Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
anmeldelser
A Way Out

A Way Out

Co-op drømmen er endelig en realitet. Men som det ofte er tilfældet, formår virkeligheden ikke helt at leve op til det vi drømte om.


Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Det undrer mig, at vi ikke har set A Way Out mange år tidligere. Jeg har altid haft en stor passion for spilindustrien, og kan tale timevis om den nye store blockbuster eller det næste lille indiespil, men jeg kan ofte miste følingen med, hvad folk - der ikke lever i min boble - er interesserede i. Folk der ikke følger industrien aktivt, men bare kigger frem, når noget interessant blinker frem på deres rader. Det blink kunne være et nyt Star Wars: Battlefront, det kunne være et nyt Call of Duty, og det kan åbenbart også være et nyt co-op spil, der kun kan gennemføres med en anden person. Mængden af folk der kender til "fængselsspillet", har i min omgangskreds været overraskende høj; jeg er ofte blevet spurgt, hvornår spillet kommer ud, om jeg tror det bliver godt og egentlig er jeg ikke så overrasket. Størstedelen af os har oplevet glæden i at sidde på den samme sofa, og dyste/samarbejde på den samme skærm. Vi har kørt side om side i MarioKart, forsøgt at dræbe hinanden i Halo og vundet håneretten i FIFA. Men hvad med et historiedrevent spil, hvor man spiller hver sin person, der begge er relevante for historien? Et spil, hvor man skal samarbejde, udføre forskellige opgaver for at kunne opfylde missionen og måske lære hinanden bedre at kende på turen? Et spil der ikke kan spilles alene? Det spil har været en flygtig drøm for mig, og hvis jeg skulle bedømme ud fra min omgangskreds, så er jeg ikke den eneste, der har drømt om det. Nu er A Way Out endelig ankommet; et spil der formår at være alt det vi har ventet på, og samtidig et stykke fra drømmen.

A Way Out
A Way OutA Way OutA Way Out

Spillet starter ud med en imponerende sektion. Den ene spiller (Vincent) ankommer med bussen til fængslet sammen med de andre fanger. Den anden spiller (Leo) har allerede booket sit ophold i fængslet, og kan få lov til at kigge på de nye ansigter, der tager deres walk of shame ind i sit nye hjem. Vincent vil i denne sektion skulle tage sit tøj af, vaskes, råbes lidt af for at kende sin plads og afslutningsvis finde sin celle. Leo vil samtidig vandre lidt afslappet gennem fængslet, måske tale lidt med de andre i gården, måske bare nyde synet af de nye nøgne indsatte blive råbt lidt af, hvorefter han også finder sin celle. Det er ikke nogen lang sektion, men efter at have gennemført den to gange - med to forskellige personer ved min side - og begge gange formår vi at ramme hver vores celle stort set samtidig, er det svært ikke at blive imponeret. Selv om begge personer foretager sig forskellige opgaver, har udviklerne været omhyggelig med, at begge opgaver tager lige lang tid. En uhyggelig svær - og uhyggelig imponerende - grænse at ramme og vedligeholde.

Endnu mere imponerende er variationen af ting man foretager sig. På de seks timer det tog mig at gennemføre spillet, skulle jeg aldrig foretage mig den samme aktivitet to gange. Uanset om jeg skulle snige mig gennem et lokale, mens min makker afledte opmærksomheden hos personalet, var i en biljagt eller forsøgte at fange fisk til noget aftensmad, så kunne jeg være sikker på, at jeg ikke skulle gøre det igen. Det er en kreativitet, jeg kun kan sætte pris på. En kreativitet, der giver begge spillere lyst til at fortsætte historien, alene for at finde ud af, hvad næste scene beder dem om at gøre.

Det er dog samtidig en kreativitet, der kommer med en pris. A Way Out ønsker at gøre det hele, og i sin iver efter at favne bredt, formår det kun at gøre det hele udmærket, men meget lidt af det godt. At køre en bil føles mere akavet end det bør gøre. En skudduel er på ingen måde så tilfredsstillende, som man husker det fra andre spil. Selv det at gå i dækning, kan være en akavet oplevelse, hvor man kæmper lidt med sin karakter, før han endelig gør, som man havde tænkt. Helt håbløst bliver det, når man skal spille basketball, og nærmest bare må grine af, hvor dårligt det er implementeret. Dette er indbegrebet af kvantitet over kvalitet, og selv om kvantiteten er stor, så er det sjældent at kvaliteten kan følge med. Dermed ikke sagt, at det aldrig sker. En hektisk jagt gennem en byggeplads, hvor begge personer løber hver sin rute, er en medrivende oplevelse, og de små øjeblikke, hvor den ene gemmer en fastnøgle i sin lomme, og den anden slår strømmen fra på metaldetektoren, er geniale små sektioner. Det er sektioner, hvor gameplayet bliver tonet ned, men de skinner næsten skarpere af den grund.

A Way Out
A Way OutA Way OutA Way Out

Det er samtidig de sektioner, der er med til at holde fast i begge spillere. Især når historien ikke er i stand til det. Dialogen er elendig; den kan ofte koges ned til, at en person siger noget åbenlyst som: "That's the bridge" når man bogstavelig talt står lige ved siden af broen. Og når den ikke bruges til at sige noget åbenlyst, så bruges den til at sige noget klichéfyldt. Det når til punktet, hvor du kan gætte hvad en person vil sige, før han/hun siger det, fordi man har hørt den samme sætning i 100 andre B-film. Dette kulminerer i en bad guy, der er reduceret til den stereotype "enten er du enig med mig, eller også er du død"-personlighed, hvilket resulterer i, at han i mindre grad virker som en skræmmende modstander, og i større grad virker som en elendig forretningsmand. Hvis spillet havde gået efter at ramme en underholdende B-films formel, havde det været acceptabelt, men det ønsker tydeligvis at være mere end det. Man ønsker hurtigt, at Josef Fares havde gjort brug af samme strategi, som da han lavede det fremragende Brothers: A Tale of Two Sons, hvor der blev talt i et fiktivt sprog. Brothers formår at presse tårer frem hos spilleren, hvor A Way Out kun formår latter.

Men hvornår har latter nogensinde været et minus? Det kan godt være, at dialogen ikke er særlig nuanceret, at karakterne virker stereotype og at gameplayet sjældent formår at leve op til ideen, men når man kan få lov til at dele oplevelsen med en ven - og grine af det med en ven - så er det hele okay. Hazelight har klogt valgt, at placere sværhedsgraden i den utrolig lette ende, hvilket betyder, at selv din ven/kæreste/familiemedlem der sjældent sidder med en kontroller i hånden, godt kan følge med. Dette handler ikke om at overvinde en stor udfordring i fællesskab. Dette handler om at nyde en historie sammen. A Way Out opfylder ikke co-op drømmen, mange af os har higet efter, men det er et stort skridt i den rigtige retning.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
At gennemføre det med en ven på sofaen er genialt, god længde, god variation i gameplay, man har lyst til at gennemføre det to gange, god sværhedsgrad.
-
Sjældent at gameplayet kan leve op til det vi forventer af spil i dag, dårlig dialog, klichéfyldte karakterer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Montross
    Lokal multiplayer har været bemærkelsesværdigt fraværende på den nye konsolgeneration. Det laver way out om på. Men er det den... 7/10