Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Aliens vs Predator

Aliens vs Predator

Der er mange ting, man kan vælge at bruge en lørdag eftermiddag på. Flade ud på sofaen, gøre rent i det der svært fremkommelige hjørne bag køleskabet eller blot gå en tur i den nyfaldne sne. Eller også kan man gøre som mig og tilbringe lørdagen fanget i en bælgmørk rumbase jagtet af et bundt eddike-sure rumvæsener.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Den første Alien film er for mig noget nær den perfekte science-fiction film. Den dystre, trykkende atmosfære. Den tunge, industrielle art direction og de blåligt, blegstøvede farver. Stemningen der mesterligt skifter mellem langsomt opbygget spænding afløst af rendyrket kaotisk panik.

Den dybe summende maskinlyd om bord på Nostromo, der som kinesisk vandtortur holder nerverne på kanten. Og så selvfølgelig den første gang Sigourney Weaver kommer ansigt til ansigt med en Alien. Den scene har for altid prentet sig fast i min og mange andres filmhukommelse.

Predator derimod er en helt anden sag. Solid science-fiction underholdning og en dengang udpræget teknofascination af de mange Predator-gadgets. Men hånden på hjertet, så nåede filmene aldrig klassikeren Alien til sokkeholderne.

Jeg har derfor heller aldrig helt tilgivet 20th Century Fox, at de valgte at slå de to filmuniverser sammen til den noget underlødige Alien vs. Predator franchise.

Et mindre forsoningspunkt kom dog i form af Rebellions 1999 udgivelse af spillet Aliens versus Predator. Det blev spillet til døde på adskillige Københavnske netcafeer til det punkt, hvor jeg flere gange mente at kunne skimte Aliens i nattemørket på vej hjem i de tidlige morgentimer på Østerbro.

Nu mere end ti år senere har Sega så bedt Rebellion om at gentage succesen. Det er blevet til et spil, der på mange måder minder mere om et remake end om et helt nyt spil.

Igen får man den kærkomne lejlighed til at spille som enten Alien, Predator eller marinesoldat i en historie, der desværre føles lidt for meget som en kopi af den første Alien vs. Predator film.

På en fjern planet har en ekspedition ledet af den skruppelløse Charles Bishop Weyland opdaget en kæmpemæssig pyramide. Da forseglingen brydes, bliver det hurtigt klart, at det forhistoriske bygningsværk fungerer som yngleplads for Aliens. Herfra bliver det hurtigt en ren kamp for overlevelse. Alt imens en grusom baggrundshistorie om menneskelig grådighed, pyramidernes oprindelse og ritualistiske jagtceremonier afdækkes.

Hver race har sin egen single-player kampagne. Men Rebellion har på snedig vis ladet historierne i de tre kampagner flette ind over hinanden. Således opleves den samme overordnede historie fra tre forskellige synsvinkler.

Efter hvert kapitel får man mulighed for at skifte mellem de tre kampagner. Det giver en fin valgfri variation i gameplayet, men gør det også samtidig nemmere at lægge det historiemæssige puslespil brik for brik til ét stort sammenhængende hændelsesforløb.

Opbygningen af spillet betyder helt naturligt en del genbrug af baner, men heldigvis betyder det ikke helt så meget som man umiddelbart kunne frygte. Det hænger sammen med, at gameplayet varierer så tilpas meget, at den samme bane føles helt forskellig afhængigt af, hvilken race man spiller.

Som menneskelig marinesoldat føler jeg mig i den grad overmatchet. Hver kamp overleves kun med livet hængende i en tynd tråd. Og selvom de hårdtslående våben er marinesoldaternes store styrke, så gør den sparsomme mængde ammunition, at jeg ofte efterlades med en følelse af desperation og sårbarhed. Hvert øjeblik kan blive mit sidste.

