Assassin's Creed 2

Byen er Venedig. Tiden er renæssancen. Året er 1486. Mit navn er Ezio, og jeg sidder og venter på en bænk ved et torv med særdeles stort leben: Handlende, gøglere og andet godtfolk farer ud og ind mellem hinanden. På himlen kan man se det ene store fyrværkeri efter det andet. Det er tydeligvis en festdag, jeg er vidne til.

En mand henvender sig pludselig til mig, og efter en kort meningsudveksling ligger manden død på brostenene. Jeg har dræbt ham. I løbet af kort tid har jeg arbejdet mig væk fra gerningsstedet. Op, op, op ad Venedigs skønne tårne går turen - og her på toppen, hvor udsigten er fænomenal, venter en af Leonardo da Vincis skønne opfindelser på mig: En metalkonstruktion med vinger. Jeg ifører mig vingerne, og i næste øjeblik svæver jeg ud over byen med kurs mod "Sukkenes bro", hvor jeg som en høg slår ned i mit næste offer her fra luften. Manden er død. Ved at benytte den varme luft fra bål spredt rundt omkring i byen, kan jeg holde vingerne i luften i lang tid. Jeg suser videre mod mit næste mål, som befinder sig på et centralt og magtfyldt sted i byen: Dogepaladset.

Introduktionen til Assassin's Creed 2 efterlod mig særdeles begejstret, og mine lidt blandede minder fra det første spil forsvandt som dug for solen. Det her tegner til at blive godt. Selvom Assassin's Creed i det store hele blev rigtig godt modtaget, både af anmeldere og spillere over hele verden, så var der alligevel lidt knurren i krogene hist og her. Ingen var vel i tvivl om, at Ubisoft havde fat i den lange ende, og i det store hele havde lavet et godt produkt: Konceptet var godt, gameplayet var godt, stemningen var god. Problemet var blot, at Assassin's Creed spillede på for få strenge. Når man havde udført en mission havde man, groft sagt, udført dem alle.

Kritikken nåede også frem til Ubisoft, som har brugt megen tid på netop at imødekomme kritikken og forbedre spillets svage aspekter. Og hvis man skal dømme ud fra den tidlige version af spillet, så ser det ud til, at dette er lykkedes for dem.

I Assassin's Creed 2 indgår man som Ezio et professionelt samarbejde med Leonardo da Vinci, som blandt andet stiller en masse gadgets og udstyr til rådighed for en. Det giver forøgede bevægelsesmuligheder og flere måder at slå folk ihjel på. Renæssancebaggrunden virker også velvalgt. Selvom det første spil var flot at se på, så tilbyder renæssancebyggeriet en helt anden miljøvariation i kraft af arkitekturen. Meget passende har man nu også indført aften- og nattemiljøer, hvilket understøtter stemningen i renæssancearkitekturens matematisk definerede rum, som Venedig er et skoleeksempel på. Byen lyser ganske enkelt op om natten i et væld af gadelamper, labyrintiske og lange skygger, fyrværkeri og spejlinger og glimt på vandoverfladerne. Det er som at kigge på et levende postkort.

Ændringen af landskabet og arkitekturen har også medført, at man har lavet en række justeringer i den måde ens karakter bevæger så på. Bygningerne er nemlig langt højere og mere komplicerede. Derfor er vores lejemorder-helt nu mere adræt: Han kan hoppe højere og kravle hurtigere, hvilket jo er meget rart, så det ikke tager så lang tid at kravle op. Dernæst kan man også svømme. Et møde med en vandoverflade er således ikke mere lig med den sikre død.

I det hele taget tegner Assassin's Creed 2 sig til at blive et mere levende og mindre statisk og formularisk spil. Et eksempel: I første spil kunne man lave et fantastisk forsvindingsnummer ved at gemme sig i en høstak. Uanset hvor snu ens efterfølgere var, kunne de aldrig finde en her. Det er der nu lavet om på. Høstakkene er der stadig, og fungerer også som gemmested. Men man skal ikke mere tro, at den hellige grav er velforvaret, bare fordi man sidder musestille og sammenfoldet i en bunke hø. Fjender kan med andre ord godt finde frem til ens gemmested.

Vi mangler endnu at se mere til historien i spillet, ligesom vi også mangler at hvordan variationen mellem missionerne kommer til udtryk. Men ud fra det sete, er der god grund til optimisme.