Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
anmeldelser
Disco Elysium

Disco Elysium

Ja, vi tog os måske lidt for god tid, men det er der en god grund til, for Disco Elysium er et absolut mesterværk.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Godt nok fik jeg sendt koden til Disco Elysium allerede inden årsskiftet, men først da det nye årti havde ramt mig lige i ægget med 100 kilometerstømmermænd, fik jeg sat mig ned og spillet det ordentligt. Og hvis jeg havde gjort det før, havde det fået min stemme som årets spil anno 2019. Disco Elysium er måske smuttet under radaren for nogen, og det er heller ikke et spil for alle. Man skal læse stolpe op og stolpe ned af tekst, og der er ingen kampe eller store bosser der skal besejres. Men det er et meget anderledes rollespil, et som alle rpg-elskere bør tjekke ud. På intet tidspunkt savner man lange grotter fuld af monstre eller store episke kampe. Disco Elysiums kampe bliver ført i sindets rige; dæmonerne er psykologiske traumer, og spillerens banemand er ofte hovedpersonens egne menneskelige svagheder.

Som om spillet ligefrem havde sympati med min nytårskefalalgi, starter Disco Elysium op i mørket; et sort hul skabt af den kæmpe brandert som hovedpersonen har drukket sig ud i. Stemmer i det eksistentielle vakuum prøver henholdsvis at få én til at vågne op eller forblive svævende i intetheden. Ja, man kan faktisk afsluttet spillet med det samme hvis man ikke orker at eksistere mere. Men man betaler selvfølgelig ikke penge for en 30-sekundersoplevelse, så snart vågner man op i sit undertøj på gulvet i et smadret hotelværelse og kan intet huske. Efterhånden får man stykket sammen at man må være politiefterforsker. Man var ved at efterforske et mord, men af en eller anden grund valgte man at drikke sig plørefuld og smide både sin tjenestepistol og politiskilt væk, smadre et helt hotelværelse og skylde godt 100 "reals" til bartenderen.

Disco Elysium
Disco ElysiumDisco ElysiumDisco Elysium

Det må siges efterhånden at være en kendt trope i spil, især rollespil, at hovedpersonen vågner op med hukommelsestab eller på anden vis er et blankt stykke papir, men i Disco Elysium er denne ide effektivt integreret ind i historien på en måde så det næsten bliver en parodi på klicheen. Ens karakter kan fremstå så sølle og latterlig i samtaler fordi han skal navigere sig igennem en politiefterforskning uden den fjernest anelse om hvordan man opfører sig som betjent. Heldigvis støder man hurtigt på sin partner som er yderste overbærende, og til tider beundrende, overfor ens uortodokse tilgang til politifaget.

Inden man begiver sig ud i selve spillet, skal man, som i alle andre RPG'er, skabe sin karakter. Man kan hverken vælge køn, udseende, profession osv. som det ellers er kutyme i rollespil. Man kan vælge fire grundlæggende personlighedstyper som i bundgrund blot er en fordeling af ens skillpoint, eller man kan selv vælge at fordele dem. Alle skills hører ind under fire overordnede kategorier: Intellekt, psyke, fysik og motorik. Jeg valgte den følsomme personlighed som hovedsageligt gjorde mig god i psyke og fysik, men til gengæld var jeg rimelig uvidende og fumlefingret.

Det er svært at forklare præcis hvordan skills fungerer, men de kan grundlæggende alle ses som dele af ens hjerne eller "sjæl" som man konstant snakker med. Hvis du er stærk, kan din styrke måske opfordre dig til at slå en person i hovedet, hvorimod hvis du er empatisk, kan den del af dig give dig indsigt i en andens personlighed. Man kan sige at der eksistere 24 forskellige væsener i hovedet på protagonisten som hele tiden bryder ind med indskydelser i løbet af spillet.

Under alt dette ligger der et ganske almindeligt terningsbaseret system. Når du skal teste en skill, har du en vis sandsynlighed for at slå nok afhængig af din skillpoint. Der er altså ikke noget hack'n'slash her. Du skal ikke være hurtig på taster, og man har som sådan ingen mulighed for at påvirke resultatet med sine evner som spiller. Derfor kunne man måske fristet til at sige at Disco Elysium er fattigt på gameplayfronten, og det ville ikke være helt forkert. Det gør bare ikke noget, for det er med god grund. Spillets gameplay udspiller sig i dialogen. Det er nemlig her at dine skills er vigtige, og det er her du kan forme retningen på eventyret.
Disco Elysium er nok ikke computerspil, men de mest dramatiske øjeblikke udspiller sig på skrift. Man skal læse, og man skal læse, og, ja, det er faktisk næsten det eneste man skal. Heldigvis er spillet formidabelt skrevet. Teksten er skræmmende, den er tankevækkende, og fremfor alt er den morsom. Mange gange grinte jeg højlydt af en reaktion eller dialogmulighed.
Et eksempel: Jeg støder på nogle gamle gubber nede ved havnen som spiller petanque. Jeg vil gerne imponere dem inden jeg afhører dem, og uden at sige et ord forsøger jeg at kaste et elegant og smukt skud. Desværre fejler jeg terningslaget, og min fysik fortæller mig at kastet føltes forkert. Det føltes som at røre ved sin søsters bryst; du har lige kastet din søsters bryst!
De indre stemmer er en uendelig kilde til perspektiver og forslag til ting man kan sige. Man kan aldrig rigtig stole på nogle af dem, men samtidigt tager ingen af dem som sådan fejl. Mange rollespil har prøvet at lave et moralsystem, men ofte fremstår det binært. Der er en sort og en hvid løsning.

Disco Elysium
Disco ElysiumDisco ElysiumDisco ElysiumDisco Elysium

Disco Elysium er en verden af grå. Man har ingen anelse om hvilke valg der er de rigtige. Nogle synes mere vanvittige end andre, men selv umiddelbare gode handlinger kan føre til at man roder sig ud i meget svære situationer. Hvad er rigtigt og forkert når man møder en ung knægt, maks. 12 år gammel, som er afhængig af speed og får tæsk af sin far. Skal man tæske faren? Skal man skaffe stoffer til drengen så han ikke roder sig ud i yderligere problemer? Hvad med at man selv tager hans speed og siger at man har konfiskeret det som bevismateriale? Spillet er fuld af denne slags situation hvor tingene både er vanvittig og morsomme, men også tragiske og uhyggelig - og man ved aldrig helt hvad man skal gøre. Nogle nøgledialoger har fået stemmeskuespillere, men det er desværre langt fra alt der er indtalt. Det ville have været rart, for der er meget at læse.

Disco Elysium foregår ikke helt i vores verden og så alligevel. Det er et fiktivt land, en fiktiv by et sted ude i fremtiden, men en fremtid som på en og samme tid er futurisk, men gammeldags. Det er en verden som bliver revet i af kapitalismen fra den ene side, og kommunismen fra den anden side. Spillet er overraskende politisk, og selvom det ikke som sådan vælger en "side", så synes det at udvise en dyb sympati med arbejderklassen. Det synes også at vise et samfund som på den ene side holder stolt på nogle traditioner, men samtidigt er ved at falde fuldstændigt fra hinanden. Jeg har ikke spillet i et kvarter før jeg støder på en kioskejer der begynder at plapre om konspirationer og racerealisme - som en der har set lidt for mange højredrejet Youtube-videoer. Min partner, som er af anden etnisk afstamning, har lyst til at flå hovedet af ham, og jeg forsøger at få os viklet ud og væk fra ham. Længere nede ad gaden er der strække, men er det hele bare styret af en halvvoldelig fagforening som muligvis står bag det mord man efterforsker? Imellem al denne forvirring er der en masse mennesker som blot prøver at navigere i deres liv og forsøger at få det til at virke bare en smule mindre ligegyldigt.

Disco Elysium
Disco ElysiumDisco ElysiumDisco Elysium

Det er svært ikke at spille Disco Elysium her ved årsskiftet og se det som en melankolsk hymne i spilform over det sidste årti og dets dybe spadestik ned i absurditet og meningsløshed.
Spillets grafik er ikke en tung omgang, men den er til gengæld meget unik. Skaberne har være inspireret af forskellige billedkunstnere, og alt lige fra karakterportrætter til de generelle teksturer synes at være blevet ramt af en grov malerpensel. Det er svært at kalde det smukt i alle tilfælde, men det er stemningsfyldt og skaber den helt rette stemning for spillet. Krydret med et formidabelt soundtrack underbygger det audio-visuelle udtryk suverænt den ængstelige tematik som gennemsyrer Disco Elysium.

Hvis man ikke er til spil der går i et langsomt tempo, så kan det godt være man skal springe det her over. Der er meget tekst som skal læses; det er næsten det eneste man skal. Til gengæld er det helt fantastisk skrevet. Jeg elskede stort set hvert et ord i spillet. Skaberne har taget klicheen om den lidende detektiv og kørt den ud til dens ekstrem hvor det bliver tragikomisk og patetisk. Det er både morsomt, men føles også på en eller anden underlig måde sandt. Hvis atmosfæren fra filmen Blade Runner havde ligget og rustet i et syrebad, så var den blevet til Disco Elysium. Spillet er poetisk og romantisk; som en halvdårlig produceret 80'er-musikvideo til en popsang der prøver at overbevise os om at vi bare skal danse natten væk mens verdenen falder sammen omkring os. Disco Elysium er 2019's bedste spil - vi glemte bare lige at kåre det her på redaktionen.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
10 Gamereactor Danmark
10 / 10
+
Velskrevet dialog, unik fortolkning af genren, fantastisk verden, skøn musik, solide karakterer.
-
Måske lidt for få indtalte replikker?
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Disco ElysiumScore

Disco Elysium

ANMELDELSE. Skrevet af Jonathan Sørensen

Ja, vi tog os måske lidt for god tid, men det er der en god grund til, for Disco Elysium er et absolut mesterværk.



Indlæser mere indhold