Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Biomutant

Biomutant

Er Biomutant et vellykket eksperiment fra Experiment 101, eller ender det som et muteret misfoster?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Biomutant er svenske Experiment 101s debutspil, og studiet blev stiftet i 2015 af tidligere udviklere fra Avalanche Studios. Studiet fangede manges opmærksomhed, da de løftede sløret for hvad de havde arbejdet på i 2017 - et RPG hvor du spillede som hvad der bedst kan beskrives som en muteret ræv. Alligevel så spillet utrolig lovende og interessant ud, og nu hvor Biomutant endelig er ude, så er det værd at tjekke ud og se om Biomutant faktisk lever op til den hype, som blev skabt tilbage i 2017.

Ved første øjekast er Biomutant et ret dybt RPG. Du får lov til at designe dit eget muterede dyrevæsen, og alt efter hvilke stats du ligger vægt på når du skaber karakteren, så får protagonisten et passende udseende. Hvis du smider alle dine points i Strength, så får du en pumpet lille ræv, mens points i Intelligence gør dig mindre fysisk, men med et større (og klogere) hoved. En interessant mekanik, og det satte barren højt for Biomutants niveau for detaljer.

BiomutantBiomutant

Efter du har valgt din bygning, din pelsfarve og hvilket element-pøl du faldt i som barn (hvilket element du har resistance overfor), så smider Biomutant dig direkte ud i traileren for 2017. Til dem af jer, som ikke husker den, så bliver protagonisten jagtet af et kæmpe stort væsen - og det viser sig, at det faktisk er skurken i spillet, Lupa-Lupin. Lupa-Lupin og protagonisten har nemlig en lang fortidshistorie og du støder ind i rovdyret et par gange undervejs. Hvordan disse interaktioner kommer til at forløbe har du faktisk også indflydelse på. For Biomutant lægger stor vægt på dets karma-system, og du har muligheden for at vælge mellem handlinger som hælder til den lyse side, eller den mørke side.

Det er både i små beslutninger, at du kan vælge mellem lys og mørke, men også større beslutninger og du har faktisk valget mellem at redde verdenen eller se den brænde for at genopstå fra asken. For din hovedmission i Biomutant er at hjælpe Livstræet, som er i gang med at blive fortærret i sine rødder af Verdensspiserne, og om du redder det eller ignorerer Verdensspiserne er op til dig. Desuden er landets forskellige stammer i krig med hinanden, og de kæmper hver især for at få overtaget. Nogle stammer er på den lyse side, og vil samle alle stammerne og redde livstræet, mens andre er til den mørke side, og helst ser, at det kun er de stærke stammer som overlever, og at livstræet bliver ødelagt. Der er altså masser at tage sig til i Biomutant, og det er kun en lille håndfuld af aktiviteterne i den post-apokalyptiske verden.

For den post-apokalyptiske verden er i min mening faktisk den sande hovedkarakter. Verdenen er utrolig smuk og fyldt med interessante landmarks, og steder du kan udforske. I Biomutant er jorden gået under for menneskeheden på grund af forurening, og den menneskeskabte forurening har forårsaget dyr til at blive muteret og udvikle intelligens. Det var mange år siden, og nu er menneskeheden forsvundet, og verdenen er fyldt med levn fra vores tid - gamle fjernsyn, radioer eller pladeafspillere. Disse kan findes og interageres med i små puzzles, og de gamle gadgets er en del af de mange collectibles som Biomutant har.

Biomutant
BiomutantBiomutantBiomutant

Biomutants verden er nemlig fyldt til randen med ting, som du kan give dig i kast med og udforske, og proppet med loot og gamle genstande. De mange forskellige landmarks opfordrer spilleren til at udforske hver en afkrog af verdenen, og de mange aktiviteter bliver introduceret på en sømløs måde og i et passende tempo. Selvom mit map i Biomutant lige nu, kan få selv den mest gavede RPG-spiller til at tabe kæben over mængden af side-quest markører, så er det missioner, som jeg har fundet undervejs, og der har aldrig været en overvældende mængde information smidt i hovedet på spilleren på kort tid. For mig er det et vigtigt element i et RPG, at spilleren ikke bliver overvældet, og Biomutant tager sig god tid til at få spilleren akklimatiseret til spillets smukke og omfangsrige post-apokalyptiske verden.

