Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Resident Evil Village

Resident Evil Village

Ej en værdig efterfølger til Resident Evil 7: Biohazard, dog heller ej helt ringe. Vi anmelder Village!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Jeg spillede igennem Resident Evil 7: Biohazard i to lange sessions med min kære kæreste Klara, og vi var som naglet til skærmen fra start til slut. Det er i øvrigt til trods for, at selvom jeg, i kraft af mit arbejde, godt nok er kommet i berøring med Resident Evil-serien, og har spillet det nyeste Resident Evil 2 og Resident Evil 3, men jeg har ikke det store brede overblik, som det kræver at holde styr på en mildest talt forvirrende tidslinje og karaktergalleri.

Nej, jeg kom ind som relativt uvidende, men spillets atmosfære, spændende opsætning og kombination af lineært gys og opfindsomme puslespil var et øjeblikkeligt hit. Så da Capcom endelig afslørede Resident Evil Village, og positionerede det som en direkte fortsættelse i samme stil, og viste os mildest talt spændende antagonister som Lady Dimitrescu? Lad os bare sige at vi begge to var spændte herhjemme.

Og nu er jeg så færdig med Resident Evil Village, og kan nu roligt slå fast, at selvom der så sandelig er gode ideer her, og at Capcom uden tvivl oser af designmæssigt talent, så er en række af de helt basale filosofier her en kende modstridende, og det er ret tydeligt, at der har været en helt central forvirring blandt udviklerne om hvordan man kombinerer det dystre og realistiske, med det aparte, det bizarre og det groteske. Resident Evil Village repræsenterer en skillevej, og spillet er splejset med en blanding af lidt af hvert. Og resultatet er... ja, desværre blandet.

Lad os kort opsummere. Ethan og Mia er blevet genhuset af Chris Redfield efter begivenhederne i Resident Evil 7: Biohazard, men freden er kun kortvarig, for så bryder Redfield på mystisk vis ind, dræber Mia og slæber Ethan afsted til en ukendt lokation. Pludselig befinder vi os i den her middelalderlige landsby, hvorfra man altid kan se det gigantiske, gotiske slot i horisonten. Her har moderne teknologi og globalisering ikke gjort sin entré, men det har alskens monstre til gengæld, og hvis Ethan skal gøre sig håb om at finde sin datter, Rose, så må han begive sig ind i dette dystre steds groteske hjerte.

Det er alt jeg er villig til at sige uden at spoile unødvendigt, så forbindelsen til Umbrella, idolet Mother Miranda, og hvorfor det hele er gået at lave i denne landsby, ja, det må du selv opleve. Hvad der dog må og skal siges, at til trods for at Capcom uden tvivl forstår at lægge spændende narrative kroge ud, som man som spiller effektivt bider på fra tid til anden, så mangler der helt centrale elementer for at det kan ses som en præcis, velsammensat fortælling. Først og fremmest er Ethan bare ikke nogen synderligt spændende karakter. Han overlevede basal undereksponering og lidt vag beskrivelse i Resident Evil 7: Biohazard, fordi man som spiller forstod hans forundring, chok og overraskelse over hans situation i Baker-hjemmet. Men her er han bare ringe sat sammen med den ene tåkrummende replik efter den anden, og med både over- og undereksponering af hans samlede motivation.

Resident Evil Village
Resident Evil VillageResident Evil VillageResident Evil Village

Karaktererne omkring ham er heldigvis mere afrundede, og selvom de da også er lidt tegneserieagtige på klassisk Resident Evil-facon, så får de dog mere ånderum til at indtage hver eneste scene med mere pompøs viljestyrke. Særligt Donna Beneviento, Salvatore Moreau og den enigmatiske Heisenberg er spændende at støde på, og ligeledes er spillets omrejsende butik, bestående af den grotesk store The Duke, også en solid tilføjelse til galleriet. Jeg vil ikke spoile Lady Dimitrescus rolle her, men lad os bare sige, at du godt kan berede dig på at blive ret så skuffet.

Apropos den forvirring jeg beskrev før, så melder den sig allerede her. For hvorimod Baker-familien var et glimrende eksempel på hvordan infektion kan transformere selv en almindelig (eller måske ikke helt almindelig) familie til noget ugudeligt og dystert, så er det her direkte tegneseriefigurer på godt og ondt. Jo, det er ikke ligefrem kedeligt og endimensionelt, men den samlede tone er i det hele taget bare lidt all over the place.

Det samme kan siges om den egentlige struktur. Capcom selv har, i løbet af de sidste par måneder, positioneret den titulære Village som værende et facetteret, alsidigt portrætteret og spændende sted fyldt til randen med hemmeligheder og puslespil - næsten som om at landsbyen selv er en karakter. Hvorimod det er rigtigt at du, i flere omgange, kan udforske landsbyen, og derigennem blive belønnet med våben, ressourcer og andre opgraderinger, så er der simpelthen ikke rigtig nok lag til at det er et sted du direkte ønsker at udforske ned til mindste detalje.

Resident Evil Village
Resident Evil VillageResident Evil Village

Dog skal Capcom have, at både landsby, Dimitrescu-slottet og de andre lokationer man udforsker, er udsøgt portrætteret og sammensat. Arkitektur, indretning, møblement og det som man internationalt kalder "environmental storytelling" er alle elementer Capcom excellerer med her, og bare det at kigge på Resident Evil Village er faktisk i brede træk nok meget af tiden. Opfindsomheden er i top, ligeledes er detaljegraden, og RE Engine fremstår stadig som et mirakuløst værktøj der både sikrer bundstabil billedhastighed og flot detaljegrad. Spillet er, trods en relativt begrænset farvepalet, udsøgt sammensat. Det skal dog siges at jeg spillede på PlayStation 5, så det er også den bedste konsoloplevelse jeg har fået. Det har ikke været muligt at teste spillet på ældre hardware.

Og det lyder godt også. Komponist Shusaku Uchiyama leverer et tilpas pompøst musikalsk score, og dette indsættes med nok præcision til at afgørende øjeblikke altid underbygges. Desuden ved Capcom også hvornår de skal skrue ned for musikken, og lade reallyden gøre arbejdet, og i det hele taget er hele lydmixet ret effektivt skruet sammen. Stemmeskuespillere leverer også solide præstationer over stort set hele linjen, og det er stort set kun selve manuskriptet der virkelig falder igennem. Ethan Winters' stemmeskuespiller, Todd Soley, fejler ikke noget. Tværtimod. Men det materiale han arbejder med? Det er en helt anden historie.

Capcoms store fokuspunkt med Village har uden tvivl være at forsøge at tage den tungere og mere realistiske styring fra Resident Evil 7: Biohazard, og splejse denne sammen med en mere action-orienteret præmis. Det betyder flere fjender, mere bevægelseskoordinering, flere våben og generelt set en mere tempofyldt mekanisk struktur. Problemet her er sådan set bare, at de to ting ikke rigtig stemmer overens med hinanden. Jo, Resident Evil Village er relativt tilfredsstillende at spille, og når du skal op imod varulve i vragresterne af landsbyen er der tilpas skarphed til at det føles responsivt. Problematikken skinner klarere igennem under boss-kampe, hvor bevægelse kræves, for netop her er Ethan alt, alt for tung til at føles manøvrerbar nok. Våbnene kan naturligvis opgraderes løbende, og føles solide at bruge, men gumpetung, det er han altså. Endnu et eksempel på et spil der er fanget mellem to distinkte og adskilte verdener.

Der er dog rigeligt med tilfredsstillende puslespil, masser af udstyr du finder, som låser op for nye gange, kamre, huse og stier - der er sågar valgfrie minibosser. Det lyder som en klagesang det her, men forstå mig ret; Resident Evil Village er ikke et direkte dårligt spil, det er bare en skuffende og identitetsforvirret omgang ovenpå et syleskarpt Resident Evil 7: Biohazard, der vidste præcis hvad det ville. Village ved ikke hvad det vil halvdelen af tiden.

Det er tonen vi kan takke for det, den mekaniske dobbeltsplejsning og et ujævnt manuskript, og det er ærgerligt for Resident Evil Village er konstant ved at briste af gode ideer og opfindsomhed. Der har bare ikke været stringent nok retning på udviklingen til at disse er blevet sat ordentligt i system.

Resident Evil Village
Resident Evil VillageResident Evil VillageResident Evil Village

Når det så er sagt, så er det her en efterfølger til Resident Evil 7: Biohazard, og dermed ved du også ret meget hvad du kan tillade at forvente. Udforskning, puslespil, set-pieces, kampe, ressourcehåndtering, opgradering - det er her alt sammen. Dog skal det siges at Capcom, af uransagelige årsager, har valgt at sløjfe Stash-systemet, til fordel for at du... ja, sælger de våben du ikke kan bruge til The Duke, for så at købe dem tilbage igen hvis du pludselig finder ud af at du gerne vil bruge dem. The Duke giver dig desuden mulighed for at jage vildt, og derigennem opgradere dit liv. Flere systemer er altid kærkomment, og det virker... ja, tilforladeligt. Eller snarere bare acceptabelt.

Mercenaries er dog en kærkommen positiv overraskelse, og selvom Ethan fortsat, rent fysisk, er fanget lidt imellem tung realisme og præcisionsbaseret bevægelse, så er sammensætningen af fjender, og mere fokus på kreativ brug af spillets værktøjer i intense situationer, mere tilfredsstillende end man umiddelbart skulle tro. Hver eneste gang du starter, så skaber spillet en tilfældigt genereret streng af områder, med tilfældigt sammensatte fjendegrupperinger. Ved at møve dem ned sparker du gang i en combo, som belønner dig med valutaen Lei, som du kan bruge til at opgradere dig selv og dit grej hos The Duke mellem områderne. Og når ja, det hele er på tid.

Resident Evil Village er en habil action-gyser, men alligevel lidt af en skuffelse som efterfølger til et glimrende, og fremfor alt fokuseret, syvende kapitel i den legendariske serie. Det er ret tydeligt at mærke, at Village har været vidt forskellige ting i løbet af sin udvikling, og at disse forskellige kræfter, og identiter, trækker i forskellige retninger. Du får en god oplevelse, bevares, men nogen værdig efterfølger er det som sådan ikke.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Flot verden med udsøgt arkitektur, RE Engine er genial, fed musik, tilfredsstillende puslespil, opfindsomt design hist og her.
-
Total identitetsforvirring, rodet historie, mangler retning.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.