Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Doom

Doom

Doom er tilbage og vi har kastet Sebastian ind i kampen mod horder af dæmoner. Du kan læse, hvad der kom ud af det her.

Hvis jeg tænker tilbage på min barndom og de store spiltitler, som holdt mig vågen om natten, og fik mig til gribe ekstra fat i gedebukkestyret på min cykel, og drøne hjem efter skole i et uhørt højt tempo, så står navnet id Software klistret ud over det hele. De store spiloplevelser som Quake, Wolfenstein og selvsagt Doom kommer alle fra dette spilfirma, og min store kærlighed til førstepersonsskydespil har uden tvivl sine rødder her. Det var derfor med en afbalanceret blanding af nostalgi og frygt, at jeg fulgte annonceringen af et nyt Doom-spil, og fik kig på de første teaser-trailere. Det er ikke en helt lille arv, som et nyt spil til den nuværende generation af konsoller, skal tage på sine behornede skuldre.

Den første gang dele af spillet kom under mine fingre, var gennem den åbne beta-test af multiplayerdelen. Efter et par timer i selskab med denne oplevelse, tippede min fornemmelse mere i retning af frygt fremfor nostalgi, og forhåbningerne til spillet dalede en anelse. Jeg syntes det hele virkede rodet, og gammeldags på den ufede måde. Senest begyndte mine indre alarmklokker at bimle, da jeg erkendte, at anmelderkoden ført blev tilgængelig på min Xbox One på selve den officielle udgivelsesdato. Det er ikke nødvendigvis det bedste tegn. Men som den kvikke læser sikkert allerede har aflæst af tallet nederst i anmeldelsen, så er jeg kommet alt andet end skuffet ud på den anden side af oplevelsen.

Doom
DoomDoomDoom

Doom-spillene har aldrig udmærket sig ved stor historiefortælling, og dette er som udgangspunkt bibeholdt i dette fjerde spil i serien. Vi er ude i et scenarie, hvor helvede bogstaveligt talt er løs på en rumkoloni på Mars. Det er lykkedes at åbne helvedes porte, og fornuften bag dette står hurtigt skarpt, da det hele ender i en stor overflod af monstre og et blodorgie af episk målestok. Men hvor historien starter ud ganske langsomt, så bliver den hektisk og vedrørende et stykke inde i spillet. Der spildes ikke tid på lange cut-scener, og det bliver aldrig kompliceret historiefortælling, hvor man skal genspille baner for lige at få alle rollerne og replikkerne med. Men det fungerer, og man er ikke i tvivl om, at dette er Doom for fuld styrke.

Genkendeligheden sikres gennem gensyn med blankpolerede opdateringer af de gamle våben - eksempelvis haglgeværerne, Gatling-maskingeværet og den klassiske motorsav. De har alle overlevet turen til 2016, og fremstår ligeså potente nu, som dengang de først kom på banen i 1993. De fleste fjender vil også få spillere med kendskab til de gamle titler i serien til at nikke anerkendende. Arven er respekteret og har overlevet genfødslen på den nuværende generation af kraftfulde konsoller. Men der er også en masse nyt i posen.

I modsætning til tidligere, så er der mulighed for opgradering af alle våbnene samt ens dragt. Våbnene kan modificeres til eksempelvis at affyrre en savle af granater ved aktivering med den venstre trigger-knap. Dette fungerer ganske fint, og gør, at man hurtigt får voldsom slagskraft mod dæmonerne. Endnu en nyhed er, at melee-funktionen har fået en central rolle. Når fjenderne har modtaget lige tilstrækkeligt med skud, begynder de at lyse. Dette er starten på et lille tidsvindue, hvor man kan skynde sig hen og slå dem i stykker - et såkaldt "Glory Kill". Dette aktiveres ved et tryk på højre stick, og bliver hurtig en helt central nødvendighed i spillet. Når modstanderne er slået til plukfisk, så dropper deres blodige kadaver nemlig energi og til tider også ammunition. Ens energiniveau genoplades ikke automatisk, som i mange andre lignende spil, og man er derfor helt afhængig af at høste fjenderne. Men kunsten ligger i at finde balancen mellem mængden af bly, som pumpes i monstrene - kommer man eksempelvis til at skyde for meget, eller løber for tæt på med det kraftige haglgevær, så ender fjenden med at eksplodere i en blodig masse uden hverken ammunition eller energi som gevinst. Når man er helt i bund med ammunitionen, så udløser et drab med motorsaven bunker af friske krudt og kugler. Men saven kræver brændstof, så man kan med fornuft tænke lidt strategisk under den elegante blodrusdans.

Game-playet virker meget gennemtænkt og indenfor kort tid fremstår det hele som en elegant ballet pyntet blidt med hjernemasse og indvolde. Man nærmest danser rundt mellem store dæmoner, mens man skiftevis laver Glory Kills og uddeler kugleregn. Ligesom de tidligere spil, så er dette en arcade-shooter, hvor langsomme og pseudo-realistiske elementer - såsom eksempelvis genladning af våbnene er fjernet. Det hele forgår i et højt tempo. Selvom man indenfor kort tid får et imponerende arsenal af våben, inklusiv rifler som kan skyde over større afstande, så udvikler oplevelsen sig aldrig til at man sniger sig rundt og strategisk piller den ene efter den anden fjende ud. Det her er fuld skrue, og der bankes ikke blidt på døren. Det flydende og hurtige tempo går lige i blodet, og jeg oplevede flere gange en stor tilfredsstillelse, når endnu en sal af monstre var blendet til en blodig masse på gulvet.

Det er sjældent, at jeg bruger tid på at skrive omkring lydsporet separat, men i dette tilfælde er det et par ord værd. Justin Bieber og Medina er sendt på ferie, og der skal selvfølgelig strøm på guitaren og hårdtpumpet rock i højtalerne til et spil som Doom. Tempoet i gameplayet er 100% komplementeret i musiksporet, og det er femte gear og så fuld fart derudaf. Brøl fra dæmoner der blandes ind i tunge heavy rifs er sikkert ikke for alle - men jeg åd det hele og nød det ganske meget. Der er dog nok ingen vej udenom at få smidt et par høretelefoner på ørerne, hvis ikke man er alene i rummet. For en udeforstående må dette lyde ganske voldsomt og grotesk. I andre dele af spillet, hvor tempoet er skruet lidt ned, bidrager for eksempel kormusik til stemningen. Lyd- og musiksporet er flot afstemt i forhold til spillet, og det fortjener uden tvivl at man ryster sit hår, mens man smider et par djævletegn op i luften med begge hænderne. Rock on.

Udover den spændende, flotte og særdeles velfungerende historiedel, så har Doom som bekendt også en multiplayerdel. Som beskrevet tidligere var jeg ikke særlig imponeret over den åbne beta. Det virkede upoleret, klodset og alt for gammeldags. En del af dette er rettet op i spillet, men jeg er stadig ikke sikker på, at Doom fra 2016 vil blive husket i fremtiden. Team Deathmatch og andre velkendte spiltyper er med i pakken - de fleste går dog under andre navne, hvor eksempelvis en klassisk spilmode som "Kill Confirmed" hedder "Soul Harvest". Tempoet i multiplayer-delene er vanvittig højt, og jeg havde selv brug for et par pauser under min test af disse dele. Grænsen mellem højt tempo og kaos er knivskarp, og jeg oplever mange gange, at det tippede hen mod det sidstnævnte. De upolerede elementer fra beta-testen syner at være fortid, og det er svært at sætte finger på de dele. Men jeg sidder dog stadig med en fornemmelse af, at dette virker gammeldags, og noget bagefter andre af vore dages multiplayer-oplevelser. Jeg kunne godt have ønsket mig, at Doom havde tænkt lidt udenfor de gængse rammer fremfor nærmest per rutine at stille op med den normale palet af multiplayerkampe.

Men der er dog selvfølgelig kigget i retning af andre moderne multiplayerspil, og herefter forsøgt at kopiere populære dele. Der er for eksempel mulighed for at skabe sin egen mand ud fra en kæmpe bunke ting, som låses op gennem ens fremfærd op i levelsystemet. Jeg talte eksempelvis over 50 hjelme allerede mens jeg var i de lavere grader. Denne customization-del kommer dog lidt til sin ret, da jeg oplevede lange tider imellem de forskellige kampe. En tilsvarende lyst til at trille tommefingre og fløjte gamle sommersange kom, når man skifter rundt i mellem historie- og multiplayer-delene af menuerne. Der er lange loadetider, og det virkede ikke helt afpoleret og optimeret.

Doom
DoomDoomDoom

Den tredje og sidste del af spillet er det såkaldte "SnapMap". Dette er en editor, hvor man kan skabe sine egne baner, og herefter udveksle dem med andre spillere online. Der er rigtig mange muligheder her, og antallet af baner er selv på nuværende tidspunkt stort. Kreationerne kan gå i retning af missions-drevne baner, hvor man skal samle ting ind - eller nå til forskellige punkter på den hurtigste tid. Der er ligeledes en matchmaking-funktion, så man kan spille med op til tre andre spillere i coop. Dette virker ganske populært, og jeg fandt hurtigt mange at spille med i disse dele. Desværre haltede det lidt teknisk, og der var meget hak, monstre-i-vægge og screen-tearing i disse dele. Men ser vi bort fra dette, så er her lidt af de ambitioner og nytænkning, som jeg efterlyste i den kompetitive multiplayerdel.

Alt i alt er Doom et overflødighedshorn af underholdning. Den velvoksne historiedel er uden tvivl spillets juvel, og det klør allerede nu i mine fingre for at få lov at rende igennem spillet endnu en gang på sværhedsgraderne "nightmare" eller "ultra-nightmare", som låses op efter spillet er gennemført på en af de tre nemmere niveauer. Både min indre retro-gamer og den lykkelige ejer af en Xbox One er tilfredsstillet med denne bombe af velsmurt arcadeunderholdning sat i scene i en stemningsfuld og blodig verden, hvor Doom-spilserien med succes har taget springet til anno 2016.

Doom
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Meget indhold, gennemtænkt og intuitivt gameplay, god historiedel, fantastisk musik og lyd, SnapMap.
-
Lange load-tider imellem menuer, uambitiøs og gammeldags multiplayer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Reboots er altid en vanskelig ting. Der medfølger altid forventninger, en eksisterende fanbase der stiller krav og et ry der enten skal forbedres... 9/10
  • Lilium11
    Det fucking godt okay? Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive en fornuftig indledning så lad mig blot komme direkte til sagen og sige at jeg synes vi... 10/10
  • barcano
    Som det lille sølle menneske jeg er vil denne anmeldelse højt sandsygeligt være en tand for subjektiv for nogen. Men før jeg begynder på min... 7/10