Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Clash of the Titans

Clash of the Titans

Guder, halvguder, monstre og alt muligt andet, det er hvad Clash of the Titans-filmen gav os. Nu kommer den obligatoriske spilmatisering. Ak og ve.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Den græske mytologi, inspirationskilde til den blodige God of War serie og andet godt, er nu i jakkesættenes vold, da en spilmatisering af endnu en actionfilm er på vej.

Clash of the Titans er et action-spil der uden tvivl gerne vil nævnes i samme sætning som God of War. Som altid kan angreb strikkes sammen til drabelige manøvrer, og hobevis af fjender skal mejes ned med sværd, økse, bue samt et arsenal af magiske hjælpemidler. Der bliver også plads til lidt mental gymnastik, men det er lavet på en måde, så sveden på panden stammer fra arrighed, frem for anstrengelse.

Spillet starter på en lille ø, der også udgør vores hovedpersons hjem. Perseus ligner en, der tilbringer det meste af sin tid med hovedet i en bikube - en forfærdeligt opsvulmet klump, der er mere uhyggelig end hvad godt er. Inden længe rammer tragedien, og han sendes ud på en fantastisk rejse fyldt med farer og eventyr.

Nej, det passer ikke. Tragedien rammer godt nok, men den kære Perseus' liv bliver aldrig spændende. Spillet starter sløvt, og naiv som jeg, er troede jeg at der ville være et lys for enden af tunnelen.

Efter Perseus påbegynder sit eventyr, går der ikke længe før en slem følelse af deja vu indsniger sig. Forvent at se alt, hvad spillet har at byde på, minimum tre gange. Mere tarvelig forlængelse af spil skal man godt nok lede længe efter. Selv de mindste områder bliver kastet i rampelyset gang på gang, for så at blive gjort til spillerens helt personlige helvede før spillet dropper de magiske barrierer, der åbenbart har gjort comeback siden årtusind-skiftet.

Gensynene med gamle områder er så langt fra glædeligt som overhovedet muligt. Områder, der i første omgang virkede grå og triste, vil ved fjerde besøg være så nedtrykkende, at en gåtur i det dejlige solskinsvejr ikke engang kan få smilet tilbage på dine læber.

Det virker ikke altid som om, udvikleren bare har valgt den nemme udvej. Der er masser af forskellige våben der kan opgraderes på vidt forskellige områder, men der er aldrig rigtigt brug for det, og de våben der passer til det meste finder du næsten med det samme, hvorefter alt andet bare er nyt ballast i rygsækken.

Kampene er en ugudelig omgang skrald, der ikke består meget andet end knap-hammeri, på trods af det store våbenarsenal. Derudover indeholder spillet bosskampe, der er så særdeles afskyelige, at man ikke kan gøre andet end at måbe over dusinvis af designvalg, der kun kan være truffet på en nat med fuldmåne, kutte-klædte mænd og litervis af hård alkohol. Det vil ikke være usædvanligt at hamre løs på en fuldstændigt stillestående boss og kun se mikroskopiske tab af dennes helbred.

Selv når alt ånder fred og man bare skal tage benene på nakken og spæne mod det næste store, stygge utøj, giver spillet kamp til stregen hvad angår tolerance. Der er absolut ingen pejlemærker for, hvor dit bytte gemmer sig, eller hvilken vej du skal gå. Stort set samtlige områder har forskellige stier, og på trods af at man til sidst kan finde nogenlunde rundt, er det stadig en øvelse i frustration, hver gang du får en ny opgave.

Jeg må blankt indrømme, at græsk mytologi er ikke min force, men jeg vil stadig vove at påstå, at der aldrig er blevet nævnt en gigantisk skelet-sammensurium, der kan skyde dødsensfarlige stråler ud af øjnene i samme åndedræt som Zeus, Poseidon og alle de andre. Det er bare en af mange pudseløjerlige skabninger der er blevet drysset over dette stilforvirrede spil.

Historien er mildest talt ligegyldig. På intet tidspunkt var mine tanker på andet end at skære en direkte linje til rulleteksterne. Stemmeskuespillet er ligeledes helt blottet for følelser eller indlevelse, hvilket er overraskende i forhold til den ellers ganske respektable liste af stemmeskuespillere, der har været en tur i lydbåsen. Måske var det bare et tilfælde af Stockholm-syndrom, men stemmeskuespillet blev en anelse bedre hen mod slutningen af historien, til trods for de sølle forsøg på drama og dårlige replikker fra munde, der ikke på noget tidspunkt så overbevisende ud.

Det er til tider også muligt at invitere en ven med til løjerne, men personligt vil jeg ikke ønske den oplevelse for min værste fjende, og jeg vil stærkt fraråde det til alle der vil holde deres vennekreds intakt.

Det er utroligt længe siden jeg har spillet et spil så frustrerende, langtrukkent og modbydeligt som Clash of the Titans. Det er stort set umuligt at vride morskab ud af denne tynde omgang action, hvis det overhovedet kan kaldes det. Om det var udviklerne eller mig der blev forbandet af guderne, ved jeg ikke, men sjovt har det ikke været.

Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
Clash of the Titans
02 Gamereactor Danmark
2 / 10
+
Bunkevis af våben.
-
Forfærdeligt kampsystem, triste omgivelser, genbrug, malplacerede fjender, fladt stemmeskuespil, tåbeligt banedesign.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold