Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Everybody's Golf VR

Everybody's Golf VR

Sonys 20 år gamle serie udforsker nyt territorium. Tager Everybody's Golf VR en eagle eller bliver det til en dobbelt bogey?

  • Ketil SkotteKetil Skotte

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

I den virkelige verden har golf aldrig rigtig fanget min interesse - hverken på plænen eller i sofaen - men som virtuel sport har jeg et decideret blødt punkt for det ophøjede køllespil. I kontrast til de fleste andre typer sportsspil har golfspil det med at være rolige og nærmest meditative oplevelser, hvor man i ro og mag kan træffe sin næste beslutning i smukke omgivelser. Derudover gør sportens turbaserede natur det til en oplagt kandidat, når man er flere samlet - også selvom man kun har en enkelt controller til rådighed. Der er kort sagt noget rart og hyggeligt over golfspil generelt og Clap Hanz' Everybody's Golf-serie i særdeleshed. Serien har siden slutningen af 90'erne leveret solide spil i grænselandet mellem simulering og arkade og tager nu springet til VR i en velfungerende men også lidt skrabet udgave.

Som følge af skiftet til VR har Everybody's Golf lagt det klassiske tre-tryks system på hylden til fordel for motion controls. Som Wii Sports viste tilbage i 2006, er det fuldstændig intuitivt at benytte en stavformet controller som stand-in for en golfkølle og det er da også tilfredsstillende at bruge move-controlleren til formålet. Vinklen, retningen og hastigheden af dit slag bestemmer udfaldet og når man rammer et rent drive eller synker et svært put, er det belønnende på en anden og mere fysisk måde end når man trykker på en knap. Clap Hanz skal også have ros for at give mange muligheder hvad styring angår. Ud over move kan din DS4 også agere golfkølle (dog stadig med motion controls) og der er mulighed for at spille både stående og siddende. Til gengæld går noget af finessen tabt, fordi det ganske enkelt er sværere at styre dit skud præcist, hvilket også afspejler sig i spillets tre baner, der aldrig kommer med rigtig snørklede udfordringer og derfor designmæssigt fremstår en anelse basale - også selvom den fjollede dinosaur-bane med sine gigantiske øgler har visuelt pondus.

Everybody's Golf VR
Everybody's Golf VREverybody's Golf VR

Tre baner er umiddelbart ikke meget og den lidt skrabede fornemmelse går igen igennem hele oplevelsen. For eksempel er den eneste game mode solospil på enten 3, 9 eller 18 huller. Bevares, online leaderboards giver dig muligheden for måle dine evner mod resten af verden, men jeg savner ting som en kampagne, turneringer, computerstyrede modstandere eller en egentlig online funktionalitet. I stedet for disse ting trasker du stille og roligt igennem banerne for at stige i rang og åbne op for nyt indhold som nye baner, caddies, spejlvendte baner og nye køller. Igen snakker vi ikke et overflødighedshorn af ting, men det åbner dog langsomt oplevelsen op. I starten føles Everybody's Golf VR nemlig meget restriktivt. Du kan kun spille tre vilkårlige huller på Forest Course. Når du har gjort det tre gange, bliver der åbnet op for at spille enten de ni første eller sidste huller på banen. Spiller du begge dele, åbnes der op for Seaside Course og derefter Dinosaur Course. Først når du har været igennem to gange ni huller på denne, bliver det muligt at spille en hel bane. Det er som om Clap Hanz godt ved, at de ikke rigtig har nok indhold og derfor gater det, der nu engang er, lidt rigeligt.

Selvom indholdet er på den tynde side, er det rimeligt at argumentere for, at Everybody's Golfs største salgsargument aldrig har været kvantitet men snarere muligheden for at blive transporteret til en virtuel golfbane. VR er om noget et stærkt medie til at udleve fantasier, men selvom Everybody's Golfs baner er nydelige, er suset ved at stå på en golfbane til at overse. Det er jo trods alt muligt for de fleste med en interesse for sporten at begive sig ud i den virkelige verden og få en oplevelse, der er betydeligt mere nuanceret og virkelighedstro - omend dinosaurer selvfølgelig bliver svære at støve op. Og når suset udebliver, træder den nøgterne analyse af for eksempel styringen til, hvilket ikke er til spillets fordel. Når mange andre golfspil fungerer så godt, er det jo netop fordi, de har en abstrakt tilgang til oversættelsen af sportens udførelse således, at styringen ikke simulerer virkeligheden, men i stedet fortolker den. Tænk bare på hvordan du kan følge boldens bane helt tæt på og samtidig give den spin. Urealistisk, ja. Men også underholdende og visuelt tilfredsstillende. Everybody's Golf VRs motion controls er tættere på virkeligheden, men som før nævnt har de ikke tre-tryks systemets finesse og, som følge deraf, holdbarhed. En undtagelse er puttingdelen, som blev ved med at forsyne mig med småeuforiske øjeblikke et stykke tid efter de andre aspekter så småt havde mistet glansen. Måske er det fordi, man i mange af spillets andre faser er bedst tjent med at give den fuld skrue og så ramme så præcist som muligt, mens puttingen stiller langt større krav til afmålt hastighed og vurdering af hældningen. Her er det pludselig en katastrofe at give den 25 % i stedet for 15 % og en skandale at sigte 5 grader længere mod højre. Som min tid med Everybody's Golf skred frem begyndte jeg i højere og højere grad at leve for denne del, hvilket selvfølgelig er en kadeau, men også skal ses som ris af spillets andre faser.

Everybody's Golf VR
Everybody's Golf VREverybody's Golf VR

Relationer til virtuelle karakterer har efterhånden vist sig som en af VRs største styrker, men jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at et golfspil skulle forsøge at benytte netop den styrke. Ikke desto mindre disker Everybody's Golf op med en to waifu-caddier, som med ansigtet helt oppe i kameraet uskyldigt plirrer med øjnene og står på ét ben mens de på lige lovlig snakkende vis guider dig igennem banen og deler dine sejre og nederlag med stor indlevelse. Der er sågar fundet plads til en række events, hvor du og din caddie spiser slik, går på line og den slags. Det gjorde dog ikke, at jeg kerede mig mere om dem, men på sin egen spøjse måde giver det alligevel spillet lidt mere identitet og personlighed.

Everybody's Golf er underholdende og velfungerende, men også tyndt på indhold og finesse. Dermed ender det mere som en sjov kuriositet end et seriøst bud på, hvor genren kan bevæge sig hen. Selvom skiftet til VR har nyhedsværdi er følelsen af at stå på banen ikke overvældende og personligt foretrækker jeg stadig det traditionelle tre-tryks system fremfor VR-udgavens mere intuitive men også mindre nuancerede styring. Derudover har jeg i skrivende stund en særdeleshed øm skulder, hvilket selvfølgelig godt kan skyldes min amatøragtige svingteknik. Men stadig. Nogen eagle er det ikke, men mindre kan jo også gøre det. Så hvis du har savnet et golfspil til din PSVR, er Everybody's Golf en fin mulighed især med henblik den ret tynde konkurrence.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Intuitiv styring, tilfredsstillende putting-del.
-
Tyndt indhold, mangler dybde, langsom progression.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer