Archer MacLean's Mercury

Mercury tester din tålmodighed, som kun få spil kan gøre det. Det ene øjeblik sidder du med regulært øre-til-øre smil plantet i hele ansigtet, lullet ind i en herlig puzzle-verden af blanke glasoverflader og ugennemskuelige labyrinter, mens du guider spillets ubestridte stjerne, en temperamentsfuld og smukt ondulerende kviksølvs-klump, mod endnu en sejr. Det næste øjeblik forbander du Archer MacLean for mandens uduelige og trodsige kamera og spillets alt for springende sværhedsgrad. Der er fra første øjeblik lagt op til et ægte had/kærlighedsforhold, hvis du giver dig i kast med et af PSP'ens første og afgjort helt nye spilkoncepter.

Archer MacLean er ikke et navn, der summer rundt ude i stratosfæren, hvor gudsbenåede spiltalenter som Shigeru Miyamoto, Hideo Kojima eller Jeff Minter for det meste opholder sig. Navnet tilhører nemlig en forholdsvis anonym, engelsk spilproducer, der igennem de seneste ti år udelukkende har sluppet det ene billard-spil efter det andet ud på markedet - dog til stor kommerciel succes. I virkeligheden er hans seneste påfund, Mercury, ikke mere end et stenkast fra det område, hvor Awesome Studios normalt holder til. Spillet fokuserer nemlig igen på en rullende kugle og den dynamik, der skal til for at få den fra et sted til et andet. Dog er Mercury netop den tand mere innovativt og anderledes. Kviksølv er nemlig ikke en konstant, der som aben Ai-Ai i glaskuglen fra Super Monkey Ball, blot skal trippes gennem et uhyre vanskeligt og spændende landskab. Den skal også holdes i evig bevægelse, for ikke i klatter at ende overalt på banen og reducere din funklende kugle til verdens mindste ørering.

MacLean lukker dig ind i Mercurys mystiske verden gennem en god portion tutorial-baner, hvor de tre aspekter Race, Pencentage og Task forklares minutiøst. Race er ligetil og rummer tidsbaserede baner, hvor du inden for en bestemt tidsgrænse skal forcere de mange faldgruber samt smalle stier og nå i mål. Percentage kræver at du får så stor en masse af din kviksølvkugle med fra den ene ende af banen til den anden, mens Task, der er nogle djævelsk svære, men også meget belønnende opgaver, beder dig om at blande farver, åbne døre, løse gåder en masse. Tilsammen udgør de kernen i Mercurys fængende, men til tider også dybt frustrerende gameplay.

Desværre slippes du efter den selvforklarende tutorial løs i en verden, der på ingen måde er ligetil. Specielt Task-banerne er et kunststykke udi prøv og prøv igen-filosofien, hvor genspilning af samme bane op til fem-seks gange kan være nødvendigt, for overhovedet at få den lille sølvklump med helskindet gennem en opgave. Det hiver sværhedsgraden unødigt højt op, og specielt i tredje og fjerde verden, er der seriøst brug for et par valium, hvis du ikke skal ende med at kaste et af de lækreste stykker forbrugerelektronik en tur i gulvet. Heldigvis er kviksølvet en organisk størrelse, der aldrig helt bevæger sig som sidste gang du greb det analoge joypad, og det giver masser af gå-på-mod på at prøve en gang til for at barbere nogle sekunder af din bedste tid.

Mercury har dog en væsentlig akilleshæl, og det er kameraet. Med udsigt til kun at kunne rotere det enten 90 eller 45 grader, så er der altid problemer, når banerne er flere niveauer høje og de til og med er fyldt til renden med drilske kurver. Du kan naturligvis selv justere det som kviksølvet bevæger sig fremad, men det roterer sjældent hurtigt nok til at du når at stoppe den rullende klump fra at tage en tur hovedkulds ud over en barriereløs afgrund. Et andet problem opstår, hvis din kugle på en eller anden grund deler sig og hurtigt bevæger sig væk i flere retninger. Her er Awesome Studios løsning at trække kameraet længere og længere væk fra din fritsvævende legeplads - noget der gør det uendelig svært at se de huller, sving og ubehagelige forhindringer, som ligger og venter på dig.

Grafisk er Mercury en underlig parring af de tidlige halvfemsers Amiga demobevægelse og en førsteårsstuderende med fingrene i 3D Studio Max. De smagløse og tit overproducerede menuer og loadskærme med dertilhørende lysskær og metaloverflader, ser underligt malplacerede ud i år 2005, og de er mildest talt pinlige. Jeg ved godt at puzzle-spil per definition ikke behøver at have en specielt vellykket visuel overflade, men Mercurys er krampagtig kedelig og retroagtig. Lyden er en smule mere vellykket og ligger udelukkende i baggrunden og summer, mens du tvinger en flydende klump metal gennem endnu et spraglet landskab.

Det er svært ikke at blive en smule forelsket i Mercury. Det har naturligvis godt fat i klassikere som Marble Madness og Super Monkey Ball, men formår alligevel at drive konceptet længere med en organisk og yderst temperamentsfuld kugle af glinsende kviksølv i hovedrollen. Med en lidt lettere tilgang til nogle af spillets kombinerende og vanskelige baner, samt et langt bedre kamera, kunne Archer MacLean have leveret en spilklassiker til formatet allerede ved lanceringen, men som det er nu, må han nøjes med at være faderen bag en solid omgang underholdning.

-----------------------------------------------------------------------------------

Læs også disse PSP-anmeldelser:

Wipeout Pure
Lumines
Archer MacLean's Mercury
NBA Street Showdown
NFL Street 2 Unleashed
F1 Grand Prix
Ridge Racer
Need for Speed Underground Rivals