Arise: A Simple Story

Hvad tænker vi tilbage på, når vores tid er ved at rinde ud? Er det de store milepæle, de små uanselige, men charmerende kommaer, vores sejre, nederlag eller en kombination af alle disse ting. Det prøver debuterende Piccolo Studios fra Barcelona at komme med et svar på i Arise: A Simple Story, der indfinder sig på det efterhånden godt fyldte marked for følelsesladede puzzle-platformere med ordløse fortællinger - en underkategori som spanierne i disse år i øvrigt er ved at gøre sig til bannerførere for med titler som for eksempel Rime og GRIS. I modsætning til sine artsfæller er der mere kød på både puzzle og især platforming i Arise og selvom sidstnævnte del til tider er frustrerende upræcis, er det et rart bekendtskab, som fans af Rime og Journey skylder sig selv at kigge nærmere på.

Hvor antydningens kunst ofte er gældende i beslægtede spil, er historien i Arise anderledes håndgribelig og nem at følge - så undertitlen kan ikke beskyldes for falsk markedsføring. Det hele starter med begravelsen af din karakter. Døden er dog ikke enden for ham. Fra ligbålet stiger han til vejrs og vågner blandt skyerne. Nej, billedsproget kan ikke beskyldes for at spille med lukkede kort. Herfra tilgås spillets baner én efter en. Selvom Arise fortæller en sammenhængende historie, er banerne nemlig opdelte. I én bane bevæger du dig således fra ø til ø i relativt realistiske omgivelser, mens du i den næste er skrumpet til myrestørrelse og rider på snegle og bruger blomster som trampoliner. Hver bane repræsenterer et minde og de dertil associerede følelser, hvilket resulterer i visuelt forskelligartede baner. Dog skurrer skiftet mellem realistiske og abstrakte baner. Der lader ikke til at være nogen rød tråd i valget, om hvorvidt et minde skal repræsenteres relativt realistisk eller nærmest abstrakt. Den opdelte struktur medfører desuden en lettere fragmenteret oplevelse, hvor det helt store følelsesmæssige crescendo udebliver og i modsætning til for eksempel Rime, havde jeg sværere ved helt at lade mig opsluge af rejsen gennem minderne. Måske skyldes det også, at historien nærmest er for ligetil og klart defineret, hvilket fordriver mystikken og tvetydigheden til et fjernt land. Når det er sagt, er der stadig flere rørende øjeblikke. Billedsproget er ganske vist simpelt, men ikke desto mindre effektivt både i symbolik og præsentation. Flere af banerne imponerer visuelt med sine storslåede omgivelser, varme farvepalette og bløde lys, mens den primært strygerbårne underlægningsmusik trods lidt for meget fløde formår at trække i hjertestrengene.

Selvom dine redskaber til at navigere gennem spillets baner er få, har Arise et klart defineret mekanisk hook i form af evnen til at spole frem og tilbage i tiden. Uden denne evne ville det simplistiske platformsgameplay sandsynligvis hurtigt blive kedeligt, men spolefunktionen giver anledning til fine puzzles, der ganske vist ikke udfordrer de små grå i nævneværdig grad, men ikke desto mindre er underholdende at løse. Succes i Arise er oftest et spørgsmål om at spole til det rigtige sted. Det kan være, at få et blad til at vende rigtigt eller smelte sneen for at afsløre et hul og derefter hoppe, klatre eller svinge sig videre. Tiden i Arise står aldrig stille, men du har evnen til at pause den, hvilket især er nyttigt i den glimrende tredje bane, hvor et bjerglandskab rives fra hinanden i rasende fart og det derfor handler om at finde det helt rigtige tidspunkt at handle på. Det opskruede tempo er unikt for banen og flere af de andre baner byder ligeledes på deres egen anvendelse af mekanikken. I en bane styrer du for eksempel en kugle med stærkt lys, der er nødvendig for at kunne finde vej, mens det i anden er årstiden og dermed snelag og isflager, der forstørres og formindskes for at finde vej frem.

Variationen taler til Arises fordel og holder spillet interessant, selv når andre grundlæggende elementer svigter. Generelt er platformingen acceptabel, om end den ikke føles voldsomt tilfredsstillende - blandt andet på grund af en smule input lag - men den fastlåste kameravinkel gør det til tider svært at bedømme ens position, hvilket især bliver et problem ca. halvvejs i spillet, hvor afrundede kanter, som vores hovedkarakter nemt glider ned fra, for alvor bliver fremtrædende. Kombineret med en faldlængde, der sender dig direkte tilbage til seneste checkpoint, er denne del af spillet utrolig frustrerende - også selvom checkpoint-systemet er meget gavmildt. Det er en skam, for frustration er bestemt ikke en god følelse i denne type spil, hvor udfordringen er sekundær i forhold til den følelsesmæssige indlevelse. Heldigvis er det kun de midterste baner, der for alvor lider under problemet, men da platformingen fylder meget og oftest er integreret i løsningen af puzzles, er det noget, der skæmmer oplevelsen i væsentlig grad.

Den lejlighedsvis frustrerende platforming og den lidt for simple og forudsigelige historie til trods, kan jeg godt anbefale Arise: A Simple Story til fans af Journey og især Rime. Intentionen om at lave en reel, men meget tilgængelig, puzzle-platformer er fin med tanke på beslægtede spils til tider lidt tynde mekaniske grundelementer. Der er ingen tvivl om, at der lige mangler det sidste både gameplaymæssigt og narrativt, men det er en debut, Piccolo Studios godt kan tillade sig at være tilfredse med, når de en dag tænker tilbage på deres tid her på jorden.