Vi byggede Rom på fire timer i Anno 117: Pax Romana

Når vi tænker tilbage på Romerriget - og det er der åbenbart mange, der med jævne mellemrum gør- er det gerne mordet på Cæsar, gladiatorkampe eller en kampklædt centurion, der træder frem på den mentale nethinde. På samme måde har de mange spil sat i denne epoke, såsom Ryse: Son of Rome og Rome: Total War, ofte fokuseret på krig og dramatiske intriger i hjertet af imperiet.

Det kommende strategispil Anno 117: Pax Romana har en anden tilgang. Som navnet mere end antyder, har udviklerne fra Ubisoft Mainz valgt at fokusere på en mere fredelig periode. Pax Romana, tiden fra 27 f.v.t. til 180, anses som den romerske guldalder. Det mægtige imperium omkransede hele Middelhavet, og i byerne herskede en hidtil uset velstand og politisk stabilitet. I tråd med Anno-seriens DNA handler det kommende spil derfor mere om at bygge og udvikle sin egen by, end at jævne andre byer med jorden.

I vores preview dumper vi ned på en idyllisk og afsidesliggende ø i den fiktive provins Latium, langt fra magtens centrum i Rom. Nogen stakkels Robinson Crusoe er vi dog ikke. Nej, vi er en ung og ambitiøs guvernør med posen fyldt af klingende Denarer, og vores skibe er lastet med arbejdskraft. Målet er simpelt. Den forladte og naturskønne ø skal forvandles til en moderne romersk by - koste hvad det vil.

Den allerførste opgave er at placere vores prægtige guvernørvilla. Vores rådgiver forslår, at vi bygger villaen langt fra kysten, for så fredelig er den romerske guldalder altså heller ikke, og det er ikke utænkeligt, at fjendtlige skibe en dag vil lægge til kaj, når vi har gennemført vores træningsmissioner. Jeg vælger derfor nærmest at gemme villaen inde bag en stor skov, samtidig med at en stor bjergkæde giver betryggende rygdækning. De beskyttende træer må dog hurtigt lade livet, for straks herefter bliver jeg instrueret i at bygge et skovhuggerskur og en savmølle. Fremskridtet er undervejs.

Jeg erfarer hurtigt, at opbygningen af effektive produktionskæder er alfa omega i den detaljerede bysimulator. Faciliteter til udvinding af naturressourcer som miner, fiskerlejer og marker skal placeres nær, ikke blot de pågældende ressourcer, men også de relevante produktionsfaciliteter som støberier, saltværker og bagerier. Og ikke nok med det, så skal det hele forbindes med små stier, så både forarbejdede varer og ressourcer kan transporteres til pakhuse og handelsstationer.

Til at begynde med er det nemt nok, men i takt med, at jeg begynder at kunne producere flere ting, stiger kompleksiteten. Som urutineret spiller - både når det kommer til Anno-serien og genren som sådan - sætter jeg derfor stor pris på det intelligente interface, der grupperer bygninger efter de produkter, som de producerer. Vil jeg lave en tunika, trykker jeg blot på varen, og kan gennem en ny pop-up-menu anlægge både en mark til råmaterialerne og en systue til forarbejdningen. Særligt mod slutningen af previewet, hvor jeg producerer mere komplekse varer og byggematerialer som sæbe, sandaler og cement, er grupperingen kærkommen.

Indtil videre har jeg dog ignoreret det allervigtigste - det arbejdede folk. For uden stærke hænder og kloge hoveder, sker der ikke meget i ens romerske provins. Desværre er det ikke kun her i artiklen, at jeg har negligeret mine borgere en anelse; det sker også under min preview-session. Til at starte med bygger jeg simpelthen for få huse og kommer hurtigt til at lide under en stor mangel på arbejdskraft. Jeg får derfor i al hast rejst en række simple boliger og konstruerer også kroer og markeder for at forbedre livskvaliteten en anelse.

Det sidstnævnte, altså det med livskvaliteten, er essentielt. Ikke kun for at holde borgerne tilfredse, så de er produktive og ikke rejser sig i oprør, men også fordi, det er muligt at opgradere de enkelte husholdninger fra liberti (fritstillede slaver eller underklassen) til plebeia (middelklassen), når alle behov er mødt. Borgere af anden grad lader dig producere en række mere komplekse produkter som brød, vaser og sandaler, ligesom du kan konstruere templer, biblioteker og sejlskibe.

Efter langsomt at have udvidet min by og fået en god sammensætning af arbejdere til de forskellige erhverv, rammer jeg lidt af en vejspærring. Jeg vil gerne tiltrække den mest avancerede arbejdskraft: de videnskabelige eksperter og faguddannede mestre, der skal til for eksempelvis at lave cement og producere vin. Det kræver, at jeg stiller middelklassen tilfreds med luksusvarer i form af enten olivenolie eller vaser. Min ø rummer dog hverken den fornødne jord til olivenmarker eller den harpiks, som er nødvendigt i potteproduktionen. Indtil nu har jeg ellers knap ænset det lille mini-map nederst til venstre på skærmen, hvor det tydeligt fremgår, at min lille ø, blot er en lille del af et større ørige. Men nu er der ingen vej uden om. Jeg må sætte sejl og drage mod - om ikke fjerne kyster - så i hvert fald de nærliggende øer.

