Gennem de seneste år har 3DO udgivet et stort antal Army Men-spil, men ikke et har været specielt bemærkelsesværdigt. Nu er igen tid til at sende de grønne plastsoldater i flæsket på den beige hær og deres leder general Plastro. Har 3DO endelig fået styr på deres løbske spilserie eller sidder vi med yderligere en fiasko?
God historie
I forgængeren lykkedes det Sergeant Hawk og hans mænd at besejre Field Marshall Tannenberg i et hårdt slag og der var atter fred i plastverdenen. Men ingen vidste hvor den onde General Plastro var blevet af, selvom der var mistanke om at han fandtes i den anden verden "hvor menneskene bor". Her var han efter sigende blevet udsat for "plastrifikation", som havde gjort ham til en ubevægelig plastfigur.
Mistanken var ikke skudt helt ved siden af, og Plastro står nu hjælpeløs på en drengs skrivebord, indtil Brigitte Bleu dukker op og sprøjter et serum på Plastro, der hæver plastrifikationen og giver ham bevægeligheden tilbage. Da den grønne hær hører om serummet og at Plastro er vendt frygteligt tilbage, sender man Sergeant Hawk ind med det bedste hold Bravo Company.
Grafikken er som citronsaft i øjet
Army Men: Sarge's Heroes 2 er ingen fryd for øjet. In-game grafikken er noget af det grimmeste, PlayStation nogensinde har lagt skuldre til. Alt fra figurer til omgivelser ser ud til at være blevet skåret i træ med en sløv smørkniv.
Men der findes dog også god grafik i spillet, nærmere bestemt i de pre-renderede sekvenser, som man får at se efter hver fuldført mission. Man kan kun undre sig over hvorfor 3DO ikke kaster spilhåndklædet i ringen og begynder på at lave computeranimerede film a la Toy Story istedet. Alle figurerne har fået udseende og stemmer som fremhæver deres personlighed perfekt, altsammen i stor kontrast til in-game grafikken.
Hver mission udspiller sig på store baner, der er som taget ud af vores dagligdag, der bliver kæmpet på alt lige fra middagsbordet til flipperspil, men den dårlige grafik hæmmer hele tiden indlevelsesevnen og overblikket. Stemmerne og lyden i spillet er der som sådan intet ivejen med, men de er stive og giver langt fra den atmosfære, som kunne hjælpe spillet på vej ud af rendestenen. Musikken er halvgod militærmusik.
Som at styre en tank
At styre Sergeant Hawk er svært - det kan nærmest sammenlignes med at køre en tank gennem en trang baggyde. Sarge kan gøre en hel masse ting som for eksempel hoppe, gå sidelæns og kravle, men det er næsten umuligt at gøre noget af det smidigt, da bare det at vende sig kan være problematisk nok! At kameravinklerne er de dårligste nogensinde, hjælper heller ikke ligefrem med missionerne, da man ofte ikke engang ved hvor man selv eller fjenden er.
Sarge´s Heroes 2 har slet ingen spilleglæde at tilbyde og hvis man spiller det i mere end en time, så har man enten dårlig smag, eller også er man tvunget til at anmelde det. Selv om 3DO leverer en relativ god historie, kan de ikke levere et spil der kan fylde de huller der er imellem mellemsekvenserne. At man kan spille 2-player deathmatch gør kun spillet værre...
Man får det næsten dårligt
Dette må være det mindst købeværdige spil som er udkommet i år, og bliver det værre end dette, er der noget galt i spilindustrien. Selv om du kan lide denne type spil, er Sarge's Heroes 2 en titel du skal gå i en stor bue udenom. Sarge's Heroes 2 giver ondt i maven!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 4 / 10
- Lyd
- 3 / 10
- Spilbarhed
- 2 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 3 / 10