AOE2: The Age of Kings

(Oversat fra svensk af Rasmus Engholm)

Indledning

Til at begynde med kan man sige, at Age of Empires II er et virkeligt godt spil (se bare på karaktererne). Personligt var jeg vild med etteren, og derfor var forventningerne til opfølgeren ekstra store. Det er oplagt at drage paralleller til Tibirian Sun, da begge spil er realltime-strategispil. De udspiller sig dog på helt forskellige tidspunkter, og jeg synes, Age of Kings er det sjoveste. I Tibirian Sun er det fremtiden, man kæmper i, og spiludviklerne har derfor haft frie hænder til at finde på forskellige enheder, da vi jo ikke ved, hvad der vil ske. I Age og Kings kæmper du i 1000-tallet, som gør det meget mere realistisk og derfor sjovere og lettere at leve sig ind i. Det er nu sjovere at have en armé på 100 mennesker end en 'nuke' til at smadre en hel by.

Men nok sammenligning. Du mødes først af en lækker intro. For dem ,der aldrig har prøvet spillet, har man inkluderet en 'Learning Campaign', hvor du lærer at styre enheder, bygge bygninger o.s.v. Du guides igennem af både tekst og af en gammel mand med en herlig skotsk-engelsk accent. Meget passende eftersom det er skotterne og William Wallace, man træner. Efter denne gode indføring er man klar til at komme i gang med de rigtige opgaver.

Single Player

Der er fire forskellige kampagner, du kan vælge mellem (ud over Learning Campaign'en). Du kan kæmpe for Jean D'arc og Frankrig, Genghis Khan og hans asiater, Frederick Barbarossa og romerne eller Saladin og saracenerne. Jeg synes ikke, single-player missioner er det sjoveste, men disse er faktisk meget gode. Man får en bestemt opgave f.eks. at føre Jean D'arc til en anden by, for der at tale med kongen. Man ved, at opgaven bygger på rigtig historie, og det gør spillet meget mere tillokkende.

En anden mulighed for singleplay er at spille multiplayerspil, hvor man lader computeren styre modstanderne. Det er let nok på 'easy'-niveauet, men skruer man lidt op for sværhedsgraden, får man hurtigt problemer og må udnytte alle sine hjerneceller for at koordinere alt det, man skal holde rede på. Det sværeste, når man spiller mod computeren, er at den ikke har dette problem. Den bygger på samme tid nye huse, enheder og sår sine marker til.

Et andet alternativ er Death Match. Du starter med massevis af ressourcer, og det eneste du skal koncentrere dig om, i hvert fald i begyndelsen, er at bygge så meget, du kan. Til sidst begynder ressourcerne dog at tynde ud, og du må begynde at arbejde, som du plejer med byggeriet. Man tænker ikke på at samle mere guld, når man har 20.000, men det behøves. I Regicide gælder det om at dræbe modstanderens konge. Den konge der lever, er den konge, der regerer. Dette har dog en tendens til at blive for langvarigt, da man satser de fleste ressourcer på at forsvare kongen og ikke på at overliste modstanderen. Man kan selvfølgelig også spille efter opskriften: Den, der slagter alle, har vundet.