Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Army Men RTS
Anmeldelser Army Men RTS

Army Men RTS

Real-time strategy forbindes oftest med kæmpemæssige bygninger og tanks i mastodont-størrelse. I Army Men RTS ændres denne gængse opfattelse dog radikalt.
Steen Marquard Testet på 10 juli 2002

Real-time strategy forbindes oftest med kæmpemæssige bygninger og tanks i mastodont-størrelse. I Army Men RTS ændres denne gængse opfattelse dog radikalt. Velkommen til RTS a la grøn plastik. De grønne mini-soldater har erobret endnu en genre i spil-universet. De små PVC-fodtusser er kendt fra et håndfuld af andre spil; Sarge’s Heroes 1+2, Air Combat, Air Attack m.fl. Disse spil har alle været action-spil med en udpræget arcade-stemning. Oftest har Army Men-spillene været af ret middelmådig kvalitet, men vi har kastet opmærksomheden på deres nyeste udspil - og det er ik’ så ringe endda.

Stååååå ret!
Forhistorien i Army Men RTS (AMR) er lige så nuanceret som farven på soldaterne. Den ellers så respekterede Oberst Blintz er deserteret til den fjendtlige lejr, og er gået hen og blevet beige-farvet. Dem af Jer som kan huske de små plastiksoldater fra barndommen, erindrer nok at det var ofte de grønne soldater mod de beige/brune. Denne desertering hører naturligvis ingen steder hjemme, og du skal vha. Sarge og resten af grønskollingerne rode bod på dette.

Som en introduktion til spillet har man mulighed for at gå igennem en række tutorials i spillet, eller øve-missioner om man vil. Disse er meget pædagogiske og velfungerende. Hvis det ikke allerede er gået op for én, at spillet har et meget naivt og barnligt udtryk, vil man hurtigt finde ud af dette. Det er indlysende at AMR til dels er rettet mod børn, og med dette taget i betragtning fungerer det godt. Gennem 15 missioner skal Sarge & Co. overvinde Oberst Blintz’s styrker. Oftest vil missionerne være af den klassiske variant; "Byg-en-base-og-eliminer-modstanderne".

Dog ses der også andre varianter, hvor man bl.a. skal eskortere en gruppe Lego-mænd sikkert gennem et område, eller indtage en PS2-konsol. Pga. soldaternes størrelse bliver dette naturligvis en udfordring. Banerne tager udgangspunkt i og omkring et hus, præcis som vi så det i Disney’s Toy Story (hvor de grønne soldater jo også var med). Missionerne tager sted i forskellige rum/områder i dette miljø. De grønne og brune styrker bekæmper hinanden i næsten samtlige af husets rum - køkken, børneværelset, stuen osv., intet er sted helligt. Dette giver anledning til sjove landskaber, hvor hverdags-ting kan være en forhindring, eller bruges til ens fordel.

I det hele taget er det mere de sjove omgivelser og soldaterne i sig selv der bærer spillet. Som RTS-spil er AMR på ingen måde nyskabende, endda et skridt tilbage vil jeg vove at påstå. Antallet af enheder er ret begrænset, men er dog godt afbalanceret. Ligesom man skal høste guld, spice osv. i andre RTS-spil, skal man her samle strøm og plastik. Igen en sjov drejning, og det er da også spøjst at se sine tropper partere et stykke uskyldigt plastik-legetøj, således at de selv kan lave flere soldater/køretøjer.

Rød, gul, grøn, stop
Grafikken er ganske udmærket, uden at være noget særligt. Banerne er dog hold i en helt karakteristisk stil, og grafisk er de forskellige områder ikke til at tage fejl af. Bamser og andet legetøj afslører børneværelset, mens håndvasken og komfuret tydeligt ses i køkkenet. Sjove miljøer, der igen gør det tiltalende for et ungt publikum.

Lyden og musikken er fungerer godt. Musikken er af den klassiske amerikanske militær-type, og passer godt til de grønne knejte. Stemmerne på soldaterne er sjove, og især Sarge-figuren er morsom når han bosser rundt med folk. Dog er der meget lidt variation i soldaternes besvarelser når de får en ordre - desværre en fejl en del RTS-spil lider under. Efter at have hørt de samme svar i mange timer, bliver de ret irriterende til sidst.

Der florerer ikke så mange RTS-spil til PS2’eren, dog har de enkelte jeg har set være præget af dårlig styring. Det er her at AMR skiller sig ud. Gennem tutorialen får man hurtigt lært hvorledes man hundser rundt med de grønne soldater. Styringen er meget intuitiv og jeg var selv overrasket over, hvor vellykket det var på PS2’eren.

Er grøn så min yndlingsfarve?
Skal du indføre rollingerne til RTS, eller er du selv glad for legetøj - så er Army Men RTS bestemt et køb værd. Folk der forventer noget på højde med Command & Conquer og Red Alert skal holde sig langt væk. Desuden er der ikke blod og indvolde overalt i AMR. Ganske vidst kan plastikfigurerne dø, men i bund og grund er det jo bare legetøj der smelter. Dette kan være tiltalende for nogle af de mere politisk korrekte forældre, som vil skåne deres børn for vor indre anatomi. Army Men RTS er for børn/unge, og dem som gerne vil snuse lidt til RTS-genren. Min karakter til spillet er også fastsat på dette grundlag.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Naivt og sjovt udtryk, god styring.
Minusser Hurtigt gennemført, mangler dybde.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 1 Gamereactor-udgaver
6,0
Gamereactor Danmark 6
Fuld profil 2.508 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Testet på PS2
Platforme
PS2 PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.