samt løse mindre mini-puzzles. Du møder endda den klassiske skurk Dr. Robotnik, selvom han denne gang vagtafløses af en langt mere grumt udseende cyborg-øgle, Lyric, der har ligget i dvale i tusind år, og som har et ondt øje til Sonic. Dr. Robotnik er måske ikke helt tilfreds med den nye rolle, men det var jeg, og æggemanden har stadig sine øjeblikke i eventyret.

Sonic Boom: Rise of LyricSonic Boom: Rise of Lyric

Det starter hæderligt og forbavsende roligt for et Sonic-spil, som jo netop altid har haft fokus på fart. Musikken er bombastiske toner i form af helteagtig orkestermusik. Det føles faktisk næsten mere som et Uncharted-spil eller Spyro the Dragon end som Sonic. Man trasker lidt rundt i nogle pæne 3D-omgivelser for at finde enkelte nøglepersoner. Hvor man skal hen er lidt af en gåde, men det lader en få tid til at forstå styringen og finde nogle små hemmeligheder, mens man vænnes til de nydesignede figurer. Snart bydes man på 2D-lignende baner (genereret i 3D), og her skal der hives i platforme, trykkes på knapper, løbes på ramper og mange andre yderst fornøjelige ting. Faktisk tegner det her ganske godt, især da karakterdesignet, som jeg tidligere nævnte, for mit vedkommende er mere end godkendt.

Problemet er bare, at det hurtigt bliver et miskmask af halve idéer, gentagelse, kedelig et-tryks-kampe mod utallige horder af fjender, mere gentagelse og så lige lidt mere gentagelse. Tryk på en knap, se en platform bevæge sig. Hiv i et håndtag, se en platform bevæges sig. Tryk på en ny knap og åbn en dør. Mød nogle fjender. Bask til dem med tryk på en enkelt knap. Mød nogle flere fjender. Bask til dem igen. Eller find et supervåben... der basker til dem. Hiv i en anden... du har fået idéen, ikke?

Der er tider, hvor spillet for alvor skinner og viser sit ophav. Nogle baner er som taget ud af Sonic Adventures, andre lugter ganske meget af Sonic 2. Nye baner tilfører en mere åben verden til løjerne og udfordringer á la Skylanders, mens andre mest af alt tager form som den endless runner-genre, der er blevet så populær på mobilerne med spil som Temple Run. Men var jeg en lille knægt forelsket i Cartoon Network-serien, så ville jeg ganske sikkert lappe alt dette i mig. Og jeg har flere gange følt mig hensat til klassiske Sonic-løjer og smilet bredt.

Som erfaren gamer bemærker jeg i stedet gentagelserne og de scener, hvor det føles som om man ikke rigtig har kontrol over figurerne - som i Sonics tilfælde tæller omtrent alle de hurtige scener. Det værste er måske nok, at det her er ganske meget som de klassiske Sonic-spil i 3D. Vi er bare nået meget længere i dag. Og så gør 3D-vinklen og et yderst irriterende kamera (der til tider ryster, så man tror, at spillet har framerate-problemer), ikke spillet nogle tjenester.

Sonic Boom: Rise of LyricSonic Boom: Rise of Lyric

Det er en skam. For jeg synes som sagt, at der er mange fede nik til de klassiske spil her. At figurerne har hver deres unikke evner er også ganske sjovt, og det er tydeligt at se, hvor de forskellige figurer kan benyttes. Men morskaben går lidt fløjten, når man ganske hurtigt erfarer at Knuckles sådan set er den eneste figur, der for alvor er værd at bruge, hvis man har muligheden, og at Sonic for det meste af tiden overhovedet ikke er hurtigere end vennerne.

Så efter en god begyndelse og nogle hyggelige og sjove timer ender man tilbage med et godkendt platformspil, som sådan set gør det, som det skal, men grundet gentagelser, mindre designproblemer i banerne og et irriterende kamera ender som halvfornøjeligt og lidt langtrukket.

Sonic Boom: Rise of LyricSonic Boom: Rise of Lyric

Jeg kan godt se, hvorfor familiens yngste sikkert vil finde de farverige baner sjove, men jeg kan også godt forstå, hvis de mange gentagelser måske får andre gamere til at føle det så som så med morskaben. Decideret dårligt synes jeg dog ikke, at det er.

Det synes til gengæld de fleste andre anmeldere, hvis man kigger rundt på nettet. Nu er jeg - og Sonic- dog så heldige, at jeg ikke har været ude for deciderede bugs og har min egen mening. Den er at Sonic Boom: Rise of the Lyric fungerer fint som tilforladelig søndagsunderholdning - garanteret ligesom tv-serien. Og så passer de jo meget godt sammen. Den store genfødsel af Sonic i spilform er det dog desværre ikke helt.

Sonic Boom: Rise of Lyric
Sonic Boom: Rise of Lyric
Sonic Boom: Rise of Lyric

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Flotte omgivelser, herlige figurer, sjove nytilføjelser, masser af hopperier
-
Et kamera, der halter, gentagelser af mekanikker, alt for mange gentagelser, en del gentagelser, gentagelser samt for simple og utifredsstillende kampe
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Sonic Boom tv-serien datosat

Sonic Boom tv-serien datosat

NYHED. Skrevet af Lee West

Du husker sikkert vores nyhed om Sonic Boom med titlen: Sonic Boom annonceret - mad, tv, spil og lange ben. Her tog vi et kig på den kommende relancering af Sonic -...



Indlæser mere indhold