Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Travis Strikes Again: No More Heroes

Travis Strikes Again: No More Heroes

Det gør ikke noget at skubbe lidt til status quo engang imellem. Nogle gange er det bare sundere skubbe rigtig meget. Suda51 har valgt at skubbe så meget, så jeg tror en topchef på EA sikkert er begyndt at græde.


Facebook
TwitterReddit

2018 er slut. Et, for det meste, trægt spil-år for undertegnede. Et år jeg fandt bedst kendetegnet ved at fraværet af innovative, fokuserede spilmekanikker blev anset som en af de største moderne fremskridt i nutidig spilhistorie. Ja, så snart Rockstar smider et par festlige cowboyhatte på deres søvnløse lønslaver, skal der ofres ved alteret. Heldigvis er 2018 slut nu, og 2019 er ankommet - indtil videre uden anonymiteter med tunge pengepunge - og med masser af attitude. For den legendariske spilkomponist Suda51 er vendt tilbage med et syret manifest af en antitese til alt hvad der hedder moderne AAA-spil. Selvom Travis Strikes Again: No More Heroes måske ikke kommer til at lancerer en fransk protestbevægelse, da spillet er lagt i håndjern på Nintendo Switch, er det ikke desto mindre en forfriskende fryd for et træt spiløje.

Spillet udadtil er en hyldest til alle de skæve eksistenser der findes på det uafhængige spilmarked, såsom Hotline Miami, Furi og Shovel Knight, kogt sammen som en stor reference til samtlige af Suda51's mest velkendte kreationer. Det begår sig som lige dele visual novel, med masser af kritik af egen genrevalg, og isometrisk hack'n'slash platformer, med en historie der absolut ikke er til at finde hoved og hale i. Noget med selvbebrejdelse, rumrejser og rosenrøde nostalgibriller. Det er heller ikke pointen, for overfloden af satiriske indspark om tingenes tilstand i spilindustrien og tonsvis af brud på den fjerde væg, ligger vægt på at fraværet af en sammenhængende historie er med fuldt overlæg. For en historie skal gudhjælpemig fortælles, uanset hvad. Nej, her taler gameplay og sværhedsgraden sit tydelige sprog, som det burde. Store filmiske sekvenser, hvor spilleren ikke får lov til at lave andet end at vente, er fjernet til fordel for noget så unikt som muligheden for selv at skulle stå for fremskridtet i selskab med gode gamle Travis Touchdown. Meget unikt tiltag nu om dage. Selvfølgelig sat på spidsen med et glimt i øjet, ikke sandt?

Travis Strikes Again: No More Heroes
Travis Strikes Again: No More HeroesTravis Strikes Again: No More Heroes

Fordelt på syv meget forskellige baner, med alt fra vectorgrafisk rumskibsskydning til en hybrid mellem en mordgåde og et todimensionelt platformspil, bevæger Travis Touchdown og ærkefrænden Badman sig ud på en rejse i den mystiske, levende spilkonsol Death Drive Mk. II. Om end styringen er en anelse anderledes, og mere jordnær, end det unikke arbejde Suda51 formåede at gøre med No More Heroes på Wii, gør Travis Strikes Again: No More Heroes et hæderligt forsøg på at udnytte de muligheder for samspil mellem isenkram og spilmekanikker som Nintendo Switch tilbyder. I standeren oplader man, for eksempel, Blood Berry, lasersværdet, ved at ryste den ene JoyCon frem og tilbage. Præcis som på Wii, hvor du skulle ryste den klodsende Wiimote. Derudover kan både Travis Touchdown og Badman anvende et specielt angreb hvor du trykker R-knappen nede to gange og derfor svinger JoyCon i retning af hvor angrebets klimaks skal ramme. Det fungerer langt bedre end det lyder, tro mig.

På den anden side, så sidder jeg ikke her for undskylde. Du gemmer også dit spil ved at bejse på kummen. Intet mindre kunne gøre det. Disse velkendte nik til bagkataloget er, som sagt, et gennemgående tema i spillets design. Så meget endda, at man får lov at spille en af banerne fra Shadows of the Damned omvendt, og skal besejre den talende pistol Johnson til slut. Jeg vil dog vove at påstå, at bero sig på denne form for selvrefererende materiale ikke helt fungerer som ventet. Jeg var ovenud lykkelig for samtlige af de pludseligt opstående velkendte karakterer, men som ukendt til Suda51 og hans spraglede spilfortid bliver en række af disse overraskelser uden tvivl tabt på gulvet. Det er synd, for i farten går en masse af de albuehug til alle de sørens udgivere ingen kan lide som Travis Strikes Again: No More Heroes leverer også forbi næsen på en.

Travis Strikes Again: No More Heroes
Travis Strikes Again: No More Heroes
Travis Strikes Again: No More Heroes
Travis Strikes Again: No More HeroesTravis Strikes Again: No More Heroes
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.