Anderledes overskudsagtigt føles det at glide ind i rollen som blodtørstig Alien. Dyrisk, brutal og nådesløs. Med evnen til at løbe på både vægge og loft, glider jeg hurtigt og lydløst fra skygge til skygge, mens jeg leger kispus med mit bytte. De eneste gange jeg for alvor løber ind i problemer, er hvis jeg bliver spottet på for lang afstand. Eller hvis jeg i overmod giver mig i kast med for mange hårdt bevæbnede marinesoldater på én gang. Men mod én modstander og i nærkamp er det en ulige kamp.

Livet som Predator er en meget mere cerebral oplevelse. Uden den helt samme råstyrke som Aliens, og uden den ildkraft som marinesoldaterne besidder, skal hvert angreb planlægges nøje. Det foregår som oftest iført camouflage højt oppe i et træ med udsigt over hele slagmarken. Med afledningsmanøvrer, miner, energispyd og min trofaste skulderbårne plasmakanon er udfordringen ikke så meget om jeg kan nedlægge fjenden, men mere hvordan.

Spillets absolutte force er dog måden, hvorpå ganske få virkemidler udnyttes optimalt til at genskabe den helt rigtige stemning fra filmene.

Marinesoldaternes bevægelsessensor, der alene med hastigheden af sine blips kan påvirke stemningen fra alt mellem gryende spænding til ren panik. Eller Predators trekantede lasersigte, der langsomt låser fast på brystkassen af sit chanceløse offer. Og Aliens karakteristiske fiskeøjeobjektiv synsvinkel, der forvrænger billedet og føles helt rigtigt og rovdyrsagtigt.

Alt dette fungerer. Men det gjorde det bare også tilbage i spillet Aliens versus Predator fra 1999. Og det er skuffende, at Rebellion ikke har haft større ambitionsniveau end blot at gentage deres mere end ti år gamle formel og hælde det på nye flasker.

Læg hertil de håbløst lineære baner, de blinkende power-ups og den evige strøm af døre der skal låses op for at komme videre til næste bane. Så får man virkelig fornemmelsen af at spille et ti år gammelt spil, der blot har fået et nyt lag maling.

Det bliver også ret hurtigt tydeligt, at Rebellion bare ikke er super gode spilsnedkere. En kluntet spilmekanik og underlige designvalg efterlader indtrykket af et spilfirma, der mangler både flair og teknisk overskud. For eksempel kan man som Predator ikke hoppe frit rundt på banerne, men er begrænset til at hoppe mellem nogle på forhånd fastlagte punkter i terrænet. Det virker bare for gammeldags og usmidigt i år 2010.

Aliens evne til at løbe på loft og vægge lyder måske godt på papiret, men i praksis virker det enormt desorienterende. Og da man på grund af for dårlig spilmekanik ofte hænger fast på overflader, der ikke var meningen, bliver hele oplevelsen frustrerende og forvirrende.

De sammenflettede historieforløb og den gameplay-mæssige variation redder et ellers håbløst gammeldags spil Den intense atmosfære og evnen til at genskabe stemningen fra filmene ender også med at efterlade et positivt indtryk. Tilbage står at se om multiplayerdelen ligeledes kan være med til at løfte spillet. Men de styringsmæssige problemer fra single-player delen og den svære opgave med at balancere de tre racer skal løses, hvis Aliens vs. Predator igen skal gå hen og blive en multiplayer-succes.

Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator
Aliens vs Predator

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Stemningen, muligheden for at spille alle tre racer, de overlappende historieforløb.
-
Dårlig spilmekanik, føles for meget som det samme spil som jeg spillede i 1999.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Philip Gyde Poulsen - AvP Multi Player
Natten sænker sig over stuen. En dunkel belysning smelter sammen med de tommer colaflasker, på bordet foran mig og plasmaskærmen udsender konstante varmebølger, i den ellers kolde vintertid. Mine svedige håndflader slider, for at holde fast på kontrolleren mens kaskader af bly bliver spredt i alle retninger af den forladte og dystre rumstation. Jeg tester mit hovmod, og som en anden actionhelt løber jeg i front, akkompagneret af tre venner, ud i mørket... ud i døden...

Præcis som da jeg spillede Rebellions første Alien Vs Predator-spil tilbage i 1999, er mine nerver flossede, og nervøse ticks fremkommer i konstante bølger, når spillet snurrer i maskinen. Ikke siden Resident Evil 4 har mit hjerte galoperet afsted med konstant høj hastighed, samtidig med at jeg har holdt joypaddet i bund. Stresssyndromet og frygten for mørket, er effektive mekanismer i menneskets mørkeste afkroge, og Aliens Vs Predator formår endnu engang at give spilleren en trykkende og skræmmende oplevelse.

Mødet mellem intetanende marinesoldater, Ridley Scotts Alien-univers og Arnold Schwarzneggers måske mest frygtindgydende modstander, Predatoren, har for undertegnede, altid været en mærkelig størrelse.
Ikke fordi jeg ser noget galt med de to franchises. Den første Alien film er en klassiker, and you gotta love Arnie, right? Dog har deres sammenstød efterhånden varet årtier og bredt ud over forskellige medier, alt fra fanboy-tegneserier til forskellige computerspil udgivet på nærmest alle formater, til elendige hollywoodfilm, hvor licensen efterhånden føltes slidt og misbrugt.

Denne udgivelse nærer dog stor respekt fra de forskellige franchises. Lyde, design af figurer osv. er i stor overensstemmelse med universet, og man mærker nemt kærligheden til figurerne fra udviklerens side.

Når det hermed er sagt, har spillet desværre ikke rykket sig meget siden den første udgivelse fra 1999. Det nye 'Aliens vs. Predator' er stadig bygget op omkring muligheden for at agere enten Alien, Predator eller Marineinfantarist og spilmekanikken føles nogenlunde som den gjorde dengang.

Lokationerne hvorpå vores kære venner skal færdes spænder fra lukkede junglemiljøer til mørke mineområder, forladte rumstationer og antikke ruiner. Alle sammen på jagt efter egen vinding, enten overlevelse, frihed eller teknologisk overlegenhed.

Selvom jeg, i forhold til Michael Bregnbak, kun har skimtet de tre forskellige singleplayer modes, mærker jeg allerede bemærkelsesværdige balanceproblemer, og det giver bange anelser på vej ind i, hvad der ellers skulle være et langt og fornøjeligt multi player-forløb.

Multi playeren i Aliens Vs Predator giver dig stadig muligheden for at vælge eller vrage mellem de forskellige karakterer, og tilbyder herefter en lang rækker forskellige spiltyper som er alt fra de klassiske Deathmatch og Teamdeathmatch, til Predatorhunt, Infestation og min personlige favorit, Survivor.

Til trods for bange anelser, er spillets online features noget mere lovende, end hvad jeg har set i singleplayerdelen. Multiplayeren lider dog stadig under samme problemer som singleplayer, men der er nu noget fantastisk tiltrækkende ved at smide aliens, predators og marines i den store multiplayer gryde og så ellers røre rundt.

De klassiske spilformer som deathmatch eller teamdeathmatch giver dig mulighed for at lege med de forskellige racers styrker og svagheder på kryds og tværs, og hvor Marines har et stort arsenal af våben, må aliens udnytte et mere taktisk overblik imens Predatorerne er en farlig blandingscocktail af de to.

Det er altid fandens tilfredsstillende at mærke successens rus, når du som marinesoldat har afværget et ellers planlagt alienangreb eller du med list og våbenkræft overmander den ellers notoriske kendte Predator. Dog kan den hypersensitive radar som marinesoldaterne besidder godt virke en smule overlegen, og selvom den i singeplayer giver en dejlig tryghedsfornemmelse, føler du hurtigt balanceproblemer, når du oveni smider det faktum, at selvom det er utroligt sejt at aliens kan løbe på nærmest alle overflader, og på alle vinkler, så kan de være umådeligt svære at kontrollere. Aliens har dog et utal af lækre finishes, og splattergenet fra begge film bliver helt "up close and personal" når du med klør og hale flår en marineinfantarist i små stykker.

