Asgard's Wrath 2

Hvor længe kan man leve på tidligere præstationer? Når det gælder VR, er svaret; "ret længe". Hver gang det hævdes, at VR som koncept er dødt, svarer vi igen med; "men hvad med Half-Life: Alyx? og Astro Bot?" To spil, der mere eller mindre har båret hele mediets skæbne i alt for mange år nu. Selvfølgelig er der masser af gode VR-titler, som Moss, Beat Sabre, Tetris Effect, Superhot og så videre, men bortset fra VR-versioner af eksisterende store spil som Skyrim, Resident Evil og No Mans Sky, mangler de rigtige lanceringer i fuld længde, altså AAA-titlerne med et tocifret antal spilletimer, som imponerer på skala, grafik og lyd. Det gælder især Meta.

Hvor VR på PC og PlayStation har deres to flagskibe at falde tilbage på, har der ikke været noget tilsvarende for standalone headsets som Meta Quest. De har for det meste måttet nøjes med glorificerede tekniske demoer, som ganske vist imponerede fra tid til anden i løbet af deres korte spilletid, men med Asgard's Wrath 2 ændrer det sig fuldstændigt. Vi taler ikke kun om et af de bedste og største VR-spil, der nogensinde er udgivet, men også om et af de skarpeste rollespilseventyr, jeg har haft fornøjelsen af at spille, uanset format. Det er den nye generations længe ventede killer-app, og i det lange løb kan det også være det spil, der får flere udviklere til at investere i mediet.

Jeg blev dog noget forundret, da jeg startede spillet for første gang. Det fulgte med mit Meta Quest 3, og det kan da godt føles lidt mærkeligt, at man vælger at tilføje en efterfølger til et spil, som kun har været tilgængeligt til PC VR (Oculus Rift) før og dermed nok nu når ud til et helt nyt publikum, men jeg havde ingen problemer med det. Der er endda et lille resumé i begyndelsen, som du kan klikke på, hvis du vil. Mest for historiens skyld, vil jeg sige. Det er ikke en kompliceret historie. Find Loke og besejr ham, før han ødelægger universet. Det er det hele. Jeg påtager mig selv rollen som en såkaldt Cosmic Guardian med mulighed for at antage fire forskellige former for hovedpersoner, alle med deres egne styrker, svagheder og ikke mindst særheder, og for at lykkes med min ædle mission skal jeg rekruttere kompetente krigere og hjælpe de egyptiske guder, der er spredt over hele landet.

At placere en åben spilverden i det gamle Egypten har været en succesfaktor for mange spiludviklere i årenes løb, og Asgard's Wrath 2 fortsætter den tendens ved at kaste guder og mytologiske væsner efter mig i en uendelig strøm af tilfredsstillende kampe. Der er lidt af en indlæringskurve, som i de fleste spil, men snart har jeg mestret både sværd og bue og alt derimellem, og jeg danser måske ikke langs klitterne med de mest yndefulde fodtrin, men jeg føler mig magtfuld, stærk og klar til alt, og det er det vigtige her. Indtil jeg står ansigt til ansigt med den første boss efter blot et par timer, vel at mærke. Jeg har set store bosser før, men ikke noget som dette, og jeg er bestemt ikke kæphøj, som jeg står der og stirrer på en fjende, der er så enorm, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde at angribe. For at være ærlig ved jeg knap nok, hvor væsenet begynder og slutter. Et bevinget bæst, der er så tæt på mit ansigt, at jeg næsten kan mærke vinden i mit hår, men jeg er bare nødt til at gå efter guldet og håbe på det bedste.

Kampene er hurtige og dynamiske. Selvfølgelig kan jeg savne følelsen af ægte vægt, når jeg svinger et sværd eller kaster en økse, men det er ikke et problem med Asgard's Wrath 2, men selve teknologien, den er der ikke helt endnu, og forhåbentlig vil der være en løsning på det i fremtiden. Men hver duel har sit eget liv. Dels fordi de forskellige karakterer kommer med deres egne unikke våben og spillestile, men også fordi jeg står overfor et imponerende stort antal fjender, selvom der desværre er nogle gentagelser på alle de forkerte steder, uden at ødelægge noget.

Men det bliver aldrig kedeligt at kaste min Leviathan-lignende økse i hovedet på et hæsligt bæst og derefter hidkalde den tilbage for at få dobbelt skade. Det er lige så tilfredsstillende hver gang, men der er meget mere i det end det. Selvfølgelig er angreb ofte det bedste forsvar, mens det andre gange er en dødsdom end give den fuld gas. Sværhedsgraden er ikke helt på FromSoftware-niveau, men det er unægteligt udfordrende. Ved nøje at studere mine modstandere øges chancerne for at overleve betydeligt. At parere med sværdet og blokere med skjoldet har hjulpet mig mange gange, når sandet er blevet rødt under mine sandalklædte fødder. Det er også glædeligt, at jeg som regel kun møder en eller to fjender ad gangen og derfor ikke behøver at svinge vildt rundt i håb om at ramme noget. Selv om tempoet er højt, har jeg stadig tid til at tænke og planlægge mine angreb eller mit forsvar.

Nu lyder det måske, som om det bare er én lang kampsimulator, men intet kunne være længere fra sandheden. Der er masser at lave og opdage i Asgard's Wrath 2. Det er ikke en helt åben spilverden, men det er tæt på, og den er fyldt med gåder, som jeg skal løse i God mode, som er præcis, hvad det lyder som. Mig, i en imponerende guddommelig form. Der er selvfølgelig masser af spændende steder at udforske. Alle med deres egne udfordringer. Fra skorpionfyldte huler til undervandstempler i Zelda-stil. Jeg har altid mine rekrutter til at hjælpe mig, og de er ikke bare rekrutter, de kan også tage andre former, men i deres tilfælde er de dyr. Det gør mig glad som gamer, for jeg kan faktisk ride på dem, og det er ikke bare en oplevelse i sig selv, men også en fantastisk måde at rejse gennem det enorme ørkenlandskab på. Rollespilselementerne er også overraskende dybe. Jeg kan fiske, lave mad, jage efter skatte og materialer til at opgradere mine våben og rustninger, og når jeg får mine hårdt tjente erfaringspoint, kan jeg bruge dem på forskellige evner for at blive bedre. Jeg kan også vælge at opgradere mine ledsagere for at gøre dem endnu mere nyttige. Der er også fællesskabsbegivenheder, man kan deltage i, hvis man er i humør til det.

Asgard's Wrath 2 er en ekstraordinær oplevelse, men det skal opleves. Du er nødt til at stå der med et virtuelt sværd i hånden og se det med dine egne øjne. Der er ingen måde at forklare præcis, hvor storslået det er, uanset hvor mange superlativer jeg bruger. Det er det største VR-spil til dato med 60 herlige timers hovedhistorie og mindst det dobbelte, hvis du vil gøre alt, og det vil du. Så snart jeg blev tvunget tilbage til den virkelige verden, ville jeg faktisk bare tilbage. Med det samme. Jeg vil ikke være her med et vækkeur, vasketid, madpakke, afdrag på huslån og sneskovling. Nej, giv mig sværdet, buen og øksen, så kan jeg blive for evigt. Det er ikke et perfekt spil. Der er gentagne sekvenser, og nogle grafiske elementer holder ikke, men som VR-spil er det uden fortilfælde og kunne endda have været bedre, da det blev udviklet til Meta Quest 2, og jeg kan ikke forestille mig, hvor godt det ville have været, hvis det faktisk var blevet udgivet optimeret til Quest 3.