Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Mortal Kombat 11

Mortal Kombat 11

Det ellevte kapitel i serien om dødelig kamp er en blodspættet fanservice-fødselsdagsgave af dimensioner. Pakken bliver dog en anelse kluntet overrakt.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

I min vennekreds er der gået tilstedelig tradition i at gense den helt eminent underholdende filmatisering af Mortal Kombat fra halvfemserne. I ved, den af Paul W.S. Anderson, en af de store navne inden for dårlige filmadaptioner af spil. Herved blev jeg selvfølgelig også interesseret i spilserien, og siden Mortal Kombat Deadly Alliance har jeg hængt nogenlunde ved, foruden at have dykket ned i de helt gamle arkadearkiver for at prøve de gamle spil. Hvorfor nævner jeg så filmen? Fordi NetherRealm Studios endelig ser ud til at have omfavnet den helt igennem skøre, overdrevet b-films charme ved Mortal Kombat-universet. For Mortal Kombat 11 er ikke blot en hyldest til de vedhængende fans, men i det hele taget en fanservice pakke af dimensioner.

På tværs af Kombat Kast, videopremierer og så fremdeles, har det også være svært ikke at blive henrykt. Udover en række tilbagevendende favoritter - Noob Saibot, Jade og Skarlet - er der også en række nye og spændende personager, fundet i The Kollector (ja, selvfølgelig med K), Cetrion og Geras. Rollelisten er spektakulær og alsidig, som den burde være i ethvert kampspil. Hørte du det, Jump Force? Der er ligesom skabt en stemning af, at den store pakke kommer nu. Selvom Mortal Kombat X har tjent uhyre ind til studiet, var der altid en herskende idé om at det var et aparte afsnit i spilserien; anderledes, på en finurlig måde. Selv i 2019, inden Mortal Kombat 11, var der folk der mindedes det niende udspil som noget helt fantastisk. Det ser også ud til at Ed Boon og kompagni har lyttet med et halvt øre, for Mortal Kombat 11 er på mange måder et langt mere traditionelt kampspil - med footsies, fokus på neutral, og mindre kombinationsstrenge end forgængeren - uden at miste NetherRealm Studios sans for hastighed, som set i Injustice 2. Under beta'en var jeg en anelse bekymret over, at Mortal Kombat 11 måske var blevet for langsomt, men Ed Boon holdte sit ord og det fulde spil har fået et par ekstra spark bagi for at gøre dash bare en anelse hurtigere. Et lille pro-tip; for dem af jer der ved hvad det er, wave dash er også en mulighed.

Mortal Kombat 11
Mortal Kombat 11Mortal Kombat 11Mortal Kombat 11

Der er lagt op til en forlystelsespark af festligheder, et bloddryppende Tivoli om du vil, da Mortal Kombat 11 tager de helt store fortællermæssige tematikker op; tidsrejse, dobbeltgængeri, flerdimensionelle fortællinger og sammenfletning af den såkaldte retcon der skete i Mortal Kombat 9. Mere om det lidt senere. Det betyder også, for spilleren, at ved indføring af et lignende udstyrs- og udklædningssystem som i Injustice 2, kan man skabe sin Scorpion eller Sub-Zero præcis som man har lyst. Mortal Kombat 2 Scorpion med moderne grafik? Værsgo. Skal bevægelserne også være derefter? Helt sikkert, mester, værsgo, da man ligeså kan definere hvilke specielangreb sin valgte karakter skal have. NetherRealm Studios har skabt en overdådig buffet ved at fravælge det låste variationssystemet fra Mortal Kombat X til fordel for dette hyper-brugerdefinerbare system. Apropos grafikken, er Mortal Kombat 11 muligvis også det bedst udseende kampspil nogensinde. Teksturdetaljerne er krystalklare, selv på PlayStation 4, og der er meget klogt gjort brug af et skift mellem 60 billeder i sekundet når der slås og 30 billeder i sekundet når der anvendes de såkaldte Fatal Blows og Fatalities for at få så mange blodige detaljer frem som muligt. På en måde bliver det måske en anelse for klamt med de detaljer, men det kommer man desværre ikke udenom i Mortal Kombat-serien.

