Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Wolfenstein II: The New Colossus

Wolfenstein II: The New Colossus

Den perfekte blanding af hæsblæs aktion, skæve karakterer og stille seriøse momenter.


Jeg har altid undret mig over, hvorfor der ikke er flere skydespil, der fokuserer udelukkende på single-player kampagnen. Skydespil er blandt de mest populære genrer i industrien (hvis ikke den mest populære?), men skydespillet der udgives uden en multiplayer er en yderst sjældent fornøjelse. Dermed ikke sagt, at vi ikke har fået gode medrivende kampagner, men jeg glemmer tit hvor gode historier man egentlig kan fortælle mens man skyder NPC'er i dusinvis. Wolfenstein II: The New Colossus er kommet for at minde mig om det. Verdenen føles virkelig på trods af spillets overdrevne natur, karaktererne er lagt mere troværdige end man har grund til at forvente af et Wolfenstein-spil og historien bliver ved med at gå i overraskende retninger. For de af jer der skulle have glemt det, så lad mig starte ud med at understrege: førstepersons skydespil kan også have medrivende single-player oplevelser.

Wolfenstein II: The New Colossus
Wolfenstein II: The New ColossusWolfenstein II: The New ColossusWolfenstein II: The New Colossus

Wolfenstein er sat i et alternativt univers, hvor tyskerne vandt krigen. Efter en velplaceret atombombe midt i Manhattan mistede det amerikanske folk viljen til at kæmpe videre, hvilket tillod tyskerne at flyve ind og overtage magten. Som William "B.J." Blazkowicz, en del af modstandsbevægelsen, er det dit job af tage den magt tilbage. Med sådan en historie kunne MachineGames let have hoppet over hvor gærdet var lavest, og reduceret Wolfenstein til en simpel "skyd de onde nazister i hovedet indtil der ikke er flere der trækker vejret", men MachineGames ønsker at gøre så meget mere. Og jo, du vil skyde mange nazister i ansigtet, og jo, det ER en fremragende oplevelse, men hver gang du begynder at få en fornemmelse for retningen historien vil gå, så tager den et skarpt sving til højre. Et sving der altid efterlod mig med en anerkendende nikken. Der er mange måder at holde spillerens interesse hele vejen til slutningen, og de konstante overraskende U-vendinger er blot én af måderne Wolfenstein II: The New Colossus gør brug af.

En anden metode er ofte at sende dig tilbage til basen. I stedet for bare hurtigt at sende Blazkowicz videre på næste mission, tager spillet sig god tid. Forestil dig Mass Effect-serien, hvor du efter hver besøg på en planet løber rundt i rumskibet og taler med din besætning. I Wolfenstein II løber du rundt i en ubåd og taler med de andre i oprørsstyrken. "Taler med de andre" er måske ikke den rigtige sætning, da de i højere grad taler til dig, eller du kan stå og observere en samtale mellem to andre. Men det tager intet af glæden, for karaktererne er så dejligt forskellige og troværdige, at jeg brugte meget tid på bare at kigge på folk have en samtale om alt eller intet. Som da den nye karakter, Super Spesh, ser et velfungerende toilet for første gang - i hvad der virker som rigtig, rigtig lang tid - og bryder ud i jubel og religiøs tilbedelse af toilettet, hvorefter han forsvinder derind og bliver der resten af scenen. Eller Wyatt, der også var med i de foregående spil, som endelig har fået nok af krigen og bliver nødt til at eksperimentere med stoffer for ikke at begå selvmord. Et seriøst emne at tage op, men igen; MachineGames hopper ikke over hvor gærdet er lavest.

Mellem missionerne har du også mulighed for at gå på "assassinations", hvilket i bund og grund er at tage ud til områder, du allerede har besøgt - der nu er befolket med andre fjender - og dræbe en eller to generaler. Det var et aspekt af spillet, jeg ikke brugte meget tid på i forbindelse med denne anmeldelse, men - ligesom resten af spillet - er det ikke nogle lette opgaver. Wolfenstein II: The New Colossus er et svært spil. Så let kan det siges, men det er aldrig uretfærdigt (i hvert fald ikke på den sværhedsgrad jeg spillede på). Ofte er du i massivt undertal, men med fornuftigt brug af cover-systemet, og en konstant kløe i aftrækkerfingeren, skal du nok klare dig ud af selv de sværeste situationer. Spillet lægger op til, at du kan snige dig ud af flere situationer, hvor dit mål er at dræbe generalerne inden du bliver opdaget, så de ikke kan kalde efter hjælp. Noget jeg kun havde succes med én gang. Èn gang(!!), og det var i begyndelsen, da spillet skulle vise mig hvordan man gjorde. Jeg undskylder det selv med, at spillet simpelthen bare er bedst til højlydt maskulint skyderi, frem for en kujon der sniger sig frem, men en del af forklaringen er nok også, at jeg er for utålmodig (læs; dårlig) til at snige mig frem. Uanset om du lister eller larmer, skal der nok ligge mange døde nazister, når du forlader et rum.

Og det bringer mig både til en kritik af spillet og endnu et rosende aspekt. For du kommer til at dræbe mange fjender, men diversiteten er ikke stor. Man har hurtigt set alle fjenderne spillet har at byde på, og derefter er det bare mængden af dem der adskiller sig. Dermed ikke sagt at de er dårlige; der er både robothunde, mennesker, terminator-lignende robotter, almindelige hunde, større robotter og mere endnu, men jeg kunne godt savne noget mere i spillets anden halvdel. Omvendt irriterende det mig ofte i de tidligere spil i serien, at man selv skulle samle alt ammunition op med et tryk på firkant. Som om man på et tidspunkt IKKE havde lyst til at samle ammunition op. Nu gør spillet det automatisk, og det kan gøre en stor forskel i de mere kaotiske øjeblikke. Er man ved at løbe tør for armor eller ammunition, kan man hurtigt sprinte over de efterladte dele af en robot, du lige har nedlagt, og straks få mere liv. En stor fordel i stedet for at skulle hamre firkant i bund mens man springer og bliver skudt efter.

Wolfenstein II: The New Colossus
Wolfenstein II: The New ColossusWolfenstein II: The New ColossusWolfenstein II: The New Colossus

Afslutningsvis bliver jeg nødt til at nævne musikken. Jeg har tidligere rost spillet for at skubbe spilleren hele vejen til slutningen gennem den overraskende historie, de interessante karakterer og det solide gameplay, men musikken fortjener også at stå på den liste. Ligesom Doom også formåede at gøre det, er det kun passende at Wolfenstein II: The New Colossus går i samme fodspor. Det er trods alt begge to ældre franchises, der har formået at tage springet til de moderne konsoller med stor succes. Og ligesom det var tilfældet med Doom, så formår soundtracket også her at få dig til at føle sig som den største badass. Når soundtracket sætter i gang, kan det godt være man står omringet alene i et rumskib fyldt til randen med nazister, men det er ikke dig, der er fanget... det er dem.

Wolfenstein II: The New Colossus vil mere end sine forgængere - spil som jeg i forvejen er fan af. Gameplayet er lige så solidt som man husker det, men det er delene rundt om, der har fået mere kærlighed. Sidekaraktererne får mere tid mellem missionerne, historien går konstant i nye overraskende retninger og spillet er ikke bange for at dykke derned, hvor det bliver rigtigt spændende. Den perfekte blanding mellem hæsblæsende aktion og stille karakteropbyggende momenter. I en tid hvor EA efter sigende vender sig bort fra single-player oplevelser, er Wolfenstein II: The New Colossus et oplagt eksempel på, hvorfor det er en dårlig ting. Det kan godt være, at dette ikke er spillet, du vil spille resten af året, men du vil ikke glemme oplevelsen lige foreløbigt. Og det er der bestemt også en værdi i.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Historien der konstant går i spændende retninger, interessante karakterer, gameplayet, verdenen føles troværdig i hele sin overdrevne stil.
-
Savner lidt mere variation i fjenderne.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer