Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Ario

Ario

Ario er et af de ringeste spil vi har prøvet i meget lang tid. Palle var den heldige - og han meldte endda sig selv til opgaven.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Jeg elsker at opdage spændende indie-perler, som tit gør tingene lidt anderledes end de sikre AAA-titler, hvor aktionærer skal gøres tilfredse med salgstal, der gerne skal lande i de to-cifrede millioner. I jagten på disse indie-perler rammer man også nogle gange forbi skiven - og Ario er et af de tilfælde. Spillet minder mest om en ufærdig tech-demo og det er et af de ringeste spil jeg længe har spillet.

HQ
Ario

Inden vi kaster os ud i Arios fortræffeligheder, træder vi lige et lille skridt tilbage. Vi har her at gøre med en action-platformer, hvor man tager rollen som drengen Ario, der begiver sig ud på en farefuld rejse, for at redde sin forsvundne mor fra et land plaget af forbandelser. På overfladen minder det mig om klassiske 90'er spil i samme genre, som for eksempel Pandemonium! blandet med lidt klassisk Prince of Persia - og det lyder jo faktisk ganske godt.

Gameplayet er traditionel 2,5D platforming, hvor man typisk løber fra venstre mod højre, hopper fra væg til væg, fra platform til platform og nedkæmper fjender. Og allerede nu, træder vi så lige et lille skridt frem igen. Problemet her er, at det føles meget ufærdigt og særdeles klodset, på grund af en meget upræcis styring. Ario kan løbe hurtigt, men der er ingen inerti i ham - det øjeblik man slipper styrepinden, står han bomstille. Det er lidt svært at beskrive, men det ser helt fjollet ud.

Noget andet er, at Ario er i stand til at slå døre ind, men kun hvis man står det helt rigtige sted. Står man lidt forkert, snubler han i stedet ind i døren og det ser tåbeligt ud. Han er også i stand til at lave et rullefald, for at undgå fjender, fælder eller andet, men dette rullefald kan kun laves, hvis der er plads nok - er der ikke det, vil han i stedet snuble ind i fjenden, snuble ind i fælden og som den skarpe læser nok kan regne ud, er det ikke ret godt. På grund af disse helt ufærdige mekanikker, føles gameplayet meget klodset og særdeles upræcist.

Dette er en annonce:
Ario

Alt dette "krydres" med nogle helt utroligt kedelige sekvenser, hvor man tager kontrol over nogle store stationære armbrøster eller ballistaer. Her skal man nedkæmpe mindre horder af fjender og man kan styre pilen frem mod målet nærmest i slowmotion. Jeg tror det er disse sekvenser folkene bag spillet mener, når de i beskrivelsen af spillet skriver at dette er et "levende 2,5D-actioneventyr med et strejf af tower defense". Men jeg er ikke sikker.

Desværre slutter det ikke her. Da jeg startede spillet, startede det på persisk, hvilket vil sige at jeg ikke var i stand til at læse spillets menuer. Jeg måske så gætte mig frem til, hvor indstillingerne lå, så jeg kunne skifte sproget. Da jeg endelig fandt indstillingerne, var det ret nemt derfra, fordi det eneste jeg kunne indstille, var sproget. Der er ingen muligheder for at justere styringen, ingen mulighed for at indstille underteksterne, ingen mulighed for at skrue op eller ned for musikken, for lydeffekterne eller faktisk på nogen måde at justere lydsiden. Det ville ellers have været rart, da lydsiden er helt ude af balance. Nogle lydeffekter (ikke dem alle) virker som om at de er dobbelt så høje som resten af lydsiden og visse lydeffekter er endda lidt forsinkede i forhold til det der foregår på skærmen.

Ario
Dette er en annonce:

Lige for at runde det hele af, så oplevede jeg bugs, hvor jeg pludselig kun kunne løbe til højre, men til gengæld kunne jeg løbe gennem alle forhindringer i spilverdenen og til sidst ud i intetheden. Andre gange sad jeg fast i omgivelserne eller endda fast mellem en fjende og en væg og så sad man der, da hverken min karakter eller fjenden kunne ramme den anden, da spillet blev forvirret over man stod så tæt. Det resulterede i en genstart fra seneste checkpoint. Endelig oplevede jeg at undertekster blev siddende i lang tid efter de var blevet vist, at der var stavefejl i både hjælpeteksterne og i underteksterne og andre gange var teksten ganske enkelt grammatisk forkert engelsk.

Ario er ikke noget kønt spil. Den visuelle side varierer fra fornuftig til decideret grim og det hjælper ikke, at animationerne er stive og klodsede. Den papirstynde historie fortælles via nogle ganske flotte tegnede sekvenser, men det virker som om, at det måske er to illustratorer der har tegnet disse sekvenser, da de består af to svagt forskellige stilarter.

Det er ikke let at udvikle spil - slet ikke for små indie-udviklere. Men jeg har i min tid som anmelder modtaget tidligere builds af spil, som virkede betragteligt mere færdige end Ario gør. Og uanset, om man er AAA-udvikler (*host*CD Projekt RED*host*) eller indie-udvikler, så skal man leve op til et vist niveau, når man tilbyder et produkt, som man forventer at kunden skal betale penge for. Ario er ikke i en tilstand, hvor det er klar til at blive sat til salg og det kan derfor på ingen måde anbefales - ikke engang til den lave prislap på under 100 kr. som det står til.

02 Gamereactor Danmark
2 / 10
+
Flot tegnede mellem-sekvenser
-
Gammeldags grafik, masser af tekniske fejl og bugs, ingen indstillingsmuligheder, meget upræcis styring, stavefejl og grammatisk forkert engelsk tekst, pivkedeligt, virker slet ikke færdigt
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

ArioScore

Ario

ANMELDELSE. Skrevet af Palle Havshøi-Jensen

Ario er et af de ringeste spil vi har prøvet i meget lang tid. Palle var den heldige - og han meldte endda sig selv til opgaven.



Indlæser mere indhold