Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Radiant Silvergun HD
Anmeldelser Radiant Silvergun HD

Radiant Silvergun HD

Microsoft og Treasure har arbejdet sammen for at kunne tilbyde en af gårsdagens glemte perler til et helt nyt publikum, og vi er klar med anmeldelsen...
Thomas Blichfeldt Testet på 19 september 2011

For alle der ikke har hørt om det før, vil Radiant Silvergun sikkert blot ligne endnu en opdatering af et obskurt gammelt arkadespil, som er røget en tur gennem opdaterings-maskineriet og nu kræver at du betaler hele 1200 Microsoft Points for at det kan blive dit, men det her er et spil med en historie.

Den japanske udvikler Treasure er lige siden sin deres første spil blevet anerkendt som en af de førende udviklere når det kommer til gammeldags actionspil af den slags, der kun plejede at være tilgængelige i arkadehallerne. Mere end nogen andre har Treasure altid været gode til at tage tilsyneladende simple spilmekanikker og bøje dem i nye retninger, med overbevisende resultater som følge, Radiant Silvergun ikke undtaget.

Spillet udkom oprindeligt i arkadehallerne på arkade-versionen af Sega Saturn-hardwaren, hvilket gjorde en senere konvertering til konsollen helt naturlig. Treasure var dog på daværende tidspunkt kendt for kun at udgive deres spil i små oplag, og sådan gik det også med Radiant Silvergun, der kun blev udgivet i et lille oplag på dets japanske hjemmemarked. Opmærksomheden fra de samlere, der importerede spil, voksede dog med det samme, for ikke kun var spillet et af genrens bedste, det var også et af de mest teknisk kompetente på Saturn-hardwaren, der i den grad havde svært ved at forsvare sin del af markedet mod Sonys populære PlayStation.

Alt dette betød, at prisen på de få kopier der kunne købes på eBay eksploderede, og inden længe var Radiant Silvergun det ultimative samlerobjekt for alle, der var villige til at betale i dyre domme for det - faktisk sælger en perfekt version af det stadig til en pris i omegnen af 3000kr.

Det er ikke nogen hemmelighed at Microsoft i lang tid har prøvet at sikre sig en opdateret version af Radiant Silvergun, nok mest af alt fordi det er en af de sidste ekstremt eksklusive hardcore-titler fra en næsten glemt generation, og heldgvis leverer den nye version da også varen.

Det er Treasure selv, der har stået for opdateringen, og for at sikre at den er tro mod det oprindelige spil, har man valgt at bruge størstedelen af indholdet fra originalen. Grafisk er der således stadig tale om en blanding af pixels og simple polygonfigurer, der dog har er blevet tilsat lidt nye effekter så de forekommer skarpere end i originalen. En "falsk" gennemsigtighedseffekt er også blevet tilføjet, da det på forunderlig vis var en af de mange ting som Saturn-hardwaren simpelthen ikke magtede i sin tid. Her er dog ingen mulighed for bredskærmsformat, medmindre man har tænkt sig at zoome billedet, og siderne af skærmen bruges i stedet til at vise informationer om blandt andet våbensystemet.

Der var flere forskellige elementer som oprindeligt gjorde Radiant Silvergun til noget lidt ud over det sædvanlige, og et af dem var våbensystemet. Således var du udstyret med tre forskellige våben, der kunne kombineres på kryds og tværs og derved resulterede i et overraskende aldisigt system. Her er stadig tale om et spil af den slags, hvor du og dit rumskib skal plaffe alt i stykker, men våbenarsenalet lader dig tackle enhver situation på adskillige forskellige måder. Kombiner for eksempel din vulcan-kanon med spredeskud og få et våben der skyder bagud, eller kombiner din vulcan-kanon med dine varmesøgende skud og få to varmesøgende laserstråler der svejser sig igennem alt. Kombiner alle tre og du får adgang til det såkaldte "Radiant Sword" der lader dig absorbere fjendtlige projektiler.

Dybden fik i Saturn-versionen endnu et skub i den rigtige retning, som heldigvis er blevet bevaret i opdateringen. Våbnene kunne her stige i styrke ved at udnytte et kæde-system, hvor tre fjender af samme farve skulle skydes i stykker, hvorefter de points de gav ville blive fordoblet hver gang et nyt led blev tilføjet til kæden. Hver af spillets mange baner var skruet sådan sammen, at det var muligt at gennemføre dem med en perfekt kæde, men at mestre dette krævede afsindige evner og dedikation. Dette lader sig også alt sammen gøre i opdateringen, og heldigvis har man mulighed for at genstarte spillet med de opgraderede våben hver gang "Game Over"-logoet viser sig på skærmen.

Et par nye opdateringer er det også blevet til i Xbox 360-versionen, og derfor kan man nu uploade sine rekorder til online-highscore lister, samt downloade replays fra de bedste spillere - en lækker mulighed for alle der bliver fanget af spillet og gerne vil se nogle af dets mange hemmeligheder og teknikker. Særlig lækker er også tilføjelsen af online co-op, selvom dette kan blive voldsomt uoverskueligt i spillets senere baner.

Det er meget muligt at opdateringen af Radiant Silvergun i ligeså høj grad er et statussymbol for Microsoft, som det er et reelt ønske om at give os spillere adgang til en af de mest eksklusive perler fra 32bit-generationen. Den slags kan vi dog heldigvis være ligeglade med, for Radiant Silvergun er stadig blandt toppen af genren her 13 år efter sin udgivelse. Det viser sammen med sin spirituelle efterfølger Ikaruga stadig, at genren byder på mere end bullethell og tarvelige fanprojekter, og at strategi, udholdenhed og finesse sagtens kan kombineres med et spil, hvor det handler om at skyde alt til pixelstøv.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Indeholder en enorm dybde. Masser af hemmeligheder. Stadig utrolig originalt. Masser af snedige bosser. Online co-op.
Minusser Grafisk oldgammelt. Afsindigt svært hvis man ikke kender genren. Ingen mulighed for bredskærms-format.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
8,5 spredning 8–9
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Suomi 9
Fuld profil 6.943 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Treasure
Udgiver Microsoft
Premiere 14 september 2011
Testet på XBLA/Xbox 360
Genre Action
Platforme
XBLA Xbox 360
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.