Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
anmeldelser
Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise

Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise

Claus har begivet sig ud i efterfølgeren til et spil, der delte vandene en smule. Er to'eren i stand til at samle i stedet?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Jeg lavede for noget tid siden en Holder Det!? om Deadly Premonition, og som jeg konkluderede, er spillet det bedste, værste spil jeg har prøvet. Historien holder helt vildt, mens mekanikkerne knirker gevaldigt. Historien er meget inspireret af Twin Peaks, selvom Swery 65, som er spillets fader, påstår det ikke passer, så er referencerne klokkeklare, og det er fedt. Derfor er spillet også kontroversielt, for det har høstet både top- og bundkarakterer, og folks kærlighed til spillet afhænger af, om man kan leve med meget dårlige mekanikker og elske den fede historie. Jeg tilhørte den sidste gruppe, men jeg bandede gevaldigt over mekanikkerne.

På den baggrund fik jeg en kode til den ventede efterfølger, og jeg var klar til at bedømme spillet, og jeg havde spørgsmål. Var styringen bedre? Var musikken ligeså ørehængende som sidst? Var efterfølgeren lige så charmerende som det første spil i serien? Alle disse spørgsmål har jeg nu fået besvaret, og jeg er klar til at dele, så lad os kigge på Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise, som er Swery 65' seneste spil, og som eksklusivt kan spilles på Nintendo Switch, og er udviklet af Toybox Inc. og udgivet af Rising Star Games, og kan købes den 10. juli.

Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise

Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise starter ti år efter begivenhederne i det første spil, og man møder to FBI-agenter, som er på vej op i en lejlighed for at forhøre en person. Denne person, finder man hurtigt ud af, er den tidligere agent Francis York/Zach Morgan, som sidder i sin lejlighed og ligner døden selv. Hans ansigt er mørkegråt, og han har en kæmpe joint i den ene hånd. Hvad er der dog sket med den livsglade agent man mødte i det første spil? De to agenter begynder så at forhøre Francis York/Zach Morgan, da en af personerne fra en af hans tidligere efterforskninger er forsvundet sporløst. Forhøret ender med, at den lettere sindssyge, tidligere agent fortæller om en sag, han havde i 2005, i den lille Sydstatsby Le Carre. Her var agent Francis York Morgan på ferie, hvorefter han blev rodet ind i sagen om en sekstenårig kvinde, som blev fundet skåret op i mange dele, tæt ved Mississippi-flodens bred.

Hele spillet i La Carre er et flashback, som man så gennemspiller. Man møder hurtigt de vigtigste personer, som er forbundet med forbrydelsen, og snart åbner der sig en sag, hvor den lille by La Carre viser sig at have en masse råddenskab under overfladen, og jeg mener virkelig råddenskab. Incest, hævn og tvangsfodring af mennesker, er bare nogle af de ting, som befolkningen i byen har fornøjet sig med. Efter jeg havde gennemført spillet, sad jeg tilbage med dette spørgsmål, "hvad i gudernes navn har jeg lige spillet?". Ikke at det er en dårlig ting, for sådan havde jeg det også efter at have set Twin Peaks' genoplivning. Problemet med historien er nemlig, at det hele føles meget mindre end det første spil. Man møder kun ti-tolv karakterer i den lille by, hvor man mødte tyve og tredive stykker i det forgangne spil, og det gør at spillet slet ikke får den samme charme som det første spil havde. Da jeg nærmede mig slutningen af spillet, kunne jeg mærke, at jeg følte handlingen blev afsluttet for hurtigt, og jeg fik fornemmelsen af, at udviklerne var løbet tør for tid eller ressourcer. Det kan godt være det bare var mig, men det hele føltes lidt utilfredsstillende.

Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise

Heldigvis slutter spillet fantastisk, om end forvirrende. Så det opvejede det lidt, men der havde været potentiale til mere. Og så vil jeg lige italesætte sidemissionerne, som var så fede i det første spil. Da der kun er så få karakterer i Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise, så er der også meget få sidemissioner her, og de er meget overfladiske, synes jeg. Der er en masse "busywork", hvor man skal skyde tyve bier, ja i hørte rigtigt, eller skyde ti egern. Det man fik for at gennemføre disse var ikke tiden værd, som det tog at udføre dem, så jeg lod være. Sjovt nok var det ret nemt at ramme en bi, hvilket jeg aldrig har oplevet i et spil før, eller i virkeligheden for den sags skyld. Hovedhistorien i Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise er ganske habil, men resten af spillet føles utilfredsstillende, og det er synd, for det var hvad der reddede det første spil i serien.

Selve mekanikkerne som jeg kritiserede i mit retrospektiv om Deadly Premonition, er dog blevet forbedret ganske meget. Det værste var styringen af bilerne, og det er blevet forbedret meget, i og med at man slet ikke kan køre biler mere. I stedet står agent Francis York Morgan på skateboard igennem hele spillet, hvilket fik mig til at smile, for hvor tit hører man lige om FBI-agenter, som kommer omkring på et bræt med hjul? Man så det ikke i The X-Files i hvert tilfælde. Skateboardet har ingen kollision, og det kører lige stærk, om det er på asfalt eller græs, hvilket er ganske urealistisk, men man vænner sig hurtigt til det, og det fungerer. En anden ting der er bedre, er kampdelen, og skydemekanikken er også blevet mere præcise og sjove. Desværre er der ikke meget kamp, da man kun kommer i det, Francis York/Zach Morgan kalder den anden verden, to til tre gange, modsat otte til ni gange i det første spil. I det hele taget er disse ture ind i den surrealistiske anden verden ret kedelige og fyldt med gentagende fjender, og to boss-kampe, som er kopier af hinanden. Man føler virkeligt at Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise har haft et ultra smalt budget. Dette er meget skuffende, for selvom det første spil havde sine problemer, føltes det, som om der var overskud til en fed historie, men her føles det, som om hele spillet er ramt af budgetrelaterede forværringer. Det er godt nok synd.

Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise

Det værste er dog, hvor skidt spillet kører på Switchens relativt svage hardware, for selvom grafikken ligner noget der kunne være flot for ti år siden, så hoster og hakker spillet hele vejen igennem. Midt i La Carre er frameraten nok mellem 12-16fps, og det er virkelig hårdt for øjnene at se på. Det bliver bedre når opløsningen falder, og man har Switchen håndholdt, men jeg spillede det meste i docken, og det var smertefuldt. Jeg mødte desuden en del fejl og bugs, men ikke noget der ødelagde oplevelsen. Musikken var heller ikke så ikonisk som i det første spil, da det hele havde en blues følelse, men heldigvis dukkede der gengangere fra det første spil op, til god effekt. Det bedste ved lyden var, at Francis York/Zach Morgan blev spillet af den samme skuespiller, som i det første spil, og han var igen en fornøjelse at lytte til.

Så kommer dommens time. Hvad synes jeg? Som jeg nævnte, var det første spil polariserende, enten elskede man det, eller også hadede man det. Det kan jeg desværre ikke sige, for de ting der gjorde det første spil godt, var ikke så gode i Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise, som jeg forventede, og det gør desværre at spillet er utroligt middelmådigt.

Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
God hovedhistorie, mekaniske forbedringer, stemmeskuespillet.
-
Kedeligt sideindhold, frameraten, manglende indhold, charmen er væk.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold