Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Anthem

Anthem

Anthem udkommer i morgen, men Laursen har allerede brugt en uge i Bastion. Læs hans tanker om spillet her.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Det er svært at anmelde et spil som Anthem. For det første kræver det en enorm tidsinvestering. Det er et forholdsvist stort spil, med en del missioner, fire karakterklasser og en god håndfuld sideaktiviteter. Det er svært at nå det hele. For det andet kræver det en smule mod. For der er store forventninger til Anthem, fra både den ene og den anden side. Mange har følelser i klemme. For det tredje kræver det en vis ydmyghed. Jeg har kun haft adgang til spillet i en uges tid. Anthem er et onlinespil, og onlinespil udvikler sig hele tiden. I morgen, om en uge eller et år kommer de tredive timer jeg brugte med Anthem sikkert til at virke som en ubetydelig del af spillets historik og levetid. Måske er alle mine kritikpunkter blevet adresseret til den tid. Måske har spillet ændret sig så meget, at en ny anmeldelse er på sin plads. Måske er alt ved det gamle, eller værre endnu...

Anthem er BioWares første nye spilserie i ti år, og fikseringspunktet for mange er selvfølgelig udsigten til at dykke ned i en original og interessant spilverden, fyldt med storslåede eventyr, farverige karakterer og mindeværdige fortællinger. Jungleriget Bastion, kulissen for Anthems fortælling, videredyrker en efterhånden noget fortærsket udviklerfascination for mennesker med latentpsykiske egenskaber, en overnaturlig-og-ikke-taget-fra-Star-Wars kraft som gennemsyrer universet og selvfølgelig de mange teknomagiske artefakter, efterladt af forsvundne skaberguder, som nu forårsager massiv ødelæggelse på regelmæssig basis. Anthem er umiskendeligt et spil fra BioWare.

Anthem

Fællestræk med andre spil i udviklernes folkekære repertoire er ikke nødvendigvis et kritikpunkt i sig selv. BioWare har lavet flere gode spil på den formular, selv hvis de bedste efterhånden ligger mange år tilbage. Bastion formår da også at mønstre en beskeden charme med sin pudsige blanding af højteknologi og middelalderlig bazarstemning, jungleflair, hulemalerier og elektroniske didgeridoos. Mest interessant er måske de mange karakterer, steder og hændelser som ofte bliver nævnt, men aldrig vist. Bastion er tydeligvis kun et lille udsnit af Anthems univers, og med afsæt i de talrige journalindlæg og lorestumper som man finder rundt omkring, er der rig mulighed for at spekulere i hvilke andre dele af spillets fiktion BioWare kunne virkeliggøre i fremtiden.

Det sagt, så er spillets fortælling rodfæstet i nedslidte klichéer og gennemskuelige hændelsesforløb. Trods forsøget på etableringen af en tungtvejende mytologi - og mere eksotiske elementer som spontankloning, landsforræderi og magiske portaler - så virker store dele af Anthems historie, både den nærværende og den bagvedliggende, utrolig generisk. Handlingen kunne være løftet fra en tegnefilm for børn, hvor skurken vil beslaglægge universets gåder og genskabe verden i sit eget billede. Så heltene må naturligvis lære at arbejde sammen som et hold og besejre ondskaben gennem venskabets styrke. Det er en tynd omgang, for at sige det mildt. Måske er kampagnen formålstjenstlig som en overfladisk etablering af spillets verden, men nogen mindeværdig fortælling er det ikke.

Anthem

Nuvel, det er ikke lige skidt alt sammen. Anthems trækplaster, viser det sig, er ikke en original spilverden med en rig fortælling, detaljerige miljøer, dybe rollespilselementer eller timevis af kvalitetsindhold. Nej, spillets virkelige appel er den generelt velsmurte, hyperaktive magtfantasi som bliver stillet til rådighed allerede fra begyndelsen. Som heltemodig Freelancer, Bastions ridderagtige lejesoldater, låser man gradvist op for fire distinkte og enormt magtfulde Javelin-rustninger, som alle tilbyder noget forskelligt. Her står Anthem heldigvis en smule skarpere: oplevelsen, tilpasningen og sammenspillet af og mellem disse er uden tvivl det bedste ved spillet - for hvad det så er værd.

Rustningerne deler for det første evnen til at flyve (nogenlunde) uhindret gennem spillets enorme verden. Det er ikke noget let opgave at få til at fungere, men udviklerne er sluppet ret godt fra det. Styringen er for det meste skarp og det er lækkert hvor sømløst og effektivt man kan skifte mellem at sprinte, svæve, flyve, dykke og lande. På andre punkter er de fire rustninger meget forskellige at navigere rundt i. Colossus er gumpetung, men lander altid med et kampnyttigt brag, mens den hurtige Interceptor kan hoppe tre gange i streg og fægte ivrigt med sine klinger. Dragterne er forskellige nok til at fortjene regelmæssig udskiftning, og det er enormt værdifuldt i et spil som ellers er udfordret på variation.

Anthem
Anthem
Anthem
Anthem