Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Darksiders III

Darksiders III

Darksiders har afværget apokalypsen, men Fury er ivrig efter at starte den på ny. Laursen har pisket sig gennem seriens tredje kapitel.


Facebook
TwitterReddit

De sagtmodige skal arve jorden, siger den gode bog. Og de tålmodige skal få en fortsættelse til en elsket spilserie med uforløst potentiale. Det er hele seks år siden at kæmpesatsningen Darksiders 2 udkom for første gang. Og først nu, efter utilstrækkelige salgstal, finansielle problemer, rettighedsmæssige omrokeringer og genudgivelser af gamle titler, er Darksiders kommet op på hesten igen. Ventetiden har været lang, og meget er sket siden da. Industrien venter som bekendt ikke på nogen. Spørgsmålet er, om Darksiders har kunnet følge med tiden?

Et nyt kapitel betyder først og fremmest en ny hovedperson. War og Death har haft deres tid i rampelyset, men nu er turen langt om længe kommet til Fury, den mest iltre og utålmodige af de fire apokalyptiske ryttere. Mig bekendt er raseri traditionelt set ikke blandt de fire hestemænd (eller -kvinder!), men et sprængfarligt temperament er da sikkert også et mere klædeligt karaktertræk for hovedrollen i et blodigt hakkespil, end evnen til at sende underfrankerede miltbrandsbreve i omløb, eller at sabotere høsten med hjemmelavet sprøjtegift.

Under alle omstændigheder er førstehåndsindtrykket ikke frygtelig godt: Fury ligner en afdanket forsanger for en flamboyant metalgruppe fra firserne. Og hendes personlighed har om muligt flere spidser, takker og kanter, end det rædselsfulde kostume hun er blevet stoppet ned i. Forstå mig ret: karakterdesignet i Darksiders har aldrig bestræbt sig på elegance, men sammenlignet med forgængerne, så fremstår 3'eren enormt stilfattig i sit udtryk. Det hele ser en anelse billigt ud, og kun med nød og næppe formår Darksiders 3 at ligne et spil fra denne ende af årtiet.

Darksiders III

Det er ikke kun med tanke på det grafiske, at førstehåndsindtrykket svigter. Det er hele otte år siden at originalen så dagens lys, men Darksiders 3 gør ikke meget for at genopfriske hukommelsen. En overlang introduktion forsøger utydeligt at væve et overordnet tema, men forstår ikke at skitsere de gradvist mere komplekse forhold som danner rammerne for spillets fortælling. For fans af serien er en mere grundig præsentation måske ikke nødvendig, men for nytilkomne, eller dem uden klæbehjerner, mangler spillet virkelig en mere pædagogisk redegørelse for hvad i al verden der egentlig foregår.

Det er netop problematisk, fordi Darksiders 3 ikke rigtig evner at stå på egne ben. Spillet forsøger egentlig at fortælle en konkret, omfangsbegrænset historie, men bliver lige så ofte distraheret af uforløste henvisninger til andre spil i serien; ikke kun de to første, men også hypotetiske fortsættelser. Det er svært ikke at blive mindet om den typiske handling i biografernes opblæste superheltefilm, der netop ofte kan virke som et konsekvensløst bindeled mellem den forrige film og den næste. Darksiders 3, med fortrydelig skråsikkerhed, falder flere gange i samme fælde. Optimismen ville være beundringsværdig - hvis bare spillet havde været bedre.

Mere konkret handler Darksiders 3 om Furys jagt på de syv Dødssynder. Med sig på rejsen får hun en kvindelig pendant til 1'erens plagsomme følgesvend, og dynamikken mellem de to karakterer er faktisk et ensomt højdepunkt. I kontrast til brødrenes sammenbidte helterejser, så gennemgår Fury som karakter en større udvikling i løbet af spillet. Navnlig møderne med Dødssynderne udgør småfilosofiske refleksionsmomenter som afgjort pryder oplevelsen. Stor kunst er det ikke - superheltefilmene forbliver en gangbar sammenligning - men det er dog noget af det bedste ved spillet.

Darksiders III

Hvad har jeg dermed sagt om resten af spillet? At det ikke er frygtelig godt, desværre. En stor del af problemet er den visionsløse fortolkning af de spilgenrer som Darksiders 3 forsøger at sammenblande. Darksiders har bestemt aldrig været bange for at adoptere populære koncepter fra andre, større serier. Tværtimod! Om noget har fusionseksperimentet altid været charmen og den største appel ved serien. Det første Darksiders var jo en solid blanding af Legend of Zelda og God of War, mens 2'eren kunstfærdigt tilførte serien en Diablo-inspireret rollespilsindsprøjtning.

Darksiders 3 er også åbenlyst inspireret, denne gang af en moderne klassiker: Daaark Souls. Hvis sammenligningen virker overfladisk, så er det altså ikke min skyld, men spillets. Udviklerne har med grov hånd indarbejdet genkendelige mekaniske elementer fra Dark Souls, men spørgsmålet, med fare for at lyde flabet, er hvorfor? Misforstå mig ikke, det giver god mening at tage noter fra et af de mest indflydelsesrige spil i nyere tid, men hvis du ikke kan bruge naboens hækkesaks i din egen have, så lad dog være med at låne den! Hvad er det, Dark Souls kan gøre for Darksiders 3? Eller omvendt, hvad kan Darksiders 3 gøre med Dark Souls?

Ikke ret meget, for nu at besvare mit eget retoriske spørgsmål. I hvert fald ikke nok til at retfærdiggøre indblandingen. Ligesom Dark Souls, så har Darksiders 3 et kringlet og labyrintagtigt banedesign som omfavner seks distinkte, men forbundne områder. At udviklerne har fået det hele til at passe sammen på kryds og tværs er virkelig imponerende, men det er ikke tydeligt, hvad den tilsigtede spilleroplevelse skulle være: man kan alligevel altid zappe rundt mellem de sparsomt fordelte kontrolposter, og spillet er under alle omstændigheder en strengt lineær fornøjelse, i den forstand at der ingen vilkårlighed i hændelsesforløbet eller sekundært indhold er.

Darksiders III
Darksiders III