Der er dog en enkelt hage ved dette nye kostumesystem. Eller snarere, en hel række hager, for alle disse kosmetiske ting, forstærkende krystaller og konsumables der kan give dig en fordel offline mod ekstrasvære fjender, hænger ikke på træerne. De skal købes, og de skal købes for spilvaluta. For hvilket der er i hvert fald fire forskellige typer; Koins, Soul Fragments, Hearts og Time Krystals. Hver låser op for sin kasse med indhold når du kravler rundt på Shang Tsungs ø i Krypt-modus, og jeg kunne forestille mig den sidste er til brug i Premium Shop, som åbner når spillet reelt lanceres. Bevares, ved at gennemfører historien, alle øvelsesbaner og de specifikke karakterguides, kan du opbygge dig en sund formue, men det forsvinder ret hurtigt, og derefter er der kun krummer at blive tildelt med Towers of Time, Klassic Towers og onlinekampe. Det skurrer lidt, for Ed Boon har sagt at de kosmetiske ting og sager kan købes for rigtige penge. Ja ja, frustrerende lang grind for spilvaluta for at opfordrer til brug af rigtige penge er jo desværre hverdag i branchen nu om dage, og Mortal Kombat 11, til trods for alle dets herligheder, er ingen undtagelse.

Mortal Kombat 11
Mortal Kombat 11

Og jeg vil egentlig hellere snakke om de herligheder, for at slippe lidt væk fra denne frustrerende virkelighed. Er der trods alt ikke et gram sandhed i at vi spiller spil for at slippe lidt væk fra dagligdagens skavanker? Jeg dykker direkte ned i noget NetherRealm Studios heldigvis også er blevet ret kendt for; at leverer storslået fortællinger, sjældent set i kampspilsregi. Her skuffer Mortal Kombat 11 slet ikke. Historien tager fat direkte hvor Mortal Kombat X slap, med Raiden der halshugger Shinnok og advarer Kitana og Liu Kang, Netherrealms nye herskerer, om at invaderer EarthRealm. Det viser sig dog at Raidens temperament er noget mere aggressivt end da han blot var tordengud, og inden længe angriber han, Sonya Blade, Cassie Cage og Jacqui Briggs Netherrealm for at forebygge at EarthRealm angribes. Her blander tidsgudinden Kronika sig, da Raiden åbenbart har ødelagt universets balance ved alle sine handlinger. Som sagt, tidsrejse, dimensionale opbrud og alt muligt skørt, i bedste Paul W.S. Anderson-stil. Der bliver ikke vundet nogen BAFTAs her, men det er dæleme underholdning for alle pengene. Det er dog svært at skrive for meget uden at ødelægge en hel del vilde overraskelser og twists, men det er i historien at jeg finder en masse af den sommerfugle-i-maven fanservice som Mortal Kombat 11 indeholder; på den gode måde! Det eneste ærgerlige her, er at Ronda Rousey er en elendig stemmeskuespiller, slet og ret. Det bliver mere og mere tydeligt, at hun er valgt for hendes navneværdi end egentlige talent, men sådan er det jo.

Er man dog ny til serien, eller måske endda ny til kampspil, har Mortal Kombat 11 heller ikke gjort sig utilgængelig her. Ikke siden Under Night In-Birth Exe:Late[st] har jeg oplevet så robuste introduktionsøvelser og øvelsesbaner. Normalen med bevægelse, basisknapper og så fremdeles findes, men spillet dykker også ned i mange af de nye systemer som dette ellevte kapitel tilføjer - Krushing Blows, Breakaways og så fremdeles - mere end blot at nævne hvordan de aktiveres. Spillet formår endda også at præsenterer et overvældende koncept som frame data i en spiselig pakke, hvilket jeg er svært imponeret over. Det lader til at NetherRealm Studios har satset på at Mortal Kombat 11 skal blive et gigantisk hit, og der er virkelig lagt op til at spille får mere understøttelse end blot de et til to år der plejer at gå. Onlinekampe har sin egen liga, for eksempel, og et væld af forskellige kamptilstande, foruden de klassiske 1-mod-1 kampe.

Mortal Kombat 11
Mortal Kombat 11Mortal Kombat 11Mortal Kombat 11

Ved at bruge prædefineret karaktervariationer, eller dine egne selvskabte udgaver af de 23 tilgængelige figurer (24 hvis du har forudbestilt), kan du sammensætte en trio du kan sende mod din modstander online, for at score ekstra spilvaluta og hæder. Disse styres så af computeren, efter de specifikationer du har sat. Kombineret med den virkelig robuste netcode NetherRealm Studio har lagt for dagen, kan jeg uden tvivl se mig selv bruge mange timer på at finpudse mit tæskehold mens jeg selv slår på tæven i ranglisterne. Dead or Alive 6, det er sådan her man lancerer sit kampspils onlinedel. De underlige ustabile serverer skal dog lige fikses først, for alt fremskridt - både offline og online - lagres derpå. Jeg mistede ofte forbindelsen midt i at kæmpe op gennem et tårn, og måtte derefter starte helt forfra. Jeg kaster som regel ikke med mit spiludstyr, men min stakkels controller var tæt på at blive tyret afsted et par gange, i ren vrede. Apropos at slås, forstår jeg heller ikke helt brugerflade valget. At parkerer Defensive Bar og Offensive Bar - de to parametre der bruges til at forstærke angreb og giver adgang til en række forsvarsmulighed, blandt andet Breakaway - nede i hjørnene, skal ens blik hele tiden flakke fra aktivitet i midten af skærmen til livspoint i toppen og så de to metre i bunden. Det håber jeg NetherRealm Studios indser er lidt en øjebæ, og hele molevitten kan blive samlet øverst på skærmen.

Væk er Faction Wars, ind med små guerillatæskehold. De helt skøre tårne fra Mortal Kombat X, med mærkelige (til tider stærkt irriterede) modificeringer for bane og spilleren, er dog bevaret, nu med ekstra mange godter at låse op for, hvis man kan stå distancen. The Krypt har også fået en dejlig overhaling, og du styrer nu en ukendt kæmper i tredjepersonsperspektiv der roder rundt på Shang Tsung's ø, finder skatte og forsøger at samle brudstykkerne fra hvad der er sket med nogen af de karakterer der ikke er dukket op i spil nummer elleve. Er man derfor ikke meget for at kaste sig ud i mere konkurrenceorienteret spil, er der også masser af underholdning at finde hvis internettet er slukket. Som sagt, Mortal Kombat 11 forsøger sig med hele pakken, selvom det ikke altid er lige elegant. Det er dog uden tvivl en af de bedste nyere kampspiloplevelser jeg har haft til dato. Dette er en renæssancetid hvor der nærmest udkommer et nyt kampspil hver uge, og det har NetherRealm Studios forstået. Svesken på disken hvad angår indhold, grafik og muligheder. Jeg nægter dog at slutte min anmeldelse med at citerer Scorpions allerede overciteret velkendte kommando, så i stedet vil jeg advarer alle på GameReactor der har i sinde at træde ind i dødelig kamp (især Magnus); "You're next!"

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
View comments
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Eminent grafisk præstation, alsidig rolleliste, vild og underholdende historie, gennemførte introduktions- og øvelsesbaner for nye spillere, god udfordring til veteraner, robust onlinetilstand
-
For mange forskellige spilvalutaer, mikrotransaktioner, Ronda Rouseys stemmeskuespil, ustabil serverforbindelse, brugerfladen under slåskampene er lidt en øjebæ
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Mortal Kombat 11Score

Mortal Kombat 11

ANMELDELSE. Skrevet af Søren Svanhof

Det ellevte kapitel i serien om dødelig kamp er en blodspættet fanservice-fødselsdagsgave af dimensioner. Pakken bliver dog en anelse kluntet overrakt.

Mortal Kombat 11 trailer viser Nightwolf

Mortal Kombat 11 trailer viser Nightwolf

NYHED. Skrevet af Carl Nielsen

Warner Bros. Interactive Entertainment og Netherrealm Studios har afsløret en ny trailer, hvor du kan se Nightwolf, der kommer til Mortal Kombat 11 som spilbar karakter...

Indlæser mere indhold