Army of Two: The Devil's Cartel

Army of Two-serien var i lidt af et dilemma efter det seneste spil, Army of Two: The 40th Day udkom i januar 2010 - med et Metacritic-gennemsnit på 73 og 74. Efter det første spils relativt gode modtagelse virkede det som om serien var løbet tør for damp, og spillerne var ikke rigtig længere interesserede i Salem og Rios og deres udskejelser i Shanghai. Spillene havde en relativt afslappet stemning med den private militær-vinkel, maskerne, det arkade-agtige gameplay og de relativt gimmick-duftende co-op-manøvrer.

Der er sket en masse siden. EA Montreal er nu en del af Visceral Games, hovedpersonerne Salem og Rios er blevet skiftet ud, der er kommet en ny spilmotor til (Frostbite 2) og de co-op-manøvrer, der nærmest var forgængernes signatur, er stort set væk.

Altså er det en ny dag for Army of Two, men også en der har ført til lidt af en identitetskrise. Hvad er kernen i Army of Two, og hvorfor skulle vi interessere os for det til marts næste år, når spil som Bioshock Infinite, Crysis 3, Gears of War: Judgment og Aliens: Colonial Marines udkommer omkring det samme tidspunkt? Hvis vi skal tro udvikleren, er målet at skabe en sjov og tilgængelig popcorn-og-øl co-op-oplevelse. Et spil af den slags, du spiller med en kammerat i en halv time over et par bajere og chips. Det er ikke det mest ambitiøse pitch, vi nogensinde har hørt, men i det mindste er det ærligt. Army of Two: The Devil's Cartel er ikke ude på at genopfinde gaming eller give os åbenbaringer. Det vil bare være sjovt.

Efter at have prøvet en ti minutters demo af spillet kan jeg se hvordan de forsøger at opnå den målsætning, men jeg kan ikke rigtig påstå at jeg havde det sjovt. I stedet for de mange kontekstfølsomme co-op-manøvrer som Salem og Rios havde til rådighed, får vi i stedet en hektisk cover-baseret shooter, hvor man ved at arbejde sammen optjener point til at låse op for "overkill mode", hvor spillerne er usårlige, gør mere skade og har uendelig ammunition i nogle få sekunder. Jeg rykker hurtigt fra cover til cover med et knaptryk, og selvom det fører til nogle tvivlsomme cover-skift i starten, er det et flydende system, der lægger mindre vægt på den taktiske brug af cover. Fjender går også i cover, men ignorerer tilsyneladende at man kan skyde deres dække i småstykker.

Man kommer til at tænke på The Expendables, når man ser Army of Two: The Devil's Cartel, og det er en film som udviklerne ofte hentyder til. Det er passende på flere måder. For det første er det en film, der beder seeren om at slå hjernen fra og bare nyde turen, ganske som The Devil's Cartel, men det er også en film der længes efter 90'ernes actionfilm, lige som The Devil's Cartel længes efter gammeldags skydespil. Men de forsøger også at skabe den slags overdrevne øjeblikke, der får dig til at skraldgrine, ganske som The Expendables og dens efterfølger forsøger. Men et sted, hvor man ikke kan sammenligne de to, er i figurerne, og om noget er de to nye hovedpersoner blevet tonet ned i forhold til de relativt utiltalende Salem og Rios.

Nogle af elementerne fra de forrige spil er stadig til stede. "Aggro er stadig i spil, selvom det er mere i baggrunden. Det lader din partner flankere og score drab bagfra, hvilket igen lader jer optjene flere point til "overkill", og nogle af co-op manøvrerne såsom "step up" er her i form af simple kontekstfølsomme knaptryk.

Ellers fungerer Army of Two: The Devil's Cartel som en gennemsnitlig Gears of War-klon. Fjenderne er hårdføre og det samme er du, og så længe du holder dig til cover det meste af tiden, skal du nok klare dig.

Det, der virkelig forhindrede mig i at nyde Army of Two: The Devil's Cartel på dette tidspunkt, var kodens tilstand. Det er sjældent at man som journalist får lov til at spille en demo, der viser adskillige fejl og glitches inden for de første få minutter. Det er ikke fordi disse problemer (som at sidde fast bag et stykke cover) ikke kan løses, men det rejser unægteligt nogle spørgsmål om resten af spillet, hvis dette er den del af spillet, du er tilfreds med at vise frem. Det bekymrer mig, idet der kun er fem måneder til udgivelsen - hvilket reelt set betyder fire måneder til det skal godkendes. Spillet drager fordel af Frostbite 2-motoren, der giver mulighed for noget ret lækker destruktion, men sammenlignet med andre Frostbite 2-spil virker grafikken lidt undervældende. Det sydamerikanske tema byder på nogle fine scenarier, men føles også lidt udkørt. Forhåbentlig har spillet mere at byde på end støvede gyder og bodegaer.

Min korte hands-on-oplevelse med Army of Two: The Devil's Cartel føles en smule ligegyldig. Her var ikke noget til virkelig at fange min opmærksomhed eller interesse. Jovist, co-op er altid sjovt, og vanviddet i "overkill" kan sikkert føre til nogle grin, men i sidste ende virker det lidt intetsigende og mangler identitet.