Aliens spillestil bygger meget på taktiske elementer, selv om fidusen godt kan virke en smule repetitiv, og har du først fundet metoden til at gøre det af med folk, er det svært at bryde formlen. Predatoren virker hertil en smule undermineret, og er efter undertegnedes mening ikke med helt så meget gennemslagskraft som forventet. Selv om problemet ikke er voldsomt endnu, er irritationsmomentet allerede bygget op og det lover desværre ikke godt for Aliens Vs Predators færd som en seriøs spiller på multi player-markedet.

Dertil er der for mange gode titler ude.

I Infestation starter en enkelt spiller ud som alien, og skal herefter, en efter en, omdanne marinesoldaterne til følgesvende, for til sidst at lade en enkelt marinesoldat stå tilbage. Lad jagten begynde! Predatorhunt er en slags "Du er den" hvor den ene starter ud som predator for at jagte den anden. Begge modes er godt tænkt, og det er dejligt at se en udvikler, der skaber nye tiltag på multiplayer området, selv om man godt kunne have ønsket sig en mere dybdegående tilgang til de forskellige modes. Med så mange modes har Rebellion haft hænderne fulde, og de nye tiltag ender omend sjove, så en smule ligegyldige.

I survivor, som er denne skribents klare favorit, er der dømt fællesskabsstemning, når du begiver dig ud som marinesoldater, velvidende at horderne af aliens aldrig stopper, og du hermed er tvangsindlagt til en længere periode af health indsamlinger, større end hvad Røde Kors årligt formår. Survivor byder dog ikke på mere end to forskellige maps, og selv om du for første gang mærker den samme ulmende stemning som man kender fra marinens singeplayerdel, er to maps en kende for letkøbt.

Man kan dog håbe på at spillet, vil byde på en række downloads i form af maps, nye våben, og en udbygning af karaktersystemet. Multiplayeren byder nemlig ikke på opgradering i karakterhenseende, og det eneste man vinder, ved sine surt tjente point er skins, hvilket efterlader meget tilbage at ønske.

Der er intet Split-screen i spillet hvilket også er savnet, og selv om du linker dine PS3 sammen, og agerer LAN, kan du ikke, som i fx HAWX eller CoD4 spille Co-Op splitscreen. Dog er Co-Op tilgængelig som online Co-Op.

Aliens Vs Predator er langt hen ad vejen en fin multi player-oplevelse. Der er mange forskellige modes, og muligheden for at teste alle spilbare figures styrke og svagheder giver spillet, en potentielt set lang levetid. Spillet er skræmmende, specielt i Survivor, og hvis følelsen af stress lige er noget for dig, så er der bestemt gode muligheder i Aliens Vs Predator. Spillet er dog skæmmet af en dårlig spilmekanik, og det virker ikke som om at Rebellion har udviklet sig meget over de sidste 10 år. Teksturen er flad og grafikken er, i bedste fald, middelmådig. Dertil kommer der gang på gang udfald i hastigheden og spillet lider under frame rate-vanskeligheder mange steder.

Dertil kommer en dårlig balance figurerne imellem. Så selv om jeg nærer stor respekt for de respektive franchises og de gode tiltag, der er lavet til Multi player er det bare svært at se, hvad Aliens Vs Predator har at byde på, som man ikke finder bedre andetsteds. Her er stadig langt op til titler som Call of Duty: MW, Halo 3 og Left 4 Dead.

7/10

Brugeranmeldelser

  • alexander452
    Historie karl bishop (androiden fra Aliens 2), har fundet et oldgammelt tempel og åbner det. Det sender så et signal til planeten hvor predatorne... 5/10
  • Dubbeldusch
    Anmeldt på pc med følgende specs - HD 4870 OC Core2Duo E8400 OC 4 GB ram Windows XP 1680 x 1050 skærmopløsning Spillet kørte rigtigt dårligt og... 4/10