Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Elite Dangerous

Elite: Dangerous

Verdensrummet er koldt, smukt og fantastisk, hvilket også opsummerer Frontiers nye spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Der er få spil der har en lige så lang og bemærkelsesværdig baghistorie som Elite. Bare rolig dette bliver ikke en historie-lektion, men serien, og specielt debutten, har haft en utrolig indflydelse på både udforskningen af verdensrummet og sandkasseeventyret. Så da en af skaberne bag originalen, David Braben, dukkede op på Kickstarter for at søge penge til endnu en efterfølger, blev kravet lynhurtigt opfyldt fra et ventende publikum.

Nej, dette bliver ikke en historielektion, og det bliver heller ikke en analyse af de ramaskrig, der gik igennem fanskaren, da Brabens studie annoncerede, at de havde skåret offline-udgaven af spillet fra, og derfor ikke kunne opfylde de originale løfter. Det vi kan gøre er at kigge på det spil, der er tilgængeligt, og bedømme det på dets egne præmisser.

Præmisser er der vist også en del af må man sige. Den galakse, som Frontier har bygget, er fantastisk på en måde som få, hvis nogen overhovedet, kan konkurrere med. Der er en syret stor mængde beboede planeter, og mange flere ubeboede derude. En hel galakse venter på at blive udforsket. Der er nærmest uendelige muligheder for fremtidige udvidelser og efterfølgere. Det er en meget imponerende bedrift, og er så sandelig prisværdigt gennemført. Planeter der er modelleret, hvor muligt, fra ægte data, er fyldt med kolonier og rumstationer, og astroidebælter og måner giver bare ekstra detaljer.

Elite Dangerous

Planeterne kan være nok så imponerende, men det at rejse imellem dem, er den sande bedrift. At kontrollere et rumskib, som der i øvrigt er flere af, er en kunstart, og der er så mange forskellige aspekter at forstå og mestre, at det at flyve godt er spillerens første og vigtigste mål (og tager et godt stykke tid, for selve introduktionen fortæller dig ikke alt, du behøver at vide). Der er tre hastigheder, som spillet kan spilles i. Standard-thrusters kan få dig ind og ud af rumstationer, og det er i denne hastighed at mineoperationer og rumkampe foregår i. Så er der supercruise, som giver dig mulighed for at bevæge dig hurtigt mellem planeter og stjerner i det samme system. Endelig er der hyperspace, som bruges til at rejse til og fra forskellige systemer.

Meget af spillet foregår i supercruise, når du kigger efter nye systemer. Andre skibe vises via et blåt skær, og fra tid til anden mødes man af en række forskellige årsager. Rumskibets styring er utrolig veldesignet. Der er mange små nuancer at mestre, og på mange måder har Elite mere tilfældes med Euro Truck Simulator, end det har med rumspil som Strike Suit Zero (selvom du aldrig ville blive angrebet af pirater, når du cruiser ned af autobahnen i en lastbil).

Meget af spillet er baseret på den repetitive cyklus, der består af at docke dit skib, skanne dine omgivelser, navigere de mange menuer og udføre de samme rutiner med forøget finesse. Dette kan blive en smule ensformigt efter lidt tid, men for mange ender genkendeligheden sikkert med at være halvdelen af charmen.

Det er når du skifter mellem forskellige hastigheder og manøvrerer dit skib, at den tårnhøje lydkvalitet kommer frem i forgrunden. Frontier har formået at gøre styringen af de forskellige skibe til en udsøgt fornøjelse, og den dybe brølen fra skibets motorer er en grundene til dette. Indlevelsen øges kun takket være bruger-interfacets kvalitet, som for det meste er fuldstændig integreret i styringen. Selv det at skifte mellem styrepind, controller og keyboard føles naturligt, og bryder ikke illusionen. Der fokuseres meget på at placere dig, spilleren, i cockpittet, og gøre dig en naturlig del af spilverdenen, og det arbejde gør tydelige underværker. Dette niveau af indlevelse forstærkes af en fin grafik. Rummet kan føles meget tomt, men der er massere af skønhed at finde her og der, og hvem kan benægte den vidunderlige følelse når dit skib næsten lander på toppen af en stjerne, og man er forfærdelig tæt på dens farlige lysende glød.

