Assassin's Creed: Altair's Chronicles

Det er lige til at blive deprimeret af. I intet mindre end fjorten dage har jeg spillet Assassin's Creed: Altair's Chronicles, og hver dag har jeg ikke holdt til meget mere end 20 minutters spil, hvorefter jeg i frustration har smidt min Nintendo DS fra mig, og revurderet mine indtil fornylig høje tanker om snigmorderen, Altair.

Den store åbne verden, som vi kender fra hjemmekonsolversionen, er blevet droppet, og i stedet er spillet nu opdelt i små baner, hvor du skal hoppe fra tag til tag, undgå guillotiner, flammer og andre forhindringer. Og så skal du i øvrigt ikke lade dig narre af spillets titel; der er nemlig ingen fokus på snigmord, men derimod gammeldags hoppen fra platform til platform og masser af kampe mod nogle uhyggeligt dumme fjender.

Kampene forløber alt andet end gnidningsfrit, og sommetider nægter Altair at trække sit våben, hvilket resulterer i, at man må starte forfra ved sidste checkpoint. Og så er det altså ikke synderligt ophidsende at spillet kan gennemføres blot ved at banke løs på to taster. Jovist kan man da bruge den ene skulderknap til udføre dødsensfarlige modangreb, men det er egentlig bare spild af tid, for det hele går altså hurtigere når man kobler hjernen fra. Dræbende kedeligt.

Platform-delen fungerer heller ikke den mindste smule tilfredsstillende. Kommer man bare en pixel for tæt på en eller anden form for farlig forhindring, så dør man, og så er det ellers forfra igen. Problemet med styringen er, at DS'en kun er udstyret med et D-pad, og at man af naturlige årsager ikke har den samme føling som med analog styring. Derfor er det nær ved umuligt at vurdere, hvorvidt Altair står for tæt på eksempelvis en økse, der vejer frem og tilbage som et pendul. Af og til dør man, selvom man ikke er i nærheden af at strejfe en given forhindring. Uacceptabelt.

Til at hjælpe en på vej gennem gader og stræder, har Gameloft implementeret en grøn pil, der viser nøjagtigt hvor man skal bevæge sig hen. Det er dog anbefalelsesværdigt at slå den fra, eftersom den af og til blokerer udsynet. På et tidspunkt skulle jeg kravle rundt på en rebstige, og her skulle jeg forbi et par pigge i muren. Problemet var bare, at denne grønne pil var så smart placeret, at jeg ikke kunne se, hvornår disse pigge forsvandt. Det er godt nok skidt, Gameloft!

Jeg er egentlig ganske glad for, at Altair's parkour-egenskaber stadig er at finde i den håndholdte udgave. Problemet er bare, at når man skal interagere med kasser (hvilket man skal tit), så hopper Altair glad op på dem i stedet for at skubbe dem. Pokkers til snigmorder!

Men problemerne stopper desværre ikke her. Kæmper du mod fjender nær en afsats, så er det ikke altid du lige kan slå dem ned i afgrunden. Sommetider står de i stedet i luften, og det er altså ikke lige det bedste scenarie, hvis det er en bueskytte man har med at gøre; så kan han blot stå der og fyre pile afsted, og så må man endnu engang lade sig dø og starte forfra. Vidunderligt.

Skal man sige noget positivt om Altair's Chronicles, så må det være, at det af og til, når alt kører gnidningsfrit, kan gå hen og blive ganske intenst. Når man balancerer på en afsats, samtidig med, at man skal dukke sig for ildkugler og hoppe over pigge, føles det hele ganske godt. Indtil man mindes om, hvor elendigt resten af spillet er udført.

Lydsporet er en stor gene. I stedet for at lokke spilleren ind i Altair's univers, får man bare lyst til at løbe skrigende bort, når den samme lille lydfil har trængt ind i ens ørekanaler et par tusinde gange. Det anbefales, at man spiller uden lyd, såfremt man af en eller anden årsag har købt spillet.

Men det har man naturligvis ikke. Og hvis man har, så bør man omgående gøre brug af sin retmæssige returret. Assassin's Creed: Altair's Chronicles er ikke andet end et forsøg på at malke penge ud af et succesfuldt navn, og det bør man være opmærksom på. Nej, Altair og jeg er ikke længere perlevenner.