Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Call of Cthulhu

Call of Cthulhu

Cthulhu kaldte og Laursen svarede. Står stjernerne rigtigt for Cyanide Studio - eller er resultatet til at blive vanvittig af?


Facebook
TwitterReddit

Lovecraft, mens han levede, havde en drøm (eller et mareridt) om at skabe en kollage af rædselsvækkende væsner og okkulte artefakter som, ultimativt, skulle overstige rammerne for hans eget forfatterskab og indfinde sig i andre, vidt forskellige kunstneres produktioner. Og drømmen gik i opfyldelse. I hvert fald kan den dystre forfatters berømmelse i det 21. århundrede måske i højere grad tillægges talrige referencer i en vulgær popkultur, end den vedvarende popularitet af mandens egne fortællinger. Vragdele fra Lovecrafts filosofiske tankegods er gennem tiden skyllet op på mange forskellige kyster: Cthulhu og Company spøger i så forskellige kreationer som True Detective, Prometheus-filmen og South Park.

Også i spillenes verden har gamle H.P. vundet stor indflydelse. Bloodborne står for mig som det måske bedste eksempel på en vellykket, om end indirekte fortolkning af mandens idéer om kosmiske rædsler, fritsvævende fangarme og menneskesindets erkendelsesmæssige smertetærskel. Blandt andre, mere direkte omarbejdelser kan også nævnes det mindeværdige, men ujævne Dark Corners of the Earth og det ufrivilligt komiske eventyrspil, Shadow of the Comet. Men størst og mest velkendt er måske alligevel firsernes bordrollespil, Call of Cthulhu. Og det er særligt dette spil, sammen med Lovecrafts novelle af samme navn, som udgør inspirationskilderne til Cyanide Studios aktuelle spiludgivelse.

Call of Cthulhu

Call of Cthulhu - computerspillet som udkommer i dag, altså - er desværre en blandet fornøjelse. Der har uden tvivl været oprigtig interesse for og stor forventning til spillet, ikke mindst på grund af dets status som "officiel" digitalisering af enten bordrollespillet, Lovecrafts historie eller begge dele. Skuffelsen, som det desværre ofte er tilfældet, er lineært proportionel med potentialet. Sagt anderledes: Cyanide Studio rammer plet på visse punkter, men skyder langt forbi på mange andre. Det er i bund og grund et spil som er nemmere at holde med, end det er at holde af.

Det hele starter ellers godt ud. Året er 1924, med alt hvad det indebærer af efterkrigstid, swingmusik og spiritusforbud i Amerika. Den historiske baggrund, om end den hurtigt bliver uvæsentlig for historien, er alligevel med til at sætte stemningen og formgive de første par timer: Edward Pierce, spillets hovedperson, er en krigshærget privatdetektiv med alkoholproblemer, søvnbesvær - og mærkelige drømme. Undersøgelsen af de usædvanlige omstændigheder omkring en kunstmalers død fører Pierce til Darkwater Island, en hemmelighedsfuld og isoleret ø, som tidsnok viser sig at gemme på "konspirationer, kultister og kosmiske rædsler."

Call of Cthulhu

I første omgang går tingene dog ikke så hurtigt. Call of Cthulhu tager tingene i et bemærkelses- og anerkendelsesværdigt langsommeligt tempo. Faktisk bliver de første mange timer brugt på omhyggeligt at udforske de forskellige kulisser - den snuskede havneby, den skumle kæmpevilla, den hemmelige kælder - med henblik på at finde nye spor og ledetråde. Undervejs er der mulighed for enkelte afstikkere, men ellers er spillet en strengt lineær bevægelse gennem forskellige miljøer. At noget ondskabsfuld gemmer sig under overfladen, er selvfølgelig givet på forhånd, men der er utrolig langt mellem de konventionelle 'gyserøjeblikke'. Call of Cthulhu, for nu at være helt ærlig, trækker egentlig mere inspiration fra Gone Home end Amnesia: The Dark Descent.

Samtaler med lokalbefolkningen er også en vigtig del af detektivarbejdet og her klarer spillet sig for det meste godt, trods underlige oversættelsesfejl. Karakter- og ansigtsanimationer er ikke ligefrem af højeste kvalitet, men stemmeskuespillet er for det meste hæderligt og manuskriptet er tilstrækkelig attraktivt til, at man begynder at leve sig ind i fortællingen. De variable svarmuligheder, betinget af fordelingen af karakterpoint i forskellige kategorier, er også med til at gøre dialogerne mere interessante, selv hvis den ultimative konsekvens af spillerbeslutningerne virker noget tvivlsom.

Call of Cthulhu

De forskellige karakteregenskaber kommer også i spil i andre sammenhænge. Har man overlegen kropsstyrke kan man intimidere visse karakterer, eller måske løfte en lem og skubbe en reol. Et skarpt detektivøje finder flere ledetråde, mens et indgående kendskab til den menneskelige psykologi kan afværge konfrontationer med mindre samarbejdsvillige forhørspersoner. Det er alt sammen meget simpelt og jeg vil nødigt overdrive rollespilselementernes vigtighed, men de giver dog en frihed til at opnå det samme mål på forskellige måder. Som det ofte er tilfældet med sådanne spil, så handler det måske mest af alt om at skabe illusionen om forskellige udfald. Og på det punkt gør Call of Cthulhu det ret godt.

Mellem udforskning i førsteperson, basal problemløsning, et simpelt rollespilssystem og detektivsamtaler med halvt-vilkårlige udfald er Call of Cthulhu faktisk en overraskende tilgængelig spiloplevelse. Tilgængelig, eller banal, afhængig af hvordan man ser på det. Der bliver anvendt en god blanding af forskellige fortælleteknikker - dagbøger, samtaler, indre monologer, skift i synsvinkel - til at udfolde en gradvist mere indviklet og omfangsrig historie om, øh, skæbne? De mange spørgsmål, hvad der i første omgang virker som en god ting, hober sig efterhånden op: hvilke hemmeligheder gemmer øen på? Hvad skete der med kunstmalerens familie? Hvad er betydningen af Pierces onde drømme?

Call of Cthulhu
Call of Cthulhu
Call of Cthulhu