Men det ville jo ikke være en RPG uden RPG-elementer, og dem er der en nok af. Undervejs opnår du experience og kommer i højere levels, og kan udvikle dine muterede evner og din Wung-fu (spillets kampstil). Selvom du har valgt en klasse fra starten af, så er du ikke bundet til en bestemt måde at spille spillet på. Du har frie tøjler til at bruge de våben og redskaber du har lyst til, og puha da, der er rigeligt at vælge mellem. Du har nemlig både muligheden for at have et melee våben og et ranged våben. Melee våben er klassiske en-håndsvåben, to-hånds slashing våben, to-hånds crushing våben eller de bare næver, mens ranged består af pistoler, shotguns, og rifler - både automatiske og enkelte skud.

Du har altså rig mulighed for at customisere din spilstil som du har lyst, og Biomutants RPG loot system tilføjer endnu mere. Du finder nemlig sjældent nye våben i Biomutant, men får derimod smidt spandevis af våbensdele i hovedet, og du kan crafte dit eget unikke skøre våben. Jeg skabte blandt andet et våben som bestod af en proptrækker og en tandbørste, og crafting-systemet er dybt og nuanceret - også selvom du i min mening får ALT for mange dele og items smidt i hovedet. Du kan desuden også finde rustninger og tøj som forstærker din protagonist. Der er altså skruet godt op for RPG elementerne i Biomutant - Experiment 101 er måske endda gået en tand for langt i den mængde af loot, som spilleren får smidt efter sig. Ja, du kan scrap dit loot, og bruge delene til crafting, men uden en evne til at dismantle flere stykker loot samtidig, så bliver det hurtigt en længere proces at holde styr på din evigt voksende inventory.

BiomutantBiomutant

Nu til kampsystemet! Det er ærligt talt skide godt, selvom det til tider bliver lidt de samme knapper og moves som bliver brugt igen og igen. Men kampene er solide og virkelig sjove. Du støder altid ind i store og aggressive monstre, og det føles skide godt når du undviger et stort angreb i sidste øjeblik, mens du kaster dig til siden i slow-motion i bedste Max Payne-stil og skyder fjenderne med dine dobbelt-pistoler. Der er ikke langt imellem disse bad-ass øjeblikke, og Biomutants kamp-system får dig til at føle dig som en ultimativ kriger. Der er desuden et væld af forskellige mutations og PSI-kræfter du kan opnå når du leveler op, som giver dig nye og unikke magiske kræfter. Nogle er baseret på din karma, og kan kun låses op hvis du er god eller ond, men der er i hvert fald masser af evner at vælge imellem.

Når du endelig har forberedt dig godt nok og er klar til at tackle de store Verdensspisere, så er hver af de fire kolossale monstre unikke, og foregår på en anderledes og interessant måde. Èn tackles i en stort Mech-suit, mens en anden kræver en kamp-ubåd. Hver af boss-kampene er unikke, og bruger deres egne unikke gameplay element. Dog kunne jeg godt have ønsket mig, at disse unikke kampscenarier blev brugt lidt mere. Det eneste tidspunkt hvor du bruger ubåden er i kampen mod Verdensspiseren, og ellers bliver ubåden aldrig brugt igen. Det er med til at skabe en god variation, når spillet introducerer en ny gameplay mekanik, men når den kun bliver brugt én gang, og så relativt kort til en forholdsvis simpel bosskamp, så føles det lidt som en misset mulighed.

Og det er desværre lidt et tema for Biomutant. Selvom verdenen er utrolig smuk og fyldt med ting at lave, så er der faktisk næsten for mange gameplay elementer i spil. Der er små puzzles, som på trods af, at de er er at finde alle steder, aldrig rigtig bliver udfordrende overhoved; der er store bosskampe med unikke gameplay mekanikker, for at gameplay mekanikkerne aldrig bliver taget op igen; du støder ind i farverige karakterer, for aldrig at møde dem igen; eller du finder og udforsker et spændende nyt område, for kun at hente én enkelt genstand og derefter rykke videre fra den del af verdenen. Det føltes lidt som nogle spildte muligheder, og Biomutant har desværre en smule travlt i sin main quest-line, og det skader både den smukke verden, bosskampene, og de karismatiske karakterer du støder ind i undervejs.

Biomutant

For det er desværre noget at det, som jeg havde en smule svært ved i Biomutant. Jeg var utrolig underholdt at kamp systemet, RPG-elementerne, og især spilverdenen. Men desværre så var jeg ikke engageret i de væsner og karakterer som lever i verdenen. De er ofte endimensionelle, og selv de karakterer som skulle være vigtige for plottet, er kun med i en kort stund for derefter at hjælpe dig videre på din vej. Der er alt for mange karakterer, og man når slet ikke at holde af dem på den korte tid man interagerer med dem... desværre. For karakterernes design er ellers skide godt og de virker på overfladen til at være interessante og nuancerede, men fejler desværre på disse punkter.

Hertil er det også værd at nævne én af spillets største gimmicks: den overdrevne britiske David Attenborough-agtige narrator, som beskriver alt hvad du ser, oplever og foretager dig i Biomutants verden. Det er så sandelig en gimmick, men om den fungerer er så op til dig. Jeg synes, selv at den er ... okay. Heldigvis er stemmeskuespilleren ret god, og det føltes aldrig helt tamt, selvom gimmicken måske trækker en smule tænder ud til sidst. Men ikke nok til at det blev et problem for mig, heldigvis.

Biomutant

Der er så meget at tage hul på i Biomutant, og jeg har kun kradset overfladen. Der er masser at tage sig til, og jeg havde utrolig nemt ved at blive ved med at fordybe mig i den smukke og interessante verden. Lydsiden og soundtracket er også fænomenal med store episke soundtracks når du ridder på ét af de mange forskellige og skøre mounts du kan finde i Biomutant. Det føltes bare skide godt, og spillet er generelt mega underholdende! Selvom jeg stødte ind i en masse visuelle små bugs, eller der til tider var nogle ting der føltes en smule 'off' og upolerede, så var det ikke nok til at ødelægge min oplevelse med Biomutant.

Biomutant er en solid debuttitel fra Experiment 101, og selvom det er tydeligt, at det ikke rammer de tekniske færdigheder som de helt store AAA titler, så er klart at der er læsset masser af kærlighed ind i Biomutant. På trods af at det til tider propper munden med lidt for mange forskellige gameplay elementer, så er det stadig sjovt og varieret uden at fejle fuldstændig. Ja, jeg kunne godt have ønsket mig, at de mange gameplay elementer og spillets karakterer lige stak et spadestik dybere, men jeg accepterer og værdsætter Biomutant som det er. En smuk, medrivende og ikke mindst underholdende post-apokalytisk RPG.

Biomutant
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Smuk og interessant post-apokalyptisk verden. Fedt og intens kampsystem. Interessant præmis. Medrivende soundtrack. Et dybt og stærkt craftingsystem.
-
Lidt for mange forskellige gameplay elementer, som aldrig rigtig bliver dybe nok. Lidt for nemt, og mangler udfordring. Overfladiske karakterer. For meget loot.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

BiomutantScore

Biomutant

ANMELDELSE. Skrevet af Martin Lindgaard Svane

Er Biomutant et vellykket eksperiment fra Experiment 101, eller ender det som et muteret misfoster?



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.