Dansk
anmeldelser
Rocket Arena

Rocket Arena

I den vilde Crater-verden, så er der kun ét allestedsnærværende sprog: raketter!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Alle tegn pegede ellers på, at helteskydespillenes popularitet var ved at aftage en kende. Efter gigantiske successer som Overwatch og Rainbow Six: Siege, så lod der bare ikke rigtig til at være plads til andre konkurrenter, og det mærkede andre spil som Paladins, Battleborn og Gigantic på egen krop. Men for bare få måneder siden overraskede Riot Games de fleste ved at udgive netop et helteskydespil ved navn Valorant, og nu lader det til at tiltroen til genren, om ikke andet fra et lidt bredere perspektiv, er vendt tilbage. EA slutter sig nu til det hold med et helt nyt multiplayer-spil fra udvikleren Fire Strike Games. Mød Rocket Arena.

Selve spillet foregår på den bizarre planet Crater, og her følger Rocket Arena den vilde Rocket Championship Tour - et hårdslående men spændende event hvor konkurrenter fra hver af planetens regioner sendes afsted for at repræsentere deres hjemegn i kamp. Selve turneringen finder sted overalt på Crater, og her udfordres deltagerne til bekæmpe hinanden med raketter, dog uden at slå hinanden ihjel, du ved, bare knockouts, ikke? Den nye sæson er netop gået igang, og Crater leder efter sin næste stjerne. Sidste år var det underdoggen Jayto der vandt turneringen, spørgsmålet er så bare om han kan forsvare sin titel?

Rocket Arena er et multiplayer-skydespil, der er heltebaseret. Der er lidt let vold her, så altså ingen drab, eller blod. Spillet er konstrueret omkring letforståeligt audio/visuelt design, og det er faktisk et glimrende eksempel på hvordan design i det hele taget kan trives igennem simplicitet, og at avanceret kompleksitet ikke altid er måden hvorpå spilleren nyder sin tid aller mest. Via dets elskværdige cast af karakterer, sjove farverige verden og netop forståelige gameplay-sammensætning, så er det ret sjovt at spille. Det visuelle fanger med ynde hele den der Pixar-agtige stil, og soundtracket er også ganske alsidigt.

Rocket Arena
Rocket ArenaRocket Arena

Nå, men hvad skal du egentlig her? Jo, du har en bazooka, der kan skade fjenderne, samtidig med at selve affyringen kan propellere dig i en given retning. Dermed har du dit våben, og dit primære transportmiddel, og de forskellige karakterer har oven i det unikke evner, der sikrer et specifikt strategisk udgangspunkt. Dermed skal du, enten alene eller som et hold, enten indtage et bestemt punkt i den givne bane, eller slå de andre spillere ud af ringen ved at ramme dem nok gange. Gør du det går deres livspoint i nul, og de bliver derfor høvlet ud af arenaen. Det minder lidt om Super Smash Bros. Ultimate, i det at det er selve det at fjenden ryger ud af arenaen der sikrer point, og ikke antallet af livspoint.

Der er 10 karakterer i det hele, der naturligvis repræsenterer hver deres del af Crater, og dermed har de hver især et distinkt visuelt look. Hver af dem har særlige unikke evner, og hver af deres bazookaer fungerer på en specifik måde. Der er ikke samme alsidighed og mekanisk dybde her som eksempelvis i Overwatch, men hver eneste karakter fungerer på en ret unik måde, og det er ret let at forstå hvordan man bruger disse evner til at få en strategisk fordel i kamp. Udover deres våbens særprægede affyringsmønster, så har hver karakter en enkelt unik evne, et lidt anderledes hoppe- og bevægelsesmønster, samt en bestemt alternativ affyringsmetode. De tre ting gør er variationen er sikret igennem hver karakter, og ligesom i spil som Overwatch føles spillet anderledes hver eneste gang du vælger en ny karakter.

Rocket Arena
Rocket ArenaRocket Arena

Som eksempel på dette er Rez meget dygtig til nærkamp takket være hendes hurtigere affyringsmønster, mindre samlede skade og bredere våben. Dette kombineres med hendes evne, som er at bruge et hoverboard, der kan sikre et hurtigt exit, skulle en given duel blive lidt for udfordrende. Amphora kan på den anden side fungere glimrende som en snigskytte på lang afstand, siden hendes raketter ikke virrer for meget, men rejser hurtigt i en lige linje efter affyringen. Kombinerer du det med hendes evne, som er at kunne lade utroligt kraftfulde skud op kan hun hurtigt dominere slagmarken, hvis hun kan holde fjenderne på afstand. Blastbeard derimod har en fantastisk tank-agtig tilstedeværelse på slagmarken, og er en solid karakter hvis man går efter bolden, og ikke efter spilleren. Hans raketter virrer en del mere end de fleste andre karakterers, som gør ham mindre effektiv ved en hvis distance, men han kan desuden tage flere slag uden at lide under det, og at sende ham først når man eksempelvis skal indtage et strategisk punkt i arenaen kan være en effektiv strategi.

Den egentlige skønhed i Rocket Arena er dog hvordan de diverse karakterer interagerer med hinanden, og bruger hinandens styrker og svagheder. Siden sammenhold virkelig er et og alt her, så skal du bruge dine evner strategisk i forlængelse af dit hold. Hvis vi igen sammenligner med Overwatch, så blev store tanks på et tidspunkt så populære, at helte som Genji blev en kende upopulære, fordi de de simpelthen ikke kunne skære igennem den større mængde livspoint på effektiv vis. Ligeledes her, hvis du vælger Plink og bruger ham i distancen med for lidt fokus på målet, så kan hele holdet lide under den beslutning. Man skal vælge karakterer, og spille ud fra den centrale præmis, at man sejrer som et hold, ellers går den bare ikke.

Lige nu er der fem-seks egentlige modes i Rocket Arena, der alle udspiller sig omkring hold på tre spillere. PvP-varianterne inkluderer Knockout (Team Deathmatch), Rocket Ball (Capture the Flag), Mega Rocket (King of the Hill) og Trasure Hunt (en kombination af Kill Confirmed og Capture the Flag). Hver af disse modes byder på noget nyt at kæmpe om, men kernemekanikkerne er stadig de samme - det handler om at KO'e dine fjender. Af de fire PvP-dele var Mega Rocket min favorit. Ved at give spillerene et kontrolpunkt at kæmpe om, så er der en ekstra taktisk dimension, som er kærkommen.

Rocket Arena
Rocket ArenaRocket Arena

For dem der foretrækker PvE er der Rocketbot Attack, der giver spilleren missionen om at besejre en række AI-robotter, hvor du har et begrænset antal liv. Lige nu er denne mode lidt kedelig og livløs, da AI'en simpelthen er lidt for dum, og det lader bare ikke rigtig til at være en tredimensionel nok mode til at den er værd at bruge tid på.

Dog, en lidt middelmådig PvE-implementering til trods, så byder Rocket Arena på nogle ret fede baner, som både er visuelt overdådge, men også spændende at dyste på. Spillet ankommer her med 10 baner, der virkelig skiller sig ud fra hinanden, lige fra en undervandsverden ved navn Shimmering Depths til en stor zeppelin ved navn Golden Zephyr. Hver bane har unikke muligheder og farezoner man skal holde øje med, og hver af dem byder desuden på unikke begivenheder, der kan ændre slagets gang. Eksempelvis, i banen Megadon Junction, ankommer der fra tid til andet et gigantisk godstog, der kan knuse dig på få sekunder, skulle du stå i vejen.

For at fastholde en form for friskhed tilbyder Rocket Arena desuden to centrale områder hvor du kan tilpasse din karakter. Der er kosmetiske ændringer til kan optjenes ved at stige i niveau med en specifik karakter (hver har 100 niveauer), ellers kan disse købes igennem spillets butik, med enten in-game eller premium valuta. Der er skins, blast trails, våben, og meget mere, og nu hvor spillet er gratis, så synes vi ikke at forretningsmodellen var synderligt aggressiv imens vi spillede - tvært imod.

Rocket Arena
Rocket ArenaRocket ArenaRocket Arena

Desuden er der Artifact-systemet, som fungerer ligesom en form for Create-A-Class-mekanik, som I sikkert har set andetsteds et utal af gange. Her kan du udstyre din karakter med tre Artifacts ad gangen, og disse kan assistere dig på en række måder, lige fra ekstra hurtighed på landjorden, eller manøvrering efter at være blevet ramt. Du får dem ved slet og ret bare at spille, problemet er at de dukker op helt tilfældigt, så det kommer til at tage dig rigtig, rigtig lang tid før du indsamler dem alle. Det er lidt svært at forstå hvorfor det forholder sig sådan, når man jo bare kunne låse op for dem igennem ens karakterspecifikke niveauer, men sådan er det ikke, og det virker lidt mærkeligt.

Men det til trods, så er Rocket Arena virkelig en triumf at spille. Jo, hele PvE-integreringen er ikke ligefrem vellykket, og Artifact-systemet burde enten redesignes eller helt smides væk, men udover de ting så det her virkelig et solidt startskud for Final Strike Games. Vi har virkelig nydt vores tid med dette farverige spil, og anbefaler også at du giver det et skud.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Føles godt at spille, stramme mekanikker, visuelt overdådigt, fedt soundtrack, solidt spil for enhver type spiller.
-
Artifact-systemet har nogle problemer, PvE er lidt kedeligt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Rocket ArenaScore

Rocket Arena

ANMELDELSE. Skrevet af Ben Lyons

I den vilde Crater-verden, så er der kun ét allestedsnærværende sprog: raketter!



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.