Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Another Code R

Another Code R

Ashley Mizuki Robbins tager springet fra Nintendo DS til Wii, men det er ikke uden en række problemer i rygsækken. Jonas fortæller alt om hans dage med spillet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

To år efter de sælsomme hændelser i 2005's bedste eventyrspil, Another Code: Two Memories, er det endnu engang tid til at stifte bekendtskab med Ashley Mizuki Robbins, der meget naturligt er blevet to år ældre. Hun er på vej til sin far, da hun under mystiske omstændigheder mister sin taske og begynder at plages af mærkelige minder, der synes at have noget med hendes mor at gøre. Her ville sikkert både du og jeg været gået til enten politiet eller en psykolog, men det var der nok ikke kommet et særligt spændende spil ud af, så Ashley tager i stedet sagen i sine egne eventyrlystne hænder.

HQ

Another Code R er i bund og grund et eventyrspil, der i det store hele minder meget om Another Code: Two Memories. Forskellen er denne gang formatet. Nu er den trykfølsomme skærm fra din Nintendo DS, byttet ud med den bevægelsesfølsomme Wii-mote, der så bruges til en ny slags gådeløsning. Noget der allerede tidligt viser sig at være et af spillets helt store problemer.

Another Code R er i struktur et klassisk peg og klik-spil, hvor du navigerer rundt, klikker på alt for at se om det kan samles op og så efterfølgende klikker på alt, for at se om det du netop har samlet op, kan bruges her. Sådan går det fra sted til sted, altid i jagten på nye ting, der kan bruges til at skubbe historien fremad. Hele spillet er fyldt med smarte gåder og lignende, og det er tydeligt at Cing og Nintendo, virkelig har lagt en del kræfter i interaktiviteten.

Det har resulteret i et smidigt system som vil tiltale både fans af genren, men også samtidig mere actionorienterede spillere. Alt er intuitivt og klart som glas. Problemet er bare, at man har forenklet systemet en tand for meget i sin iver på at gøre det lettilgængeligt. Ashley samler kun ting op som hun virkelig har brug for. Og uden nogen form for rygsæk, så render man faktisk frem og tilbage for at samle ting op hele tiden. Ting man ikke lige havde plads til tidligere.

Den slags leder til en del frustration, noget der i den grad sænker spiltempoet, men som også gjorde, at jeg hurtigt blev ret træt af de ellers fortryllende lokaliteter. For Another Code R er glimtvis rigtig flot, både teknisk og designmæssigt. Der er uhørt mange detaljer i miljøerne. Selv lyden er velfungerende, dog med det minus, at der endnu engang ikke er noget stemmearbejde i spillet. Så skal du have historien med, så er det side efter side af tekst.

Dette er en annonce:

Og tekst er der en del af. Hvis du er en af dem, der sidder og sukker, når der er alen lange mellemsekvenser på fladskærmen, så skal du for enhver pris undgå Another Code R, der er blandt et af de sørgeligste spil jeg nogensinde har spillet. Der er så meget dialog i spillet, og kun en brøkdel har en eller anden relevans for historien og fremdriften af fortællingen.

Selv hvis du er vild med den slags, så skal du være opmærksom på, at Another Code R er infantilt skrevet (om end til tider charmerende) Det er som at blive præsenteret for Enid Blytons De Fem-univers, noget jeg aldrig tidligere har oplevet i spilsammenhænge. Oven i alt dette, så er det ikke til det bedre, at de to år siden originalen, har gjort Ashley til en rigtig emo-teenager med alverdens problemer. Sikkert sjovt og måske rammende for spillere, der er på Ashleys alder, men yderst trist for os andre.

Et andet stort problem, som jeg kort berørte tidligere, er at en stor del af spillet læner sig op ad den bevægelsesfølsomme Wii-mote, når der skal løses gåder. Helt præcis hvad Cing havde tænkt sig ved jeg ikke, men der var utallige steder, hvor jeg forgæves viftede og viftede, uden at der skete noget, mens jeg andre gange nærmest kastede med controlleren, for så lykkes med at gennemføre gåden. I et spil som Another Code R, hvor der nogle gange er brug for kirurgisk præcision, ville Wii Motion Plus måske kunne have afhjulpet det en smule.

Jeg kan godt høre at jeg lyder meget kritisk, men faktum er at Another Code R leverer et ca. 20 timer langt eventyr, der i momenter er velskrevet og emmer af de gode gamle dage. Det er et flot spil, og det byder faktisk på flere overraskende spilmæssige finurligheder undervejs. Var det ikke for alle fejlprioriteringerne i styringen og det alt for sløve tempo, så kunne jeg sagtens have kastet en mere flatterende karakter efter spillet.

Dette er en annonce:

Som det er nu, kan jeg kun anbefale Another Code R til rigtige eventyrfans, mens I andre derude, der savner den æra, bør kigge nærmere på Tales of Monkey Island til Wiiware. Ja, eller hvorfor ikke det originale Hotel Dusk: Room 215 til Nintendo DS. Måske endda Professor Layton and the Curious Village. Når nu der findes rigtig gode fortællinger derude, så er der ingen grund til at lade sig spise af med noget middelmådigt.

Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
Another Code R
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Langt eventyr. Sjove gåder. Charmerende grafik.
-
Til tider ringe kontrol. Sløvt tempo. Intet stemmearbejde. Rettet mod de yngre spillere.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Another Code RScore

Another Code R

ANMELDELSE. Skrevet af Jonas Mäki

Ashley Mizuki Robbins tager springet fra Nintendo DS til Wii, men det er ikke uden en række problemer i rygsækken...



Indlæser mere indhold