Arco

Vi har set et utal af gange spil med relativt simple grafiske profiler alligevel formå at skabe emotionelle, resonante narrativer. Celeste, Axiom Verge og på det seneste Animal Well gør ikke bare meget med meget lidt, men udover det bliver den sparsomme æstetiske detaljegrad nærmest en styrke.

Arco har, præcis som de førnævnte eksempler, ikke meget reel grafisk detaljegrad at bryste sig med. Det her er knapt 8-bit (selvom den konkrete terminologi undslipper mig), og selvom at der er skruet op for kontrastfarver, og at det lettere isometriske perspektiv indrammer smukke, bjergtagende omgivelser, så handler det igen om at sige meget med meget lidt.

Arco er opdelt i en række distinkte gameplay-formularer, der tilsammen former en ret ambitiøs western-fortælling om hævn, tro og menneskets ufejlbarlige evne til at ødelægge intentioner til trods. Spillet består af tre distinkte fortællinger, der hver især foregår i en fiktiv western-verden kraftigt inspireret af Sydamerika. Tykke overskæg, ponchoer, invasive folk, der slagter fauna og høster flora, og grusomme fortællinger om landsbyer, der brændes krydret med overnaturlige savn. Det er en typisk western vibe, dog med det fiktives uforudsigelighed, og selvom dialogen leveres skriftligt via tekstbobler, hvor du i sand RPG-stil former din egen vej igennem samtalerne, og til dels derigennem skabe dit eget narrative præg.

Mere lavpraktisk bevæger du dig i punktbaseret åben verden (hvor hvert punkt er sin egen lille slide) via et 2D-perspektiv fra en løftet lettere isometrisk vinkel. Her taler du med andre, køber proviant og påtager dig sidemissioner, og oftest leder disse til en eller anden form for konfrontation. Her skifter Arco gear og præsenterer sine kampe via et ret frit turbaseret format. Du kan se hvad hver fjende kommer til at gøre næste tur, og du kan vælge at bevæge dig, eller benytte en evne. Hele dansen er så at finde en balance mellem at undgå fjendtlige beskydning og påbegynde en mere aggressiv strategi. Der er et relativt rudimentært skill tree, der gradvis giver adgang til nye evner, og der er sågar mulighed for ret let buildcrafting, eftersom dine talent points kan distribueres flere forskellige steder.

Kampsystemet er lettere rigidt, det er klart, der er en såkaldt "battle state", og så er der al resten, og selvom disse skududvekslinger kan være hektiske, spændende og intense, så er det her ret lineære forhold mellem spillets bestanddele en smule hæmmende, særligt taget i betragtning at Arco ikke som sådan er noget kort spil.

Nej, det der for alvor skiller Arco fra indie-dynget er netop det resonante narrativ, at spillet med relativt få strukturelle midler formår at få spilleren investeret i de her flygtige skæbner der lever i en verden af uendelig naturlig skønhed, som så gang på gang spoleres af grådighed, af hævn, og selvom at dialogudvekslingerne er relativt korte, så er det troværdigt hele vejen igennem. Ligesom med Celeste er det alligevel imponerende hvor lidt der skal til udover dette slørede omrids af karakteren og det de fortæller dig som spiller, for at du bliver uhyre investeret, og det her sker fra første øjeblik og holder ved hele vejen til rulleteksterne.

Hverken den simplificerede grafik eller det klassiske (eller klichéprægede alt efter hvor tolerant du er) er en hæmsko for Arco - tværtimod. Det her spil er smukt at se på, kører som en drøm og oser af unik personlighed, om du kigger ud over den digitale prærie eller plaffer tre fjender ned på den mest western-agtige måde. Det er dog ikke det samme som at spillet ikke snubler hist og her. Via ambitionen om at præsentere en slags odysse, en rejse for hver af de tre karakterer der udgør antologien, så er små distraheringer der skal forstærke ideen om friheden, om spillerens muligheder, men det fremgår stort set altid hult. Der er et fiske-minigame der fremstår som en strøtanke, sidemissioner der stort set altid er lettere forglemmelige og butikker der stort set altid "bare" sælger mad og drikkevarer der giver livspoint eller spillets ækvivalent af mana eller action points. De her halvfærdige systemer fejler ikke som sådan noget, men fremstår dog som unødvendigt fedt omkring en langt mere underholdende kerne.

Tag dog ikke fejl; Arco er virkelig din tid værd, og sammen med Thank Goodness You're Here for bare få uger siden beviser det at udgiver Panic virkelig har øje for unikke indie-oplevelser. Ikke nok med det, det her spil er tilsyneladende udviklet er ret få individer, der ligeledes beviser at man sagtens kan lave storslåede spil inden for en langt mere snæver ramme. Giv det et skud. Pun intended.