Army Men: Green Rogue

3DO har endnu en gang fundet den grønne plast frem og inficeret deres ansattes blodomløb med den. Istedet for avancerede figurer med x antal polygoner, som de normale udviklere foretrækker, påvirkes disse udviklere i sådan en grad, at de ikke kan lave andet end ensfarvede plastsoldater, præcis som dem man engang legede i sandkassen med.

Racisme?
Der er ikke mange spilserier, der er lige så store som Army Men, ihvertfald ikke hvis man ser på mængden af spil. Green Rogue er endnu et spil i rækken, hvor du som klonet megasoldat som sædvanligt skal stoppe soldater af anden kropsfarve (plastracisme?). Denne gang foregår det altså på PlayStation 2, hvilket giver et bedre grundlag end de tidligere spil - eller hvad?

First Impressions... Don't last
Da spillet landede i postkassen, blev pakken flået op hurtigere end Julemanden kan sige "Ho Ho Ho". Et blik på omslaget fik øjnene op, for jeg har altid ment at Army Men spillene har haft en vis charme over sig. Men allerede efter et lille stykke tid i sofaen med spillet, begyndte den første skuffelse at melde sig.

Selve konceptet er efterhånden ret slidt. Army Men: Green Rogue fungerer på samme måde som et sidescrollende platformspil, bortset fra at man denne gang har fjernet hopperiet. Man skubbes rundt på relativt ensformige baner, som tæller 16 i alt. Bevægelserne er mildest talt begrænsede, man kan løbe lidt rundt hist og her, men sidder ofte fast. Istedet for at kunne hoppe over en sten, hvilket ville være den naturlige løsning, skal man bakke væk og tage en anden rute. Selvfølgelig er man ikke mere end en plastsoldat, men alligevel!?

Bind for øjnene, når man sigter?
Det, som dog irriterer mest i spillet er ens sigte. Når fjenden dukker op foran en, virker det fint nok, eftersom det er den vej man hele tiden peger. Men lige så snart en af fjenderne dukker op ved siden af en, får man problemer. Sigtet er nemlig sanseløst svært at bruge, da din supersoldats bevægelser er så hurtige, at man nærmest kan høre braget, når han gennembryder lydmuren. Det fører oftest til at man står og vifter frem og tilbage og skyder på alt andet end det man sigter på.

Mest underholdende med en ven ved siden af
En lille smule sjov er der dog at hente, hvis man tilkalder forstærkninger i form af en god ven. Ikke at spillet foregår anderledes af den grund, men man har da en at dele smerten med (og ammunitionen, skulle man blive træt af at gennemhulle modstanderne). Multiplayer Cooperative er måske ikke den bedste måde at gennemføre spillet på, men underholdende er det da. Ikke at det overhovedet retfærdiggør et køb...

Kill me! Kill me now!
Den eneste del af spillet, der er pengene værd, er mellemsekvenserne, som får en til at håbe på mirakler senere i spillet. Desværre har det ikke smittet af på selve spillet, da det slet ikke er lykkedes at udnytte bare en brøkdel af konsollens grafiske og lydmæssige kræfter. Grafikken er lige så bleg og manglen på detaljer er lige så stor i omgivelserne som på figurerne. Effekterne fra ens våben er det eneste som kan vække en fra den dybe søvn. Heller ikke lydsiden formår at imponere, hvor underligere kommentarer i dårlig kvalitet går hånd i hånd med baggrundsmusikken, som er så anonym, at man knap nok aner den.

Endnu et råddent æble
Det store Army Men-træ taber endnu engang et råddent æble på græsplænen, som udadtil så ud som den perfekte fedtegave til skolelæreren, men som snarere ender som en kedelig omgang splat. Med mindre du vågner op i morgen og dine bukser pludselig er blevet til guld, så skal du holde dig langt væk fra dette spil. Ellers kommer du til at fortryde det inderligt. Find hellere dine gamle plastsoldater frem fra skuffen og smut ned i sandkassen. Det er både billigere og sjovere.