Elite Dangerous

Der er meget at tage sig til, selv om det måske ikke er lige interessant det hele. Hvad Elite gør allerbedst, er at tilbyde et tomt lærred, hvorpå piloterne kan male deres personlige sci-fi fantasi. Ønsker du at jage slaver, eller grave efter ressourcer? Du kan gøre begge. Du kan faktisk også bare studere markedet, og gøre forretning som en simpel købmand, og rejse rundt i galaksen efter rigdom.

Et kritikpunkt ved Elite er dog, at der ikke særlig megen dybde i nogle af disse potentielle spillerdrevne karaktertyper. Du kan gøre alt det jeg netop har beskrevet (eller blande som du nu har lyst til), men der er ikke særlig mange aktivitetstyper lige nu. Det bliver en smule ensformigt efter noget tid, men som Frontier tilføjer flere aktiviteter og sidemissioner, vil dette aspekt af spillet kun blive forbedret over tid.

Der er også en historie, men den er hårdere at komme hen til, end man umiddelbart skulle forestille sig. Frontier afleverer hyppigt opdateringer der uddyber en politisk krig imellem spillets forskellige faktioner, med en række hovedevents som man kan læse om på spillets hjemmeside eller via interfacen når du lander på rumstationerne. Du kan besøge de steder der nævnes i disse opdateringer, og du kan også deltage i begivenhederne (på en måde i det mindste), men det er i virkeligheden mere baggrund end det er historie, og det er hverken spilleren der er i centrum, eller let at komme i kontakt med andre spillere. Indtil Frontier finder en lettere måde hvorpå spillere kan mødes og kommunikere, er det fair at sige, at spillet vil forblive en smule tomt. At påstå at du kan "ændre galaksen rundt om dig i en konstant udviklende historie", er ærlig talt lidt langt ude.

Så historien er i virkeligheden mere en distrahering, medmindre du ønsker at følge den tæt og dykke ned i den så meget som muligt. Hvis du ikke gør dette, er der stadig rigeligt at lave, og utallige steder at besøge. På dine rejser vil du finde forfærdelig mange distraheringer der leder dig væk fra din mission, og det er bare en skam at disse sjældent har den nødvendige variation. Vi så et lille bug hist og her, men ingen af dem er nævneværdige. Det føltes dog en smule let på features. Dette bliver tydeliggjort når man lægger mærke til hvor meget Elite trænger til fuldt integreret co-op, som kommer i en opdatering en gang ude i fremtiden, men endnu ikke er ankommet en måned efter lanceringen. Lige nu er der kun solo-mode (der stadig kræver internetforbindelse af en eller anden grund), og open world-mode, der lader dig kommunikere og interagere med andre spillere, men dog kun i begrænset omfang. Der er stadig meget at gøre hvis rummets tomhed skal besejres, og Elite-spillerne skal vokse til noget der ligner Eve Onlines community.

Det er let at forestille sig Elite: Dangerous som et bedre spil med solide sociale features indbygget i oplevelsen. Ja, det er let at forestille sig Elite: Dangerous som et bedre spil i det hele taget. Det virker måske som hård kritik, men faktisk nød vi vores tid i cockpittet meget, og vi har kun lige kradset i overfladen. Der er meget mere at gøre, og der bliver tilføjet nyt indhold hele tiden. Frontier har skabt en space-simulator der skiller sig ud på så mange måder, og når de en gang er færdige med at tilføje nye aktiviteter til universet, kunne dette solide spil ende med at blive et fantastisk et.

Vores største beklagelse er, at vores score i slutningen af denne tekst ikke kan være højere, fordi når nu kvaliteten er så høj på så mange områder, burde det have sigtet efter højere.

Elite DangerousElite DangerousElite Dangerous
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Stort og ambitiøst, Fantastisk lyd, design og interface, Flot grafik, Lækker indlevelse
-
Små bugs hist og her, Lidt overfladisk på nogle områder, Mangler sociale features
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Elite: DangerousScore

Elite: Dangerous

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Det er ikke altid lige let, at overføre et PC-spil til konsollen. Elite: Dangerous har i hvert fald stødt ind i nogle problemer.

Elite: DangerousScore

Elite: Dangerous

ANMELDELSE. Skrevet af Mike Holmes

Verdensrummet er koldt, smukt og fantastisk, hvilket også opsummerer Frontiers nye spil.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.