Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Samba de Amigo

Samba de Amigo

Segas farverige rytmespil er tilbage efter otte års siesta, og hvad er mere passende end at forvandle Wii-moten og Nunchuken til et par maracas?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Da Sega i sin tid introducerede spilverden for de bevægelsesfølsomme maracas, var Wii blot et amerikansk udtryk for at tisse og moderne musikspil var kun i sit spædeste stadie. Scenen er noget anderledes i dag. Musikspil som Guitar Hero og Rock Band sælger som det varmeste brød og Nintendos lille, hvide konsol gjort op med den traditionelle måde at styre spil på.

Derfor kan det heller ikke komme som nogen overraskelse, at Samba de Amigo i dag langt fra kan skabe samme interesse og hype. Det har trods alt taget otte år for Sega at søsætte deres rytmespil på ny og krævede endda en så utraditionel udvikler som Gearbox som skibsværft. Alligevel sidder Sega stadig med lidt af en ener; Samba de Amigo er uden tvivl et af de mest farverige og sprudlende spil på kloden, der med forførende sange og rytmer, kan få selv et kontor fyldt med jakkesæt til at hoppe op på bordene og danse løs.

Derfor havde jeg også været rigeligt tilfreds med et spil, der tilnærmelsesvis gentog succesen fra 2000 uden de store forandringer. Havde Gearbox blot udviklet et spil, der lod mig ryste Wii-moten i takt til musikken og lod mig mærke sambaens universelle glæde, så havde jeg nok ikke smidt om mig med superlativer, men sandsynligvis været godt tilfreds. Desværre har man smidt det hele på gulvet med en fuldstændig ødelagt styring, der hverken gør spillet sjovt eller interessant uanset sværhedsgraden.

Grundidéen i Samba de Amigo bygger på, at de to styreredskaber til Wii'en forvandles til to maracas, som aktiveres ved at ryste dem. Under de forskellige sange skal man så ryste dem enten oppe, nede eller i midten, når de rytme-baserede prikker rammer deres mål, og samtidig være klar til hurtigt at stille sig i en bestemt position, når spillet angiver det. Idéen med at bruge to styreredskaber, der især på de højere sværhedsgrader ofte skal arbejde meget individuelt, er en lækker mekanisme, som trommerne i Rock Band eksempelvis har bevist.

Der er ingen tvivl om, at spillet som sådan retter sig mod et langt mere mainstream og ungt publikum end de to andre musikmastodonter. Ikke kun grundet det børne-agtige design, der bedst kan beskrives som et flamboyant Super Monkey Ball, men også fordi spillet er noget mindre krævende. Eksempelvis straffes man ikke, hvis man ryster sin maraca uden en prik er i nærheden, hvilket reelt set betyder, at man kan stå og ryste sig tosset uden, at det får nogen konsekvenser.

Problemet er dog, som tidligere sagt, at styringen bare er så fandens upræcis, at spillet falder fuldstændig fra hinanden. Mere specifikt, så har Samba de Amigo simpelthen alt for ofte svært ved at opfange om man holder sine maracas oppe, nede eller i midten - især i midten, hvor mange af prikkerne oftest kommer. I realiteten medfører det, at man hurtigt blot basker sine arme omkring i et desperat forsøg på at komme bedst muligt igennem banen - som sagt straffes man jo ikke for at ryste i utide - og derved bliver Samba de Amigo alt andet end en rytmisk eller musikalsk oplevelse.

Det er synd og skam, især fordi spillet ellers byder på et udmærket soundtrack med klassikere som Samba de Janeiro, La Bamba og Ricky Martin's udødelige Livin' La Vida Loca. Selvom nogle af dem er mindre nydelige coversange og nogle er deciderede malplacerede, såsom Aha's Take On Me, så kunne det være gjort meget værre, hvad angår sangudvalget.

Spillere, der virkelig trænger til et friskt pust og pulserende sambarytmer, kan måske til nøds spille sig igennem Samba de Amigo's lettere sværhedsgrader, der ikke vil give nogen spillemæssig tilfredsstillelse, men måske putte et smil eller to på læben. Men helt galt går det især, når man bevæger sig op i niveauerne, og her kan spillet simpelthen ikke følge med. Og jeg gider slet ikke omtale de fuldstændig tåbelige minispil, der er omtrent ligeså sjove som en betændt byld.

I sidste ende er det eneste Samba de Amigo kan byde på det noget anderledes udseende og lydside. For folk, der føler sig fuldstændig usikre i Guitar Hero og ikke kan finde rundt på måtterne i Dance Dance Revolution, er Samba de Amigo utvivlsomt en lettere oplevelse, men det skyldes mere held end forstand. Ultimativt må man blot erkende, at Samba de Amigo er et ødelagt spil, som sambaens strålende aura for en gangs skyld ikke kan redde.

Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
Samba de Amigo
04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
Mere sprudlende og farverigt end Ole Henriksen, dejligt med lidt samba-rytmer
-
Upræcis styring ødelægger det meste af spillet, dødssyge minispil
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Samba de AmigoScore

Samba de Amigo

ANMELDELSE. Skrevet af Jesper Nielsen

Segas farverige rytmespil er tilbage efter otte års siesta, og hvad er mere passende end at forvandle Wii-moten til en maracas?



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.