Hour of Victory

Jeg har fået nok. nFusion har snydt mig. De har stjålet min tid, mit liv, og fuldkommen latterliggjort enhver, der uden at vide bedre har samlet en kopi af Hour of Victory op hos den lokale spilpusher.

Udviklerne kalder det for sejrens time, jeg kalder det for de værste timer, jeg har brugt på et spil. Nogensinde. Overhovedet.

Hvorfor?

Udover at være ekstremt lineært, så er spillet også plaget af fejl. Masser af fejl. Fjenderne løber rundt som en bunke forvirrede kaniner; ind i mure og i hinanden. De forsøger at gemme sig bag omgivelser, der er fem gange mindre end dem selv, og de er åbenbart også velsignet med magiske evner, for de dukker pludselig op, som var de trukket ud af en tryllekunstners hat. Af og til står de sågar lige foran ens geværsigte, men gør ingenting. Har de for travlt med at spise gulerødder, monstro? Hvorfor flygter de ikke fra Elmer Fjots haglgevær?

Men det er ikke kun fjenderne, der har problemer med omgivelserne. Når jeg styrer min soldat gennem slagmarken, så sidder jeg tit og ofte fast. Og så er der ikke andet at gøre end at starte den dræbende kedelige mission forfra. Også selvom jeg har brugt en mareridtsagtig halv time på at forsøge at kæmpe mig frem til nærmeste checkpoint.

Det her er spilhistoriens mest lineære skydeteltsoplevelse. Selvom nFusion har forsøgt at plotte alternative stier ind hist og her, så er der stadig kun en vej, og det er direkte fra start til slut. Og fra start til slut sker der så det, at man pløkker et par hundrede fjender ned, hvis man altså ikke sidder fast, vel at mærke. Af og til bliver man smidt bag rattet i en kampvogn eller en antiluftskyts-kanon - men her er der altså ingen afveksling at finde; blot mere frustration over, at kampvognen er umulig at manøvrere og antiluftskyts-kanonen er langsom og kejtet at styre. Det går godt, nFusion!

Jeg har ondt af Carsten Skov Teisen. For ganske kort tid siden var han i Østrig for at se nærmere på spillet, og høre den sædvanlige lovprisning af spillet. På turen bildte udviklerne ham ind, at spillets stærkeste punkt var, at man kunne styre tre 'unikke' karakterklasser. Der må være en sort streg i panden på alle medlemmer af udviklerholdet. Hvis ikke, så har de så afgjort ingen skam i livet.

Nu er det så på tide at løfte sløret: der er intet, og jeg gentager, intet unikt ved de tre soldater, som du kan styre. Af og til dukker der stier op på de forskellige baner, som kræver, at man enten styrer snigskytten, kommandosoldaten eller snigmorderen. Men sjovt nok er der altid en sti til en af de tre, så det betyder egentlig ikke noget, hvem man styrer. Man bør dog undgå at stifte bekendtskab med snigmorderen; de forvirrede fjender er næsten umulige at snige sig om bag ved. Så er det meget nemmere at pløje sig igennem spillet som kommandosoldaten, der kan klare flere skud en Robocop selv. Unikt min bare...

Tror man at der er noget sjov at finde over Xbox Live, så bliver man endnu engang skuffet. For det første er der næsten ingen på denne gudbenådede jord, der har været dumme nok til at købe Hour of Victory. Af den grund bliver online-delen kun frekventeret af spiljournalister, der har fået spillet for sent til anmeldelse, så man har kunne sælge et par kopier inden sandheden kom frem til folket. Kløgtigt, Atari. Når man så endelig møder en eller anden stakkels spiljournalist, så er denne for det meste klog nok til at afbryde spillet efter en til to minutters spil. Se det er til gængæld rigtig kløgtigt. Og jeg gjorde det samme.

Jeg plejer gerne at kunne finde et lyspunkt ved selv det mest bundrådne spil. Men, kære læser, jeg har intet, og jeg gentager, intet positivt at sige om Hour of Victory. Selv spillets indpakning er fesen. Kommandosoldaten, der 'pryder' forsiden, ser ud som om, han er ved at klemme noget ud af sin rektale åbning. Måske er det en kopi af spillet? Mine rædselstimer i selskab med Hour of Victory er, heldigvis, passé.