Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
anmeldelser
Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

En Wii-klassiker har fået en gedigen skønhedsoperation på Switchen. Men rynkerne er stadig til at få øje på.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Knap 10 år er gået, siden Monolith Soft udgav deres nye RPG-spil Xenoblade Chronicles på den lille Nintendo Wii. Dengang blev titlen hurtigt stemplet som en regulær Wii-klassiker på grund af sin skønne grafik, den enorme åbne verden, den interessante historie og det særprægede kampsystem.

Et årti senere vender spillet nu tilbage på Nintendo Switch med den velkendte remaster-undertitel Definitive Edition. Hvordan adskiller den definitive udgave sig så fra originalen? Der er meget at tage fat på her, så lad os vente et øjeblik med den del, og lad os i stedet først sørge for, at vi får alle læsere med ombord ved at tage et kig på, hvad Xenoblade Chronicles: Definitive Edition egentlig er for en størrelse.

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition tager dig til en verden, der består af to døde titaner: Bionis og Mechonis. For lang tid siden befandt disse to giganter sig i en endeløs duel, som i sidste ende tog livet af dem begge. I dag bor den menneskelignende race ved navn Homs på liget af Bionis, mens robotarten Mechon lever på Mechonis' krop. Og ikke overraskende befinder disse to samfund sig i en lige så endeløs krig. Lige så lidt overraskende er det, at du er helten, der skal afgøre slagets gang og sætte en stopper for Mechonernes hærgen på Bionis. I skikkelse af den udvalgte Hom Shulk bærer du nemlig det sagnomspundne Monado-sværd, der gemmer på mystiske kræfter, og er i stand til at gennembryde Mechonernes mekaniske rustninger. Delvist drevet af personlig hævntørst drager du afsted sammen med din bedsteste bedste ven Reyn for at bekæmpe de onde Mechons på Bionis.

Historien lyder måske ikke så original. Men den gemmer faktisk på en overraskende dybde. Xenoblade Chronicles - om det så er den definitive udgave eller originalen - byder på en fængslende fortælling om Shulks skæbne, Monado-sværdets historie og de motiver, som Mechonerne har for at terrorisere Homs-befolkningen. Jeg vil så nødigt ødelægge oplevelsen for potentielle førstegangsspillere ved at afsløre for meget af historien. Men jeg vil dog sige dette: Bered jer på plot-twists.

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition byder, ligesom originalen, på et kampsystem, der ikke er som de fleste. Som i en klassisk Open World-RPG møder du masser af fjender på din vej, men dem besejrer du hverken ved hjælp af god gammeldags Hack 'n' slash eller via et turbaseret kampsystem. Xenoblade Chronicles benytter en aparte form for mellemvej mellem disse to systemer. Når du går i kamp mod en fjende, angriber Shulk faktisk af sig selv via auto-attacks. Til gengæld har du en masse bestemte angreb kaldet Arts, som du selv skal bede Shulk om at benytte sig af. Det kan for eksempel være Arts, der skader mere, hvis du står bag fjenden eller ved siden af den, eller en Art, der giver Shulk eller en anden medkarakter en smule liv i kampens hede. Alle Arts har dog en Cooldown-periode, og derudover har hver karakter i spillet også en Talent Art, som er en særligt stærk evne, karakteren kan gøre brug af. For de fleste karakterer gælder det dog, at Talent Arten kun kan aktiveres ved først at bruge tilstrækkeligt mange auto-attacks. Med andre ord handler kampsystemet i høj grad om at anvende de rette angreb på de rette fjender i de rette situationer.

Kampsystemet kan måske lyde som et knap så engagerende et af slagsen, og jeg er heller ikke sikker på, alle vil bryde sig lige meget om det - jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men da kan jeg til gengæld også fortælle, at jeg for det meste fandt kampsystemet rigtig underholdende. Dit hold kan udløse flere forskellige angrebskombinationer på fjenden, som skader mere eller mindre afhængig af fjendens form og status, og når først du er et godt stykke inde i spillet, begynder det at blive en større og større udfordring at få sat de rette angreb ind på fjenderne, hvilket ofte medfører nogle underholdende og intense kampe.

Jeg savnede dog lidt mere karakterfrihed under kampene. Udenfor kampene kan du nemlig skifte mellem at styre de forskellige karakterer, du har på dit hold. Men den mulighed forsvinder, når du går i kamp. Da er du pludselig bundet til den karakter, du var, da du påbegyndte duellen. Det er en skam, da kampene netop går ud på at kombinere de rette angreb med forskellige karakterer, men i AI-form træffer mine kompagnoner altså ikke altid de bedste valg i kampens hede. En mulighed for at skifte mellem karaktererne under kampen havde derfor været belejligt.

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

I kraft af, at vi her har at gøre med et RPG-spil, kan du selvfølgelig også tilpasse både Shulk og alle de andre karakterer, du får med på holdet undervejs. Våben og udstyr kan tilpasses og forbedres, efterhånden som du gennemfører missionerne i spillet, ligesom dine Arts også kan opgraderes. I kender det klassiske RPG-tilpasningssystem. Det er ikke så meget anderledes her. Dog kan du putte Gems på dit udstyr, som kan højne dets Stats, og her er der faktisk tilknyttet et ret dybt Gem crafting-system. I første omgang havde jeg svært ved at hitte ud af det på grund af de mange crafting-elementer, man skal tage stilling til, hvis man vil lave de stærkeste Gems. Men da jeg først knækkede koden, sad jeg ofte i timevis og forsøgte at kreere de bedst mulige Gems til mine karakterer. En lidt mere fyldig tutorial til systemet havde dog været at foretrække. Men apropos tutorials: Der er tutorials for alt i dette spil. Det klareste eksempel på det er, at jeg under tutorial-menuen fandt en tutorial over, hvordan man kommer ind på tutorial-menuen (tutorial-ception?). Det er hverken ris eller ros, men blot en sjov iagttagelse, som jeg havde lyst til at nævne.

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

Som jeg berørte før, får du i løbet af spillet nye personer med på din rejse, som du kan vælge at gøre brug af på dit tremandshold. Det er herligt med nye forskellige karakterer, men desværre er tilfældet også, at man må slå sig til tåls med, at de nye karakterer på visse punkter er markant ringere, end dem du i forvejen har på holdet. Spillet indeholder nemlig et såkaldt Affinity-system, hvor hver karakter har et indbyrdes forhold til alle andre karakterer på holdet, og de indbyrdes forhold kan gradvist styrkes via forskellige aktiviteter. Og jo bedre et forhold én karakter har til en anden, jo flere evner kan denne person også låne fra den anden karakters skill tree. Det er faktisk en ret interessant feature, men desværre er featuren også konstrueret på den måde, at nye karakterer på dit hold automatisk starter ud med at have det laveste tilhørsforhold til alle andre på holdet. Realistisk set giver det god mening, men for selve spillet betyder det, at den nye karakter i begyndelsen stort set ikke har nogle evner, fordi vedkommende ikke kan låne mere end én evne fra de andre. For mit vedkommende resulterede det for det meste i, at jeg bare droppede at bruge de nye karakterer. Det er en skam, at spillet ikke tilbyder en bedre løsning her.

Nu kan jeg vist ikke trække den meget længere. Lad os tale lidt om de nye elementer, den definitive version føjer til spillet. Først og fremmest er der selvfølgelig grafikken. Er den blevet pænere? Selvfølgelig er den det. Men er den blevet 2020-pæn? Det synes jeg ærlig talt ikke. Ja, Shulk, Reyn og alle de andre væsner har fået sig en eklatant skønhedsoperation. Men de er stadig ikke på niveau med dagens standarder. Helt tilfældigt spillede jeg sideløbende Ni no Kuni II: Revenant Kingdom fra 2018, som delvist bærer det samme grafiske look. Og det er bare så tydeligt, hvor meget der er sket i det sidste årti på den grafiske front. På trods af en massiv grafisk opgradering halter Xenoblade Chronicles stadig et godt stykke efter nutidens spil. Det stod simpelthen så soleklart for mig, da jeg startede Ni no Kuni op. Ansigtsmimik, lys, skarphed, billedet i det hele taget. Xenoblade Chronicles: Definitive Edition er et glimrende eksempel på, at et 10 år gammelt spil ikke bare partout bliver grafisk genfødt i nutiden via en remaster - selvom moderniseringen uden tvivl har gjort underværker.

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

Det er dog ikke kun på det grafiske plan, spillets alder viser sig. Som et RPG-spil falmer Xenoblade Chronicles også en smule ved siden af nutidens mange konkurrenter. For eksempel består stort set alle sidemissioner af fetch-quests eller simple opgaver, der beder dig om at besejre et tilfældigt væsen. Sådanne missioner gik måske for 10 år siden. Men i dag forventer vi mere af et RPG-spil - deriblandt dets sidemissioner. Der skal være substans og mening med dem. Og særligt sidstnævnte er noget, som sidemissionerne i Xenoblade Chronicles er fuldstændig tømt for. Det skete ofte, at jeg mødte en tilfældig NPC, som stak mig fire eller fem ligegyldige opgaver, som han lige havde brug for, jeg ordnede for ham. Det holder bare ikke. Det bliver heller ikke bedre af, at dialogerne, du har med de mange NPC's - og med dine holdkammerater - er temmelig tørre at høre på.

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

Udover grafikken har den definitive version også fået tilføjet nyt indhold - og det er faktisk nogle fine tilføjelser, der her er tale om. For eksempel kan du nu spille Time Attack, hvor du skal besejre fjenderne på så kort tid som muligt. Derudover tilbyder spillet nu også både expert og casual mode til dem, der ønsker mere eller mindre udfordring, og desuden er menuerne blevet lidt mere brugervenlige. Hele soundtracket har også fået et nøk op, hvilket jeg var meget glad for. Der er altså kommet en masse kærkomne tilføjelser til spillet. Den største er dog uden tvivl den ekstra 10-15 timer lange historie, der følger med. Denne del bærer navnet Future Connected og finder tidsmæssigt sted efter hovedhistorien. Her spiller du endnu en gang som Shulk, der nu står overfor en ny fjende. Gameplay-mæssigt ligner denne del i store træk hovedspillet. Til gengæld har Monolith Soft valgt ikke at tilføje alle mulige ligegyldige sidemissioner. Nu får du rent faktisk maks én mission fra en NPC. Generelt bød udvidelsen på mange tiltrængte tilføjelser, og den er helt klart værd at gennemspille.

Hvordan lander Xenoblade Chronicles: Definitive Edition så som helhed? Tja, grafikken er blevet bedre, Future Connected virker som en stærk udvidelse, og små tilføjelser hist og her har ligeledes været godt for den 10 år gamle klassiker. Men spillet kan ikke løbe fra, at det trods alt er 10 år gammelt. Grafisk ser det stadig forældet ud, og som RPG-spil har det svært ved at følge med nutidens spillere på markedet. Xenoblade Chronicles: Definitive Edition er en fin restaurering af et rigtig godt spil. Men remaster-udgaven kommer i min optik et par år for sent.

Xenoblade Chronicles: Definitive Edition

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Sjovt og anderledes kampsystem, spændende narrativ, grafisk opgradering, godt soundtrack, Gem crafting-systemet, fine tilføjelser, Future Connected er et massivt ekstra kapitel.
-
Halter stadig efter nutidens grafik, forældede RPG-elementer, kedelige sidemissioner, lidt for tørre karakterer og dialoger, Affinity-systemet er ikke altid lige optimalt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold