Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Fire Emblem: Three Houses

Fire Emblem: Three Houses

Intelligent Systems' berømte rollespilsserie tager endelig springet til Switch, og det har så sandelig været ventetiden værd.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Ikke bare er Switch-konsollen en gigantisk succes, og en succes som Nintendo desperat havde brug for - den har også langt om længe ladet alle de udviklere der tidligere har skabt storslåede spil, der udelukkende "sad fast" på de håndholdte DS-systemer, få muligheden for at bringe selvsamme serier til det store fjernsyn i stuen. Professor Layton, Pokémon og nu også Fire Emblem er nu hybrider - og i særligt sidstnævntes tilfælde er netop denne udvikling skelsættende. Intelligent Systems' ambitiøse og episke rollespilsserie har nemlig altid haft mere på hjerte end der har kunne være på den 3.88 tommer New 3DS-skærm, og med Switch-maskinens smarte funktionalitet kan de nu for alvor tage tigerspringet ind i en ny generation.

Fire Emblem: Three Houses hedder spillet. Ventetiden har været lang, og udviklingen har, ligesom for andre DS-baserede studier, ikke været helt nem, og det skyldes ikke mindst at de, ganske passende også, har skruet op for stort set samtlige af seriens ikoniske parametre. Det betyder større kampe, flere systemer at monitorere, en gigantisk fortælling om tre separate kongeriger og et komplot om at lede dem alle i indbyrdes krig med din karakter fanget i midten. En magtfuld og brutal kirke, godsindede og ondsindede guder og gudinder, et kloster der også er et slags krigsakademi, hvor du skal lede én af tre faktioner, nationer på randen af krig, tusindvis af års historie - velkommen til Three Houses, Intelligent Systems' bevis på at de fremadrettet er blandt de få studier som alle rollespilsnørder virkelig bør holde øje med, i tilfælde af at du ikke gjorde det allerede.

Fire Emblem: Three Houses
Fire Emblem: Three HousesFire Emblem: Three HousesFire Emblem: Three Houses

Vi befinder os i Fódlan, en region bestående af tre distinkte magter, der godt nok før har befundet sig i indbyrdes konflikt, men i dag er i dialog - Adrestian Empire mod syd og vest, Holy Kingdom of Faerghus mod nord og til sidst Leicester Alliance mod øst. Disse imperier har forskellige værdier, forskellige styreformer og anskuer livets diverse størrelser på forskellig vis - alligevel sender de hvert år deres dygtigste elever til regionens centrum, imellem de tre regioner på neutral jord, til Garreg Mach-klostreret, der styres af Churh of Seiros, en relativt godhjertet kirkelig institution, hvor disse elever trænes til at blive fremtidige ledere af deres respektive nationer. Netop dette år på Garreg Mach er særligt skelsættende, da hver af de tre kollegier huser kommende ledere af hver nation, nemlig Edelgard von Hresvelg fra Adrestian Empire, Dimitri Alexandre Blaiddyd fra Faerghus og Claude von Riegan fra Leicester. Du er Byleth, en lejesvend der pludselig indhylles i et mysterium, og hvor du finder dig selv som professor og præfekt af ét af de tre kollegier. Som en anden Professor McGonagall skal du lede dit kollegie, dit hus, til sejr, og guide disse unge studerende til at blive disse bedste soldater, de bedste diplomater du kan - alt imens en større konflikt imellem nationerne, samt en kirke der måske ikke har så rent mel i posen som først antaget, lurer lige om hjørnet.

Som du måske kan mærke fra denne farverige beskrivelse, så er selve opbygningen og strukturingen af Three Houses' verden ét af dets bedste kort på hånden. Ikke bare er verdenen usandsynligt dyb med hunredevis af års historie klar til at blive udforsket, den præsenteres også via interessant, dybsindig og eftertænksom dialog karaktererne imellem, og selvom der er mange karakterer, epoker og begivenheder at holde styr på, så gør spillet en dyd ud af gradvist at åbne dens mysterier for dig, som siderne af en bog, der beskriver en større sammenhæng. Naturligvis er spillet et japansk rollespil, og for dem der ikke sætter pris på den mere ekspressive, gestikulerende og til tide følelsesmæssigt overeksponerede måde at skrive dialog på, så vil nogle af udvekslingerne skurre lidt i ørerne. Men præcis som Persona 5, som Nier: Automata, som de bedste japanske, moderne spiloplevelser, så spiller Three Houses med de narrative muskler, og giver os en Game of Thrones-agtig fortælling af de helt store.

Fire Emblem: Three Houses
Fire Emblem: Three HousesFire Emblem: Three HousesFire Emblem: Three Houses

Narrativet og den mekaniske stuktur går også hånd i hånd, som kun forøger kvaliteten. Du er underviser på Garreg Mach, ansvarlig for eleverne i dit kollegium, og ikke bare er de dine tropper i kamp, de er også under din vinge, og kigger på dig som leder og idol. Det er lidt af et ansvar, og dette forhold etableres igennem en formel, der effektivt giver spillet et uhyre struktureret islæt, som uden tvivl vil behage spillere med hang til mere systematiske oplevelser. Spillet følger en 12 måneders kalender, hvoraf du hver eneste måned, der i øvrigt introduceres med smukt stemmeskuespil henover vidunderlige vægmalerier, får mulighed for at bruge din tid på forskellige aktiviteter. I starten vælger du ét kollegium, hvoraf det naturligvis opfordres dig at spille igennem adskillige gange for at styre samtlige, og du skal skabe hengivne, intelligente og stærke voksne ledere igennem diverse former for undervisning, samt naturligvis masser af kamp. Der er undervisningsdage hvor mål og delmål bestemmes og monitoreres for hver elev - det kan være at Felix gerne vil fokusere mere på sværdkunst, hvor Claude pludselig får en interesse i heste, eleverne ændrer sig løbende, og det er op til dig at afgøre hvordan din samlede trup fungerer, samtidig med at du akkommoderer deres individuelle ønsker om vækst og viden. At undervise kræver motivation, og denne forøges ved at planlægge aktiviteter for eleverne, såsom kirkesang, fælles spisning eller en god gammeldags snak. Undervisningen sker én gang om ugen, og dette følges af søndag, hvor du har fritid, og kan vælge at udforske klostreret, tage dine elever med i kamp for at få mere direkte erfaring fra slagmarken eller at tage bestemte elever med til et seminar. Hele spillet handler om udviklingen af disse elever, og ved at opsøge dem imens du udforsker klosteret, undervise dem og se deres mål og ambitioner udvikle sig og benytte dem i kamp, så får du et tæt forhold til dit hus. Der er sågar mulighed for senere at hive elever fra andre huse ind som støtte, som kun udbreder kendskabet til Garreg Machs mange karakterer.

Fire Emblem: Three Houses
Fire Emblem: Three HousesFire Emblem: Three Houses
Fire Emblem: Three Houses
Fire Emblem: Three HousesFire Emblem: Three HousesFire Emblem: Three Houses