Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Assassin's Creed: Rogue

Assassin's Creed: Rogue Remastered

Der er skyllet lidt glitter ind over Assasin's Creed-seriens glemte barn Rogue, men gør de visuelle forbedringer det værd at tage tilbage til fortiden?

Rogue har en finurlig plads i den store Assassin's Creed-kanon. Da det oprindeligt blev udgivet tilbage i 2014, blev det udgivet til den sidste generation af konsoller, selvom Black Flag forinden allerede havde taget springet og var udgivet til både sidste generation og denne generation. Det blev udgivet på samme dag som det meget udskældte Unity, der var det første Assassin's Creed-spil, der udelukkende var til denne generation af konsoller, og Rogue kom dermed også til at stå lidt i skyggen af Unity, der også blev markedsført markant mere af Ubisoft. Det var let at tænkte, at Unity skulle repræsentere seriens fremtid, og at Rogue ville være bagudskuende. Skabt udelukkende for at udglatte generationsskiftets påvirkning på Ubisofts regnskaber. Nu har Ubisoft valgt at genudgive deres "glemte barn" i en remastered-version.

Selvom Rogue på mange måder bar præg af at have været "lillebroren" til Unity, blev det af flere fremhævet som det bedre af de to spil. Dels fordi Unity var fyldt med alskens fejl og mangler, da det udkom, dels fordi Rogue gik nye veje med historien. Her indtog du rollen som den irsk-amerikanske Shay Patrick Cormac, der vender sig mod det velkendte snigmorderbroderskabet og i stedet bliver en del af tempelridderne, der hidtil havde været den store fjende i serien. Det var blandt andet denne indre kamp, hvor gamle allierede lige pludselig var fjender og omvendt, der gjorde at Shay Patrick Cormac på det tidspunkt var den mest interessante protagonist i serien siden Ezio Auditore da Firenze.

Assassin's Creed: Rogue

På trods af det interessante udgangspunkt satte historien i Rouge aldrig rigtig sit emotionelle aftryk. Samtidig havde det heller ikke den store indvirkning på gameplayet, at du nu spillede tempelriddernes. Selvom det ellers var sjovt, at det lige pludselig var dig, der ikke kunne gå sikkert forbi en af spillets ikoniske høstakke uden at blive overfaldt, manglede der generelt noget i gameplayet, der kunne spejle historiens 180 graders drejning.

Da Rogue udkom, blev det af mange også beskyldt for at være en glorificeret DLC-pakke til Black Flag. Og selvom spillet i denne remaster-udgave har fået en grafisk overhaling, så er det stadigvæk den følelse, du sidder med, når du sejler rundt i Nordatlanten eller kravler rundt på tagene af det 18. Århundredes New York. Der er meget lidt, der føles nyt eller friskt i Rouge. Det er derfor også mærkeligt at gå tilbage til dette kapitel, når nu Assassin's Creed-franchisen med Origins endelig har indfriet sit fulde potentiale, som vores chefredaktør her på Gamereactor meget rammende beskrev det i sin anmeldelse.

Assassin's Creed: Rogue