Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Assassin's Creed: Syndicate

Assassin's Creed: Syndicate

Ubisoft's årlige serie siger au revoir til den franske revolution og drager i stedet mod London.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det er ironisk at Assassin's Creed: Syndicate's største styrke, også er dets største svaghed. Spillet er fokuseret: det dropper alt overflødigt multiplayer, præsenterer en storby, større end noget serien tidligere har set, og går ind til benet af, hvad Assassin's Creed er. Men det føles som et spil, vi har spillet flere gange tidligere.

Ubisoft Quebec har holdt sig til den velkendte formel: du er en snigmorder i en by overtaget af tempelriddere. Du nedlægger bander, synkroniserer bydele, og tager langsomt byen tilbage fra de rige. Det er forståeligt, hvorfor Ubisoft Quebec har valgt at holde sig til den sikre formel, for efter sidste års fejlfyldte 'Unity' er det ikke året, hvor der skal prøves en masse nyt. Dette er året, hvor fans skal mindes om, hvorfor de forelskede sig i serien til at begynde med. Og for fans er der heldigvis meget at forelske sig i. To ting du kan være sikker på, når du samler et Ubisoft spil op: De ved, hvordan man skaber en forbløffende troværdig open-world, og de ved, hvordan man fylder den til bristepunktet med ting at lave. Første gang man åbner verdenskortet, kan man ikke lade være med at blive forbløffet og en smule intimideret. På dette punkt i serien ved du allerede, om du betragter denne klassiske Ubisoft-formel som et positivt eller negativt træk. Vid blot at de holder sig skarpt til den hele vejen igennem.

Assassin's Creed: Syndicate
Assassin's Creed: Syndicate

Dermed ikke sagt at Syndicate ikke bidrager serien med noget nyt. For første gang er det muligt at stjæle en hestevogn og køre rundt på den i byen, hvilket betyder, at vejene er designet bredere, end noget der tidligere er set før i serien. Assassin's Creed og store brede veje går umiddelbart ikke hånd i hånd. Som snigmorder har du det bedst, med huse der læner sig op af hinanden, så man kan løbe ubekymret over tagene. Med brede veje mellem husene blev det nødvendigt for Quebec at finde en løsning, så snigmorderne ikke konstant skulle ned på jorden for at krydse vejen. Heldigvis fandt de løsningen og en elegant en af slagsen. Nu kan du zipline fra bygning til bygning eller bruge den til at hejse dig hurtigt op af væggen. Det føles som en naturlig tilføjelse for serien, så man ender med at undre sig over, hvordan man kunne have undværet den tidligere. Det er små skridt, der bliver taget i Syndicate, men skridt i den rigtige retning.

Endnu en ny ting til serien er introduktionen af to hovedroller: tvillingerne Jacob og Evie Frye. Forholdet mellem de to er langt hen af vejen hjertet i dette spil. Det er netop fordi, de er forskellige, og har hver deres indstilling til livet som snigmorder, at de er herlige at følge sammen. Deres venskabelige skænderier som kun søskende kan gøre det, er perfekt fanget. Desuden opfordrer deres forskellige personligheder til en anderledes tilgang at takle missionen på, alt efter om du spiller som broderen eller søsteren. Jacob elsker brutale slåskampe og dristighed, mens Evie er elegant i hendes kampstil, og foretrækker at snige sig lydløst frem. Personligt tilbragte jeg langt størstedelen af min tid med spillet som Evie. Den selvoptagne, dristige bror føles som en gammel karakter i Assassin's Creed universet. Tænk bare på Ezio Auditore eller Edward Kenway. Ingen af dem er dårlige karakterer, men jeg foretrak at bruge min tid med en karakter, der føltes ny og interessant.

Assassin's Creed: Syndicate
Assassin's Creed: Syndicate

At gennemføre missioner lydløst som Evie viste mig en ny stealth side af Assassin's Creed, jeg aldrig har set tidligere. Det er bemærkelsesværdigt for et spil om snigmordere, hvordan stealth aldrig har været én af seriens stærke sider, men som Evie føltes den bedre end nogensinde. Fjenderne er stadig så dumme, som de kommer i computerspil. Dræb en fjende med en kastekniv på lang afstand og vagten ved siden af vil udbryde "I think something is going on", mens han sætter sig over sin vens lig. Endnu en kastekniv og to vagter er nu døde. AI'en er dog blevet et humoristisk kendetegn ved serien. Vi ved, hvordan vagterne opfører sig, og må bare vende os til det. Spørgsmålet er, om stealth ville fungere i spillet, med vagter der var en anelse klogere. Det er ikke til at vide, men for nu er der bare at nyde deres selvmorderiske tilgang til livet, mens man piller dem ned én efter én som Evie i skyggerne.

Selv om jeg foretrak at spille som Evie, og gjorde det, hver gang jeg fik muligheden, så var det altid spillet, der afgjorde, hvem der skulle spille hvilken mission. Det føltes som en kæmpe overset mulighed, især fordi potentialet er her til at takle den samme mission fra en brutal eller en elegant tilgang. Jeg havde håbet, udviklerne ville lege med missionsstrukturen på samme måde som i GTA V hvor man ofte skiftede karakter løbende i missionerne. Ubisoft Quebec kaster alt dette på jorden, og vælger i stedet, at lade Jacob og Evie kører hver deres sideløbende historie. Endnu værre er det mod slutningen, hvor Evie nærmere føltes som en sidekarakter til Jacobs eventyr. Det er frustrerende, for det er tydeligt, Quebec har alle ingredienserne, men de formår ikke at udnytte hele potentialet. Det er stadig en fornøjelse at spille som to karakterer, og det faktum at når du stiger level med den ene, så stiger den anden også, er dejligt for spilleren. Men jeg sad tilbage med en følelse af, at dette lige så godt kunne være to separate spil med hver deres hovedrolle.

Assassin's Creed: Syndicate
Assassin's Creed: Syndicate

Kampsystemet er blevet strammet op i år, men stadig ikke til punktet hvor det kan konkurrere med Arkham-spillene. Det er en del af serien, som Ubisoft snart ikke kan slippe afsted med længere. Jeg accepterede tidligere den uintelligente AI under stealth sektionerne, men når fjender står, og venter på, deres makker bliver hakket i småstykker, hvorefter de melder sig ind i kampen, føltes det for dumt. Endnu en grund til det stigende fokus på stealth med Evie fungerer så godt.

Historien er, vanen tro, ikke til at følge med i. Der er bedrag fra folk, du ikke helt kan huske navnet på, og tempelridderne er onde, fordi de er rige. For hvert spil der går, virker Ubisoft mere og mere ligeglade med, hvad der sker i nutiden til fordel for bare at sende spilleren tilbage i tiden. Det virker som om, de ikke selv ved, hvor den overordnede historie skal bevæges hen, og nu vinder de bare tid ved at vise så lidt som muligt. Hvis du elskede at spille som Desmond Miles, og lære om personen der rejser ned i animus, vil du blive skuffet. På den anden side, hvis du fandt de sektioner overflødige, vil du kunne lide Syndicate's fokus. Uanset hvad er det let at ignorere, for kernen af historien er ikke om at nedlægge tempelriddere eller om at finde et stykke af Eden. Kernen er mellem Jacob og Evie, og det er to af de mest elskværdige hovedpersoner siden Ezio Auditore.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Assassin's Creed: Syndicate

For fans af Assassin's Creed er der meget at elske i Syndicate. Det holder sig strikt til den velkendte Ubisoft formel, men gør det uden at miste fokus. De blå mærker som har hærget serien siden begyndelsen, gider ikke helt gå væk, og derfor må vi stadig finde os i et middelmådigt kampsystem, uintelligent AI og missioner hvor du skal følge efter et langsomt individ, der konstant vender sig om. Men Assassin's Creed er en serie, der er fantastisk på trods af sine mangler. At løbe rundt i London som det så ud under den industrielle revolution, at opbygge sig en hær af tiggere og hjemløse til at bekæmpe tempelriddere og at hoppe fra 100 meters højde, direkte mod afgrunden og lande i en høstak, bliver aldrig kedeligt. Ubisoft Quebec præsenterer med Syndicate et sandt Assassin's Creed spil. I al sin ufuldkommene skønhed.

Assassin's Creed: Syndicate
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Zipline, forholdet mellem tvilingerne, fokus på stealth med Evie, genskabelsen af London.
-
Udnytter ikke to hovedroller i missionsstrukturen, kampsystemet er stadig kun acceptabelt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Endnu et år, endnu et Assassin's Creed spil, der dog i år står overfor en udfordring. Sidste års Unity var ikke blot et dårligt spil, men et... 7/10
  • Lilium11
    Så er det atter den tid på året. Tiden er inde til at de store udviklere smider alle deres titler ud på én gang delvist for at sikre sig en... 5/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold