Dansk
anmeldelser
Windbound

Windbound

5 Lives Studios' ambitiøse, men ufuldendte survival-adventure kan ikke helt stikke en kurs, men byder dog stadig på solid underholdning undervejs.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

De fleste spil har handlet om at overleve i en eller anden form. Fra at undgå spøgelserne i Pac-Man, hoppe over bundløse huller i Super Mario Bros. til at undvige kugler i Call of Duty, har Game Over næsten altid været synonymt med en voldelig død. Kun sjældent har det dog været nødvendigt rent faktisk at opfylde bunden af behovspyramiden. De mange survival-spil fra de seneste år bryder med denne trend. Her er det ikke nok at besejre fjender og undvige fælder. Farlige omgivelser er ofte lige så dødelige, og man skal konstant kæmpe med en knurrende mave.

Windbound er et spil, der kombinerer overlevelse med udforskning. Det er lidt som en blanding af Robinson Crusoe og Odysseen. På den ene side har man kampen for overlevelse og den langsommelige opbygning af ressourcer, på den anden side, udforskningen af et mytologisk øhav fyldt med eventyr.

Windbound

Det hele starter med et skibbrud. Vores unge heltinde Kara sejler sammen med sine stammefæller, da hun midt i en storm begynder at sakke bagud. Inden hun har fået sin hjemmebyggede sejlbåd på ret køl, stiger et vældigt sømonster op mellem de brusende bølger. Et hårdt tentakelslag senere, og hun er på vej mod havets dyb. Herefter bliver det hele en smule underligt. Du går nu på vandet, og drages hen imod en lysende portal. Efterfølgende vågner du op på en strand, og spillet kan tage sin begyndelse.

Normalt forbinder man overlevelse med barske landskaber og konstante farer. Men Windbounds farverige akvarelverden emmer af mystik og nærmest indbyder til opdagelse og eventyr. Miljøerne er varierede og mange af de forskellige områder har deres egen unikke farvepalet og medfølgende stemningsmusik. Den grafiske stil er blevet sammenlignet med The Legend of Zelda: Breath of the Wild, men minder nok mere i præmis og miljøer om indie-spillet Rime. I modsætning til disse spil, er der dog hverken puzzles eller hovedbrud undervejs, hvilket hænger sammen med et andet unikt element. Windbounds verden er nemlig computergeneret.

Hvert niveau (der er fem i alt) er essentielt set en autogenereret sandkasse, som du er fri til at udforske. Eller i dette tilfælde er swimmingpool nok den rette term. I Windbound skal man nemlig sejle mellem spredte øer i sin egen hjemmekonstruerede båd. Mere om det senere.

Windbound

Lydsiden støtter op om den flotte visuelle side, og er et af spillets højdepunkter. Musikken er for det meste fraværende, når du udforsker øerne, men har det med altid at dukke op på det helt rigtige tidspunkt. Fordi musikken holder sig i baggrunden, er den også mere betagende, når den sætter ind, og der skal ikke meget mere end nogle få dæmpede klavertoner til, før hele oplevelsen får et skær af melankoli eller mystik alt efter omgivelserne. Selve lyddesignet sidder også lige i skabet.

Alt er dog ikke fryd og gammen i Windbounds fortryllende verden. Som et survival-spil skal man også håndtere de mere jordnære behov. Det vil sige, at man skal besejre eller undvige fabelagtige dyr og monstre og samtidig sørge for at holde Koras mave fyldt. Egentlig er den lokale fauna ikke specielt farlig (dog med nogle markante undtagelser), og den atletiske Kora, kan enten snige sig forbi de største monstre eller bare få benene på nakken - hvis der altså er stamina nok. Din stamina falder nemlig løbende, og derfor er det nødvendigt at gå på jagt for igen at fylde depoterne.

For at besejre fjenderne, skal der våben til, og dem må du selv fremstille. Du kan lave et simpelt spyd ved at kombinere sten med grene, og ellers har Kora også en trofast kniv, der aldrig forlader hendes inventory. De fleste dyr flygter, hvis de opdager dig, så det handler om at snige sig frem, og hurtigt stikke spyddet ind. Ved større, aggressive fjender kan man bruge en lock-on-mekanisme og undvige angreb med et hurtigt rullefald. Indimellem har lock-on mekanismen svært ved at følge med, hvis fjender laver et pludseligt udfald, men overordnet fungerer kampsystemet udmærket. Det er også muligt at anvende buer og slynger, hvilket kan være et effektivt våben, hvis du ønsker at undgå direkte konfrontation. Udforsker du rigtigt grundigt, kan du også finde magiske elementer velsignet af guderne, der lader dig skabe våben med forskellige effekter som for eksempel lyn.

Når jagten er ovre, efterlader det dræbte dyr en række brugbare råvarer og materialer i form af skind, kød og nogle gange knogler. Materialerne kan bruges til at skabe bedre våben, værktøj eller opgraderinger til din båd, mens kødet giver ny energi.

Windbound

Som sagt er Kora en atletisk kvinde, der løber hurtigt, hopper højt, og endda automatisk griber fat i kanter, men hun kommer næppe til at vinde mange guldmedaljer for sin svømning. Derfor skal der konstrueres en båd, så du kan sejle mellem øerne, og det er her, spillet i mine øjne er allerbedst. Du starter med at konstruere en simpel kano af græs, for inden længe at styrke kølen med bambus og hejse et sejl. Mod spillets slutning kan du konstruere mægtige skibe, der ville gøre selv Noah misundelig.

Sejladsen fungerer, fordi man rent faktisk sejler, fremfor blot at 'køre på vandet,' som i mange andre spil. Der skal slækkes på skødet for at fylde sejlet med vind, når du sejler med vinden, og trodser du elementerne, bliver du nødt til at stramme sejlet helt op og krydse mod vinden. Det er frihed blandet med den helt rette mængde frustration til at det bliver en utrolig givende oplevelse. Til tider kan du læne dig tilbage, og lade vinden føre dig mod din destination. Andre gange må du kæmpe mod høje bølger og krydse i modvind for at nå frem. Jeg kan sagtens forestille mig at vende tilbage til Windbound fremover bare for at tilbringe nogle stunder på den åbne sø - så tilfredsstillende er sejladsen.

For dem, der er blevet lokket af den indbydende grafik, men ikke tænder på hele overlevelses-aspektet, kan man ændre sværhedsgraden fra "Survivalist" til "Storyteller." Her gør fjenderne mindre skade, og man slipper for på bedste Ludomanér at blive sendt helt tilbage til spillets begyndelse skulle man løbe tør for liv. Den vigtigste forskel er dog, at stamina-baren tømmes markant langsommere, så man kan bruge sin tid på at udforske frem for at overleve. Faktisk er behovet for føde så minimalt på den nemme sværhedsgrad, at man kan komme igennem med en på engang vegetarisk og pacifistisk playthrough, hvor man blot lever af vilde bær.

At kalde den nemme sværhedsgrad for Storyteller er dog et sjovt valg, for du skal virkelig grave efter historien i Windbound. Der er to filmsekvenser, en i begyndelsen og slutningen af spillet, og den mellemliggende periode giver kun sporadiske praj om, hvad der foregår. Spillets bagvedliggende mytologi og univers er dog interessant, ikke mindst i forhold til hvordan spillet blander forskellige mytologier. Vi finder både elementer fra kristen, græsk, nordisk og indiansk mytologi i et forrygende miskmask. Men kommer du efter historien, vil du blive skuffet. Spillet er også ret kort sin genre taget i betragtning, og sætter du alle sejl til for at komme hurtigt igennem, vil det hele nok være ovre på en 7-8 timer.

Windbound

I stedet er Windbound et spil, der prioriterer oplevelsen over alt andet, og hvorvidt den oplevelse, vil være positiv eller negativ, afhænger i høj grad af, hvad du leder efter. Har du brug for et survival-fiks i nye, anderledes omgivelser er Windbound et frisk pust, omend spillets crafting-mekaniker måske er en kende simple for den rutinerede overlever. Leder du efter en dragende og mystisk verden at gå på opdagelse i, vil du nok hurtigt blive træt af de manglende puzzles og savne en mere fuldendt historie.

Og det er forbandet ærgerligt, for Windbound har alle ingredienserne til at være et forrygende spil, men virker til at være fanget mellem to poler, der ikke rigtigt vil stemme overens. Heldigvis kan du dog altid bare sætte sejlet og fortabe dig mellem bølgerne blå.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Flot visuel side, og stemningsfuldt lyddesign. Simple, men solid gameplay-mekaniker. Sejlads fungerer fantastisk.
-
Underudviklet historie. En ret kort fornøjelse. Jack of all trades, master of none.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

WindboundScore

Windbound

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

5 Lives Studios' ambitiøse, men ufuldendte survival-adventure kan ikke helt stikke en kurs, men byder dog stadig på solid underholdning undervejs.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.