Anno 1404: Venice

Befolkningstallet stiger stødt og kolonierne skaber indkomster, jeg ikke kunne drømme om, hvis jeg blev på egne kyster. Det hele kører som smurt, og positionen som bykonge er ikke svær at vænne sig til. Hvis bare ikke piraterne plyndrer min handelsflåde, igen.

Anno 1404, der mest af alt minder om et SimCity i fortiden, helt ned til de besynderlige beskeder når spillet indlæses. Denne gang går turen til Venedig, og dog, for spillet foregår egentlig i en tilfældigt genereret ø-kæde, med en generisk Venedig-analog til at minde spilleren om titlen, velsagtens.

Lighederne mellem SimCity og Anno 1404: Venice fortsætter dog ikke i en uendelighed, dybden af kontrol er betydeligt mindre i Anno 1404. Det er til gengæld lettere at gå til end sin nutidige modpart: for at gøre borgerne glade skal der opføres diverse bygninger, er borgerne tørstige? Lav noget cider. Er de sultne? Fang nogle fisk. Som borgerne stiger i de sociale lag, bliver der også øst på med behov og før du ved af det, skal du både sørge for sikkerhed og et sted for byens beboere at drikke sig en kæp i øret.

Hvorfor udvidelsen er navngivet efter gondolernes by er over min forstand, godt nok har den smukke by en central plads i flere af spillets nye scenarier, men der er intet, der giver et præg af venetiansk kultur. Det er mærkværdigt, at en titel men så spinkelt fundament i selve indholdet er klistret på, da spillet såmænd ikke har brug for nogen specifik undertitel, blandt de evigt fantasiløse titler der findes på butikshylderne i det ganske land.

Venice-udvidelsen til Anno 1404 tilbyder få nye slags skibe, nogle nye diplomatiske muligheder, men den mest kærkomne af alle de nye tiltag er muligheden for at spille med andre. Det er for så vidt også det der gør udvidelsen noget værd.

At kunne handle med, bekrige eller hjælpe en anden person er pragtfuldt, især på de punkter i sit territoriums udvikling hvor ekspansionen går i stå og alt går langsommere. De få resurser der bliver samlet ryger ud igen hurtigere end spil-baserede film ryger ud af biograferne. Den menneskelige vinkel gør også at der er flere variable, da de computer-styrede spillere ikke ligefrem tager nogle sindsoprivende beslutninger.

Da jeg for første gang satte jeg mig til rette i kontor-stolen for at vise mit værd, blev jeg forbløffet over detaljegraden, den hyggelige atmosfære og spillets forbavsende flotte æstetiske udtryk. Dermed ikke sagt at det er strategi-spillenes Crysis vi taler om her, men al grafikken kører godt og ser dejligt ud, intet virker unødigt og det rodede skærm-billede der plager mange spil med fugle-perspektiv er ikke at finde her, det er en fryd for øjnene.

Et langt mere forudsigeligt aspekt, var lydsiden. Underlægningsmusik der ikke gør andet end at sætte et flueben i udviklerens tjekliste for tilstedeværelse. Stemmearbejdet er bestemt ikke skelsættende, men passer til de karikerede adelsmænd, storkøbmænd og abbedisser.

Der er nok personlighed i stemmerne til, at man gider høre efter, hvis der bliver sagt noget nyt. Men antallet af gentagne sætninger i løbet af en session, gør det svært at have medlidenhed med den stakkel der endnu en gang har smidt last i vandet og beder om din hjælp.

Hvis du står og mangler en kompetent strategi-spil af denne slags og vil spille med andre mennesker så giv dig endelig i kast med Anno 1404: Venice, men hvis du vil holde dig for dig selv, så er der ikke meget at komme efter, som der ikke var i det tidligere udspil.