Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Hitman

Hitman: The Complete First Season

Den første sæson af Hitman er landet i butikkerne, og Anders er parat med en endelig dom.


IO Interactive gik en noget anden vej med udgivelsen af Hitman, end vi havde forventet. Den episodiske udgivelsesform er som sådan også noget helt nyt for actionspil, som Hitman alt andet lige er. Gamle og nye fans af serien var skeptiske, men Hitman viste sig at være en af 2016's helt store succeser, og det episodiske format tillod hver bane at blive gransket til ukendelighed af fans, som ventede spændt på næste destination. IO har sendt os en kopi af The Complete First Season, og spørgsmålet er nu, hvordan den samlede pakke fungerer.

Køber man Hitman som samlet boks, så er der nogle ting, man skal være klar over. Hitman er et spil, som en lidt utålmodig gamer hurtigt kunne haste sig igennem, da det kan klares på ret få timer. Det er et spil som skal nydes, og det er et af de få singleplayer-spil, som er designet til at skulle eksperimenteres med, genspilles, og være sjovt langt udover de ca. 16 timer, som det nok kan klares på, hvis du kun spiller for historien.

Hitman: The Complete First Season er dermed ikke et dyrt spil, men det kræver den rigtige mentalitet for at give fuld valuta for pengene. Tidligere spil, og især Absolution, var historiedrevne i en grad, som dette spil ikke er. Her får man ganske vist serveret en god historie gennem flotte cutscenes, briefings og meget andet, men et hurtigt kig på hovedmenuen viser, at hver bane er grundlag for meget andet end historiefortælling. Hitman er et åbent legeland på en måde, som tidligere titler ikke var, og det er samtidig en levende titel, som får nyt indhold løbende. Det er værd lige at nævne et par ord om dette levende aspekt af Hitman, før vi går videre.

De fleste læsere vil allerede have hørt om spillets Elusive Targets: unikke targets, som dukker op i et begrænset tidsrum, og hvor spilleren kun får ét forsøg til at fuldføre missionen. Denne gameplay-feature gør, at Hitman, til trods for at være en singleplayer-oplevelse, er et levende og foranderligt spil, som stadig udvikler sig. Foruden Elusive Targets får spillet også løbende såkaldte Escalation-missioner, og disse er der vanvittigt mange af. Her skal spilleren gennemføre fem levels i f.eks. Hokkaido, som gradvist bliver sværere. Man starter med typisk at skulle klare et target, men med hvert level bliver banen sværere og der kommer flere targets. Dette er sjove udfordringer, men de er naturligvis ikke helt ligeså polerede som klassiske missioner.

Hitman
HitmanHitmanHitman

Hvad angår story-missionerne, så er Opportunities måske den helt store genistreg i denne omgang. I løbet af en bane vil man møde forskellige unikke muligheder for at udføre sin mission, og disse kan være alt fra at stjæle tøjet fra en doven køkkendreng, som ikke møder op på sit nye arbejde, til at dræbe ens offer med en eksploderende tuk-tuk. At udnytte disse muligheder føles lidt som at udføre et sidequest, og leder en på ret spændende afveje.

Opportunities er smarte af flere grunde: de gør de mange forskellige veje til målet meget unikke og underholdende. De tillader også IO at guide spilleren gennem banerne på en måde, som samtidig bevarer det udfordrende element. Da mange af disse opportunities har samme mål, så fravælger man ofte flere, når man vælger én. Dette gør, at der er et tydeligt incitament for at spille hver bane igennem flere gange. De hjælper desuden med at udføre Challenges, som der er dusinvis af, udover den klassiske Silent Assassin-Challenge.

Når du har spillet en bane igennem vil dit såkaldte Mastery-level stige, og det giver dig mulighed for at ændre dit loadout, dvs. have andre våben med, starte et nyt sted og i ny forklædning, men også få smuglet våben ind til andre steder i banen. Dette er et rigtig godt træk, da man kan nå "direkte til det sjove" hvis man i f.eks. Sapienza starter som gartner i offerets store palæ i stedet for ude på gaden.

Med alle disse nye frække, smarte tiltag, hvordan er Hitman så at spille? Er det det comeback, vi har ventet på siden Blood Money? På langt de fleste områder, ja. Jeg var bange for det nye, fancy episode-format, men Hitman er helstøbt, velkonstrueret og dødsjovt. Det tager ikke sig selv alt for højtideligt, og er fyldt med kulsort humor (at kvæle en mand i sin egen fødselsdagskage er et af mine favoritmord heri). De mange dumme og fjollede kostumer, som den evigt seriøse 47 kan iklædes, som modeikon, makeup-crew (lilla stram v-hals), fugleskræmsel og meget andet, giver en følelse af et spil, som er åbent på alle leder og kanter og er proppet med små detaljer overalt.

Detaljerigdommen findes ikke kun i humoren, men i de tætbefolkede destinationer, man rejser til på lejemorderagenturet ICAs regning. Overalt er der samtaler, som kan overhøres, og ofte bidrager disse med detaljer til den mission, du er på. Nogle af disse samtaler afhænger af, at man udnytter bestemte Opportunities. I Sapienza kan man eksempelvis slå en golfcoach ud, som i al hemmelighed har en affære med Francesca De Santis, som er mål for ens attentat. Man kan aftale en date, tænde for noget lummer musik og sætte sig i et mørkt hjørne. Da hun grundet mørket kun kan se golftøjet og ikke 47's skaldede isse, fortæller hun løs om, hvordan hun i virkeligheden har udspioneret ens andet offer på denne mission, Silvio Caruso. Dette ændrer ikke på, at hun skal dø, men disse gemte informationer, samtaler som venter på at ske, gør hver mission til et kanvas, som kun bliver komplet, når man udforsker verdenen fra mange forskellige vinkler.

Hitman
HitmanHitmanHitman
Hitman