Arc: Twilight of the Spirits

Er der en genre, der har brug for en klagesang, er det rollespilsgenren. Den skulle i så fald skrives i de mest sørgmodige molakkorder - den slags, der får nakkehårene til at rejse sig på kommando. For der er ikke synderligt mange titler at vælge mellem, og et par af de smukkeste udgivelser er ikke at finde på hylderne herhjemme i den europæiske føderation. Denne anmelder har endnu ikke kunnet fortrænge følelsen af ærgrelse, da ekspedienten i den lokale EB-games i Santa Monica, Los Angeles, oplyste, at han netop havde langet det sidste eksemplar af Suikoden III over disken få timer forinden.

Arc: Twilight of the Spirits er et RPG, som har fundet vej til vores lille kongerige. Spillet er skabt af udvikleren Cattle Call, som nu har fået sin europæiske debut. Cattle Call står også bag Tsugunai: Atonement, som fik blandede anmeldelser hos den amerikanske presse. Øvelse gør mester, som man siger, og Arc giver udvikleren lidt oprejsning, selv om det ikke byder på de store overraskelser eller nyskabelser. Arc er endvidere seneste kapitel i en serie, som ikke tidligere har været at finde på vores breddegrader.

Spillet beskæftiger sig med to brødres skæbner, Kharg og Darc. Brødrene er resulta-tet af et utraditionelt ægteskab mellem et menneske og en Deimos (dæmonrace). De to racer nærer et stærkt had til hinanden og lever derfor adskilt. Brødrene er hver især uvidende om den andens eksistens, men deres skæbner bindes sammen af det ældgamle klenodie The Wind Stone. Gameren overtager skiftevis kontrollen over Kharg og Darc og får dermed et bedre indblik i baggrunden for racernes indbyrdes fjendskab.

Det er ikke til at overse, at Cattle Call har ladet sig inspirere af Squares seneste Final Fantasy-kapitel. Der er en slående lighed i den måde karakterer, fjender og omgivelser er opbygget på, og selv om Arc rent visuelt ikke er det samme æstetiske stilstudie, er det unægtelig et kompliment til udvikleren. Cattle Call har formentlig også hen-tet inspiration fra Studio Cambridge’s Primal, da Deimos-racen grundlæggende har samme træk som Primals dæmoner.

I gameplayet ligner Arc dog ikke FF X i samme grad. Arcs kampsystem fungerer nemlig mere som det, vi normalt ser i strategi-RPG-genren. Arc præsenterer gameren for livlige kampe, hvor det at rykke sine karakterer rundt på slagmarken spiller en ligeså vigtig rolle som valg af angrebstype. Gamereactor har senest i Breath of Fire V set et så strategisk kampsystem integreret i et traditionelt RPG, og selv om Capcom ikke skuffede på dette område, har Arc dog har klaret opgaven en tand bedre. Arcs lave sværhedsgrad er dog et problem.

Cattle Calls seneste hjertebarn er ikke uden sine skavanker. I sin iver efter at fortælle en historie - som vi blankt må erkende er spændende og sammenhængende - efterlader Arc gameren i et gameplay-mæssigt tomrum. Der er simpelthen for meget fokus på fortællingen. Kort efter den første cut scene i al sin pragt har tryllebundet gameren, ruller den næste over skærmen, og det sker så ofte og så minutiøst, at man kunne indstille sit ur efter det. I denne anmelders øjne er cut scenes og en fyldig fortælling en meget velkommen gæst, men i denne omgang presser det element gameplayet ud i en birolle, og det er en klassisk fejl, som ikke burde præge nutidens spil - heller ikke RPG'er.

At gameplayets primære aktiv, kampene, ikke ligefrem dukker op i hobetal underbygger blot Arcs tendens til at passivisere gameren. Arc følger endvidere en kedelig udvikling - fraværet af muligheden for at udforske verdenen. Det, der førhen var en af genrens hellige køer, anses åbenbart for at være ligegyldigt hos udviklerne i disse tider. Grandia gav gameren mere frihed til at udforske og gå på opdagelse end Arc, og den kendsgerning taler vist for sig selv.

Arcs lydside er fyldt med præcis så meget magi, som de mange cut scenes kræver. Grafisk er spillet godt med, men mangler lige den ekstra finpudsning for at nå det niveau, maskinen er på i dag. Historien virker ærlig og godt skruet sammen, og så kan man godt se gennem fingre med de værste klicheer. Arcs velfungerende kampsy-stem er bestemt et lyspunkt, men Cattle Call vil hellere fortælle en historie end lade gameren spille, og det skaber ubalance. Arc er ikke dårligt, men det har sine mangler.