Army of Two: The Devil's Cartel

Det er tydeligt at mærke, at EA har haft høje ambitioner med deres Army of Two: The Devil's Cartel. Spillet retter et skarpt fokus på USA's fuldstændigt fejlslagne narkopolitik, og hvordan den store efterspørgsel på illegale stoffer har gjort generiske syd- og mellemamerikanske lande til slagmarker for hensynsløse narkokarteller, der både bekriger hinanden og er hævet langt over lov og orden.

Samtidigt er det et karakterstudie i, hvad det er der driver de folk, der søger ind i private sikkerhedstjenester (læs: lejesoldater). Vores ene hovedperson, Alpha, er forhenværende militærmand, som er blevet smidt ud af korpset og nu nærmest desperat forsøger at genfinde de faste rammer og rutiner, der har præget hele hans liv. Bravo kommer fra en karriere som muscle i en kriminel organisation, men har lagt forbryderlivet bag sig i håb om at tjene nogle hurtige penge og trække sig tilbage et fredeligt sted. Og måske der lurer en djævel i baggrunden, den man mindst forventer.

Nemlig. Altså bortset fra, det meste er ovenstående bare er noget vrøvl, jeg fandt på i løbet af spillets mange mellemsekvenser.

For i virkeligheden er historien så papirstynd, at man snildt kan følge den mens man koncentrerer sig om andre ting. Plottet er dybt forudsigeligt, og figurerne er omvandrende klicheer i det omfang, at man rent faktisk kan kan kalde dem figurer, for de fleste af dem er lige så intetsigende og udtryksløse som de masker, de bærer. Selvom sidstnævnte kan customizes.

Jeg er på en måde imponeret over Army of Two: The Devil's Cartel, for jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spillet et spil, der var så tilfreds med sin egen totale gennemsnitlighed. Her er ikke skyggen af originale ideer, koncepter eller tanker. Ingen vision, intet forsøg på at være andet end forglemmeligt. Der er vitterligt intet her, man ikke har set tusind gange før.

Dermed ikke sagt, at The Devil's Cartel er decideret dårligt. Det er uambitiøst på næsten alle leder og kanter, men mekanikkerne og håndværket er der som sådan ikke noget i vejen med.

I kraft af at her er tale om en treer, er gameplayet selvfølgelig velkendt. To soldatertyper skal skyde på alt hvad der bevæger sig. Forgængernes aggro-meter, der hjalp en med at holde styr på hvem af makkerparret, fjenden helst ville skyde på, er dog røget sig en tur. Det er erstattet af et system, hvor man får point for teamwork. Dræber man en fjende, får man 10 point, men der er bonus for at lege lokkedue og lave afledningsmanøvrer, og endnu større bonus for at flankere fjender, der skyder på makkeren.

Det er ikke videre dybt, men det fungerer hæderligt i praksis. Et nyt system, der til gengæld fungerer bedre, er det såkaldte overdrive. Kort sagt lader man et meter op, hver gang man skyder nogen, og når det er fuldt, kan man gå i Overdrive, hvor man midlertidigt bliver usårlig og giver ekstra skade. Overdrive aktiveres enkeltvis, men timer man det sammen med sin makker, er der dobbelt op på både slowmo og skade, så omgivelser eksploderer og afskudte lemmer flyver.

Derudover er Devil's Cartel en fuldstændig generisk shooter, en slags Gears of War Light, hvor man bevæger sig fra skydetelt til skydetelt, og der ellers ikke gøres det store for at variere oplevelsen. Nogle gange skal man benytte en fastmonteret maskinkanon eller raketkaster. Andre gange skal man snipe. Man kan købe nye våben og små opgraderinger for de point, man optjener. Og dermed har jeg været omkring alt hvad der er værd at nævne ved spillets gameplay.

Devil's Cartel kører som mange andre nyere EA-spil på Frostbite 2-motoren, den der leverede den forrygende flotte grafik i Battlefield 3. Og spillet beviser om nogen, at grafik handler om meget mere end bare spilmotorer, for Devil's Cartel ser ret kedelige ud. Især biler og andre køretøjer er udstyret med håbløst uinspirerede teksturer, og der er intet i omgivelserne, der rigtigt stikker ud eller er iøjenfaldende. Ingen flotte udsigter eller andet i den dur. I det mindste kan meget af omgivelserne (især de dele, man kan sidde på hug bag) skydes i stykker.

Ligesom forgængerne er Devil's Cartel født til co-op, men udover at ens AI-buddy nu styres af en kammerat, er der praktisk talt ingen forskel i gennemplayet - til gengæld kan man i fællesskab tage sig til hovedet over alt den bro-ness, der flyder ud af højtalerne. Og den slags fælles fortvivlelse kan være ganske fornøjelig over et par kolde øl.

Co-op kan spilles både i splitscreen og online (hvilket i vanlig EA-stil kræver Online Pass). Her er desværre ingen drop-in/drop-out, hvilket ellers er nærmest standard disse dage, men ens progression gennem spillet er delt på tværs af singleplayer og co-op, og man kan starte fra hvilken som helst delmission, man tidligere er nået til. Så det går.

I co-op er Army of Two: The Devil's Cartel hæderlig underholdning. Der er bestemt mange bedre shooter-spil for venner derude, men det går an fordi mekanikkerne som sagt ikke fejler noget, og den tekniske side også er godkendt. Spiller du derimod alene, kan du godt trække et point fra karakteren, for det bliver temmelig hurtigt ensformigt og intetsigende.