Apache: Air Assault

Basen er under tungt fjendeangreb. Røde markeringer indikerer angriberne på mit heads-up display. Tangos overalt. Rotoren snurrer i gang, jeg får luft under kroppen og sigter mig ind på et par panserkøretøjer og soldater med raketkastere. Min AH-64D Apache Longbow åbner for de tunge artilleri, og Hellfire-missiler regner ned over mine mål. En voldsromantisk militærfanatiker ville sikkert kalde det poesi.

Det handler selvfølgelig om kamphelikoptere, og kun om kamphelikotere. Samtlige flyvere man indtager er officielt licensierede fra Boeing. Inden hver mission får man en kortfattet gennemgang af hvad der foregår, og hvad der skal gøres. Det er typiske militærjargon-mættede fortællinger, som tørt informerer om terroristangreb og piratbesvær i diverse krigszoner.

Man skal altså ikke forvente sig nogen særskilt spændende eller gribende historie. I stedet skal man fokusere på hvad Boeings angrebshelikoptere markedsføres som: at være dødbringende supervåben. Og det er noget som Apache: Air Assault formidler på glimrende vis.

Jeg tager en hel konvoj ud med et dusin hydraraketter, spejder efter guerillatropper i junglen med varmekamera, jager terrorister over snedækkede bjerge, sveder i intensive dogfights med fjendtlige helikoptere, giver luftstøtte til strandede pilotkollegaer og demolerer broer og bygninger. Missionerne er varierede og vellavede, og kampene bliver sjældent kedelige. Det brager højt, lyder godt og ser hysterisk virkelighedstro ud - uden at det af den grund bliver videre bemærkelsesværdigt rent visuelt. Billede- og teksturopdateringen hakker til tider, og spilverdenen kunne godt være mere detaljeret. Men det fungerer.

Maskinkanonen på helikopteren affyres for det meste automatisk af en AI-skytte - selv kontrollerer man primært de tunge våben - men man kan til enhver tid selv tage kontrollen over de mere fine kalibre. Trykker man på B-knappen (i Xbox-versionen), skifter man til en sort-hvid kameravinkel under helikopteren. Her er det lettere at sigte sig ind på individuelle mål, især med hjælp fra varmedetektoren.

Det er også muligt at spille sammen med en ven på samme konsol. Men få nu ikke håbet alt for højt op. Co-op-delen er begrænset til at én styrer helikopteren, mens den anden tager sig af våbenhåndteringen. Man kan argumentere for at det bliver mere realistisk på denne måde, da disse aktiviteter også er adskilt i virkeligheden.

Men tro mig, det er ikke særlig sjovt kun at styre et sigtekorn rundt på skærmen og skyde fjender. Det er heller ikke særskilt sjovt kun at flyve. Når begge dele arbejder sammen, skaber de en skøn helhed, men som enkeltstående komponenter bliver de hurtigt kedelige. Det giver også orienteringsproblemer for piloten når skytten går ind i den tidligere nævnte kameravinkel. Personligt ville jeg foretrække delt skærm og hver sin helikopter.

Det bliver straks bedre online. Til forskel for den lokale co-op del får hver spiller her sin egen helikopter, og man skal i fællesskab udføre en række missioner. Det ligner mere den almindelige kampagne, men tilfører menneskelig kommunikation og giver Apache: Air Assault en legitim merværdi. Udover kampagnen og onlinedelen er der også et sandkassealternativ, hvor du vælger sværhedsgrad og kan pille ved indstilliger for alt fra antallet af fjender til farven på deres panser.

Inden man drager i krig kan man vælge mellem to sværhedsgrader. Er du rutineret flyveres, er der en realisme-spiltype som er hardcore helt ud i fingerspidserne. Jeg ved ikke hvor nær en simulation det ligger - jeg har aldrig siddet i en rigtig helikopter - men her er det en udfordring i sig selv at holde helikopteren i luften. Så kan I forestille jer hvor svært det er samtidigt at gøre nytte i kamp. Nybegynder-delen er på den anden side perfekt til den nykækkede pilot, der ikke bryder sig om at klippe trætoppe og spontant styrte ind i bjergvægge. Her er fysikken mere tilgivende og føles mere som et arkadespil end en nådesløs helikopter-sim.

Skulle man mod forventning mene at realisme-delen er for tøsedrenge, så kan man låse op for en veteran-del, hvor udfordringen hurtigt stiger til infernalske niveauer.

At flyve helikopter med en almindelig controller fungerer godt. Men på samme måde som racing-spil nydes bedst med et rat, så forestiller jeg mig at Apache: Air Assault er endnu bedre med et rigtigt joystick. Nu er udbuddet af joysticks til konsol ikke særlig stort, men til PlayStation 3 findes der i hvert fald en Thrustmaster-variant, der skulle fungere rigtig godt.

Vi ser ikke mange helikopterbaserede spil nu til dags - de henvender sig jo til et ret snævert publikum. Men det er fedt at sætte sig ned med et så nichepræget spil en gang i mellem. Især hvis det er godt. Og det er netop sådan et spil, Apache Air Assault er. Det er måske ikke det smukkeste, der nogensinde er lavet, og det er upersonligt som bare pokker. Men tiltalte det første afsnit af denne tekst dig, så er du sikkert ligeglad med den slags små detaljer.

Altså: er du træt af jagerflyene i Hawx, men stadig sulten på en omgang højtflyvende action? Så behøver du ikke lede længere.