Handel og diplomati kommer utvivlsomt til at spille en stor rolle i det fulde spil, men her får jeg kun lige dyppet tæerne. Flere af ikonerne til handel består af ikke-færdige placeholders, og mine rådgivere, der ellers har guidet mig igennem de fleste aspekter af spillet, er bemærkelsesværdigt stille på dette punkt. Jeg har dog ikke set både Wall Street 1 og 2 for ingenting, så det lykkes mig til sidst at få byttet noget overskydende træ til en række forarbejde vaser.

Med importerede luksusvarer på de lokale markeder kan jeg nu tiltrække de højtuddannede borgere, der skal til for, at jeg kan tage de næste skridt. Jeg begynder at anlægge vinmarker, får konstrueret et smeltedigel og kan endda belønne mig selv for det gode arbejde med en tilbygning til guvernørboligen, der lader mig hyre specialister, som giver forskellige fordele.

Desværre er der ikke tid til at nyde udsigten fra min udbyggede villa, mens jeg sipper til vinen fra de nyplantede druemarker, for på dette tidspunkt løber den sidste af preview-sessionens fire timer ud. Men måske var det meget godt, for sandheden er, at jeg bliver reddet af gong-gongen.

Den opmærksomme læser vil måske have studset over, at jeg ikke har nævnt noget omkring økonomi, og det er der god grund til. Min by har fra første færd blødt penge, og et velmente lån fra mine venner i Rom og en guvernør på en naboø har ikke formået andet end at bremse katastrofen. Ja, jeg har bygget en romersk provins på én dag, men noget bæredygtigt projekt har det langt fra været. Trods en god indlæringsdel og et veldesignet interface, er Anno 117: Pax Romana stadig et kompleks spil, som man som uerfaren spiller ikke kan mestre fra første sekund. Og mon ikke seriens fans er glade for det?

Mine fire timer som romersk guvernør var derfor, trods det til tider langsomme tempo og den udprægede idyl, en ganske stressende affære. Det skyldtes ikke kun pengeproblemer, men også de mange fordele og ulemper, som man hele tiden skal veje ved hver enkel beslutning. Eksempelvis brændte jeg nallerne ved at placere smedjer og fabrikker tæt på boligområder - godt for mobiliteten, men skidt for brandsikkerheden.

Når husene ikke brændte, så rejste arbejderne sig i (forståelig) protest mod mit ikke alt for succesfulde regime. Det hjalp ikke her, at jeg konsekvent - grundet de føromtalt økonomiske udfordringer - havde prioriteret kortsigtede indtægter fremfor mine borgeres ve og vel, når mine rådgivere konfronterede mig med dilemmaer og politiske beslutninger, hvilket løbende skete.

Denne slags dilemmaer er en måde, hvorpå spillet løbende kaste grus i maskineriet, og dermed holder dig til ilden. En anden måde er missioner, som du kan finde rundt omkring på kortet. Jeg fik reddet en ung mand fra pirater ved at bestikke dem med handelsvarer (han blev senere min rådgiver i villaen), og ved at leje færgemand og postbud for nogle højtstående borgere, fik jeg forbedret mine diplomatiske relationer med de omkringliggende øer.

Ja, man får sjældent et roligt øjeblik som romerske guvernør, men derfor vil jeg alligevel anbefale, at man tager sig tid til at se lidt nærmere på omgivelserne (eventuelt ved at trykke pause). Anno 117: Pax Romana har nemlig en flot præsentation, der lever op til Ubisofts normale blik for detaljen. Karakterportrætter er eksempelvis udtryksfulde og rammer den rigtige balance mellem realisme og tegneseriestil, om end jeg godt kunne ønske mig lidt større variation. Alle borgere har således det samme portræt, men det ændrer sig givetvis i det fulde spil.

Du finder også meget subtil humor, når du får en stund forlader fugleperspektivet og zoomer ind på den enkelte husholdning eller borger. En arbejder, hvis hus var ved at brænde ned, udbrød eksempelvis "I'm burning like the Olympic Torch", mens en anden tørt konstaterede: "They say every road leads to Rome, but I'm going nowhere" (Jeg havde glemt at forbinde hans hus til resten af byen med stier). Vil du rigtigt blive et med folket, kan du endda trykke på en genvejstast og se din bys travle liv for førstepersonsperspektiv i gadeplan.

Kunne jeg gøre det hele igen, ville jeg nok stole lidt mere på de romerske veje og bygge mindre forkrampet. Og så ville jeg nok holde lidt mere øje med pengene. Men ak, jeg må vente lidt endnu med at rette mine fejl, da Anno 117: Pax Romana først udkommer senere i år til Xbox Series S/X, PS5 og PC.